Folkets styre har været kamp og samarbejde om interesser og værdier. Længe præget af landboernes Venstre og arbejdernes Socialdemokrater (SD), hvor det mest handlede om godernes fordeling. I det 20 århundrede nærmede partierne sig hinanden om en velfærdsstat med stor offentlig sektor og høj skat. Den blev udfoldet under 1960’ernes vækst og velstand, som gav basis for, at værdier kom til at spille en større rolle. I første omgang med et oprør hos en ungdom, der nød godt af gratis uddannelse og SU. Den kritiserede tradition og autoritet, materialisme og kapitalisme.
Reaktionen blev et ”småborgerligt” oprør med jordskredsvalget i 1973, hvor en fjerdedel stemte på nye protest- og værdipartier. Glistrup skaffede Fremskridtspartiet (FRP) 28 mandater mod skat og bureaukrati, Erhardt Jakobsen 14 mandater til Centrumdemokraterne med bil, parcelhus og folkelige, nationale værdier – mens Socialdemokratiet gik fra 70 til 46 mandater. En overset del af folket fik mæle.
Det gode selskab holdt FRP ude, mens partiet føjede kritik af muslimsk indvandring til mærkesagerne og blev så præget af ”landsbytosser”, at pæne medlemmer stiftede afløseren Dansk Folkeparti (DF). Det byggede på indvandringskritik og folkelige, nationale værdier, men droppede bureaukrati og skat til fordel for velfærd med fokus på de ældre. DF blev efter 2001, med 22 mandater, grundlag for Venstre-regeringer og udnyttede det til udlændingepolitiske stramninger – samt ældrecheck.
Da rød blok fik magten i 2011, brugte de den til udlændingelempelser og en tonedøv lærerkonflikt. De tabte magten igen i 2015, hvor DF med en ny formand, ”kong Kristian”, fik 37 mandater og næsten hver fjerde stemme, især ude i landet, nogle af dem fra SD. Venstreliberale medier, der havde hånet DF’s ”populisme”, var chokeret over dette udkantsoprør.
Det fik en ny SD-ledelse til at tænke. Noget med, at de fleste danskere er indvandringskritiske – hvorfor SD med en enkelt undtagelse tabte alle valg siden 1998 – og tilhængere af velfærd, hvor SD og DF ligger tæt på hinanden. At to tredjedele af vælgerne er uden for de store byer, selv om disse fylder mest i medierne, og at de ældres andel af befolkningen vokser. Ergo kunne en ny folkelig vinderkoalition være mellem DF og SD – en tankegang. der heller ikke var fremmed for DF.
SD strammede op på sin udlændinge- og retspolitik, prioriterede genopretning af et skævt Danmark samt ældres forhold og meddelte, at det ville danne regering alene efter næste valg – uden at binde sig til De Radikale og Enhedslisten, der er DF-kritiske. DF trådte ikke ind i Lars Løkkes regering, men blev støtteparti med signaler om, at man godt kunne gå sammen med SD, hvis det var smartere. Så jorden var gødet for en form for SD-DF regering i 2019.
Men analyse måtte vige for flygtige vælgere, der påvirkes af nye sager og partiers dagsform – og DF måtte sande, at det også kunne gå ud over dem. Hvor 2015-valget var påvirket af flygtninge og terror, blev klima i 2019 en stor sag, der rykkede vælgere mod venstre, og som DF havde forsømt at forholde sig til. SD og andre havde overtaget partiets udlændingepolitik, mens nye konkurrenter til højre tog nogle af dets stemmer.
Desuden fejlede DF ved at lade SD om at føre valgkamp på en ”Arne-pension” til det arbejdende folk, og ved at partilederen lod stå til, da Morten Messerschmidt rodede sig ind i en langtrukken svindelsag med EU-midler. Nogle af dets mange vælgere fra 2015 var måske skuffet over, at det ikke gik i regering, når chancen var der. Pænhed og styrke blev pludselig til svaghed.
Resultatet blev at SD forudsigeligt mistede vælgere mod venstre med sin nye politik, men kompenserede med andre fra DF – som overraskende gik fra 37 til 16 mandater, og hvor hestene begyndte at bides over en tom krybbe.
En ny SD-regering måtte igen støtte sig til de venstreliberale partier. Hvilket ikke forhindrede udlændingepolitiske stramninger, til støttepartiernes fortrydelse, eller Arne-pensionen i at blive gennemført. Oven på et noget specielt tema for Mette Frederiksens første nytårstale – flere tvangsfjernelser af børn – handlede den anden om genopretning af landets geografiske balance. I 2020 blev Mor Mette populær med resolut corona-styring, mens Venstre var kriseramt.
Der var udsigt til, at SD igen kunne blive et stort folkeparti som før 1973. Indtil Mette Frederiksen kom til at ligne konen med æggene ved at præsidere over en lige så tonedøv sygeplejerskekonflikt som den med lærerne, og ved at minksagen voksede med noget, der lignede forsøg på at dække over den, og druknede de initiativer, som skulle have givet SD-fremgang ude i landet til kommunalvalget i november.
Her blev resultatet lidt blå fremgang, stilstand for SD ude i landet, men tilbagegang i de store byer til fordel for de venstreliberale. Mest markant blev et nyt stort DF-nederlag oven på intern strid, der tog glansen af selv Pia Kjærsgaard. Altså et samlet stort nederlag for tanken om SD-DF-alliance.
Noget af det forklares måske med lokale forhold og corona-bestemt lav valgdeltagelse blandt ældre, andet med, at SD blev straffet af ”de kreative” for, hvad de opfattede som storby-uvenlig politik. Men hvad skete der med alle de indvandringskritiske velfærdstilhængere ude i det danske land? Mener de, at borgerlig udlændinge-, velfærds-, udkants- og ældrepolitik er lige så god som DF’s?
Måske har de ikke gjort sig så dybe tanker, men ladet sig påvirke af mediebilledet af partiernes dagsform, der ikke var god hos SD og DF.
Dybest set kan det handle om, at folket er blevet en individualiseret befolkning, som blev grebet af samfundssind i nødens stund, men hvor det blev hverdag igen med vaccine- og anden skepsis.
Ældreforhold vil forblive et aktuelt emne, men spiller næppe den store rolle for mange velbjergede ældres stemmeafgivning. Det samme vil et skævt Danmark, men tilsyneladende ikke med større mobiliseringskraft. Udlændingepolitik vil forblive et stort emne med det store og voksende antal mennesker, som vil forlade den fattige og misregerede del af verden. Den inddæmning mod dem, der nu er flertal for i Europa, vil fortsætte med at rejse politiske og humanitære dilemmaer.
Kan DF på den baggrund komme op af hullet med en ny formand? Pia Kjærsgaard havde succes med ligefrem folkelighed, hvad man håber at Inger Støjberg kan gentage. Men hun vil i givet fald blive en kontroversiel formand, der får det svært med alliancer, og hun har ikke udvist megen politisk nytænkning. Det har Messerschmidt forsøgt, og trods en ufolkelig stil fik han mange stemmer til EP-valget i 2014. Men også han er belastet og kontroversiel, lidt som i sin tid Søren Krarup.
Kan ingen af dem vælges oven på rigs- og landsrettens afgørelser, står Martin Henriksen til at forsøge sig med ensidig satsning på udlændingepolitik – men hans stil vil få svært ved at konkurrere med en velformuleret Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.
Skal DF undgå at ende som et lille højreparti uden indflydelse – måske på sigt forsvinde – kan det således blive vigtigt, om det formår at finde en ny, ubelastet og folkelig formand fra egne rækker. En ”ny Pia”, der kan række ud til de mange, men flygtige, potentielle vælgere.