Prøv avisen
Debat

Socialdemokratiets forslag er ikke vidtgående nok. Lad os nytænke dansk flygtningepolitik

Det rigtige ville være, hvis Danmark i samarbejde med en venligtsindet regering i nærområdet opretter og driver en større flygtningelejr, der samtidig fungerer som et modtagecenter. En placering i Jordan – vel det sikreste land i regionen – virker oplagt. Det skriver Helge Hoffmann. Her ses al-Zatari-flygtningelejren i Jordan. – Foto: Muhammad Hamed/Ritzau Scanpix

Social­de­mo­kratiets nye forslag er et skridt i den rigtige retning. Men vi skal gå skridtet videre, skriver Helge Hoffmann

Socialdemokratiets nye forslag om et modtagecenter for flygtninge og asylansøgere et sted i nærområdet med asylbehandling og efterfølgende asylophold i en af FN’s flygtningelejre er et skridt i den rigtige retning – omend foreløbigt kun retorisk.

Forslaget er imidlertid ikke vidtgående nok. Både verdens flygtninge og Danmark kunne høste store fordele, hvis man gik skridtet videre. Det rigtige ville være, hvis Danmark i samarbejde med en venligtsindet regering i nærområdet opretter og driver en større flygtningelejr, der samtidig fungerer som et modtagecenter. En placering i Jordan – vel det sikreste land i regionen – virker oplagt.

Fordelen ved dette arrangement er for det første, at vi i en sådan lejr kan hjælpe langt flere, end vi kunne hjælpe i Danmark – for de samme penge. Her kan vi hjælpe på den billigst mulige måde og derfor hjælpe flest muligt.

Samtidig bliver vi i stand til at hjælpe dem, der har størst behov: dem, der fører en kummerlig tilværelse i deres eget land eller i nabolande til konfliktområderne. Især de svage flygtninge – kvinder og børn, syge og minoriteter – må her leve under konstant trussel om forfølgelse, vold, voldtægt, drab og menneskehandel. Vi kunne give mange tusinde af disse mennesker langt bedre forhold i en dansk drevet flygtningelejr.

Og så er fordelene ved arrangementet endda langtfra udtømte, for en sådan lejr vil også kunne løse mange problemer for Danmark. Udlændinge, som begår grov kriminalitet og idømmes fængsel med efterfølgende udvisning, kan simpelthen sendes til afsoning i det fængselsafsnit, som lejren må indeholde. Når de har udstået deres straf, forbliver de i lejren, indtil de kan sendes tilbage til deres oprindelsesland eller selv vælger at forlade lejren.

Nye asylansøgere og de afviste asylansøgere, vi lige nu har i landet, kunne også sendes til denne lejr og opholde sig der, indtil de selv kan eller vil forlade den.

Når det rygtes, at dette er praksis i Danmark, må man yderligere forudse, at antallet af asylansøgere, der tropper op ved den danske grænse, vil falde til noget, der ligner nul.

Så langt fordelene. Hvad kan man så indvende mod denne plan? Hvad med omkostningerne? Hvad præcist det vil koste, skulle med hjælp fra erfarne nødhjælpsorganisationer ikke være så svært at regne ud. Sammenlignet med de udgifter, indvandrere, alt iberegnet, påfører det danske samfund – udgifter, som denne løsning på længere sigt vil reducere betragteligt – vil der helt sikkert være tale om et mindre beløb.

Men hvad er fidusen så for jordanerne? Den største gevinst for værtslandet er, at Danmark starter med at fylde den danske lejr med et stort antal flygtninge, som allerede opholder sig i Jordan. Jordan bliver således lettet for den opgave og udgift, det er at tage sig af mange tusinde flygtninge. Den danske lejr vil også gavne jordanerne med handel og lokale arbejdspladser.

Danmark kan her vise mod og handlekraft og føre an og blive et foregangsland. Vi har ekspertisen til at opbygge og drive en sådan lejr, og dansk sundhedspersonale, politiet og forsvaret kan i samarbejde med jordanerne gøre lejren til et godt og trygt sted for dens beboere.

Målet for dansk flygtningepolitik må være at hjælpe dem, der har størst behov, og at hjælpe flest muligt. I øjeblikket gør vi nærmest det modsatte. Lad os tænke stort, og lad os få nogle politikere i Folketinget, der har mod til at sætte handling bag ordene – noget, det nu til dags kniber gevaldigt med.

Helge Hoffmann er forfatter og oversætter.