Forestil dig, at du ankommer til en ulykke. Nogle skriger om hjælp, mens andre ligger helt stille. Det er basal krisehåndtering, siger migrationsekspert Morten Lisborg: Hvordan prioriterer man sin hjælp? Hvem har mest behov, og hvor bør man sætte ind, så man hjælper flest? I sådan en situation bør man som det første undersøge de mennesker, som forekommer livløse.
”De, der råber højst, er dem, der har det bedst,” siger Morten Lisborg.
På den måde kan man ifølge ham sammenligne krisehåndtering ved en bilulykke med Danmark og de øvrige EU-landes håndtering af asyl- og flygtningeudfordringerne. Spørger man ham, har EU-landene i årevis behandlet flygtninge- og migrationsproblemerne på en katastrofal måde. Evner de europæiske lande ikke at revolutionere asylsystemet, vil Europa og EU, som vi kender det i dag, formentlig ikke overleve, forudser Morten Lisborg.
”Problemet i dag er, at vi hjælper det, der er foran os, men i stedet glemmer det overordnede billede. Vi hører om, hvor kritiske forholdene er i udrejsecentrene. Vi ser dokumentarer om det. Men vi misser fuldstændig, at situationen er langt, langt værre for de mennesker, der befinder sig i flygtningelejrene og nærområder. Vi hører om dem, der har ressourcer og kommer herop, og dem, der har en advokat til at støtte deres sag, og på den måde fylder de mere i forhold til dem, der er mindre højrøstede. Det synes jeg dybest set er inhumant og uretfærdigt,” siger Morten Lisborg.
Derfor ser han gerne en fundamental nytænkning af EU’s nuværende asyl- og flygtningepolitik, og det er på grund af hans budskab på området, at Socialdemokratiet har allieret sig med Morten Lisborg og hans bror Anders Lisborg. De står bag rådgivningsfirmaet Migration Management Advice og bistår det gamle arbejderparti med politiske analyser og rådgiver ledende socialdemokrater om migration og flygtningepolitik, ligesom de formidler deres tanker om et ”dysfunktionelt” asylsystem til det socialdemokratiske bagland. Det har Lisborg-brødrene gjort ved sommergruppemødet sidste år, ved en stor konference om asylsystemet i december, og i de kommende måneder følger flere oplæg.
Som en af de få eksperter i Danmark – hvis ikke den eneste – har Morten Lisborg sidste år ligeledes gjort sig bemærket med en hård kritik af det nuværende asylsystem, og spørger man ham selv, er det et område, hvor forskere har tøvet for længe:
”Der har været påfaldende lidt forskning i Danmark, som har været inde og pege på nogle af de ting, vi gør, altså omkring, hvor uretfærdigt og ineffektivt systemet er. Når forskere udtaler sig, får de det til at lyde, som om man ikke kan ændre systemet. Forskningen har i mange år primært fokuseret på flygtninge og migranters enkelte rettigheder i stedet for at se på problemerne i et langt større perspektiv. Der synes at have været en overrepræsentation af jurister med fokus på paragraffer og regelramme samt antropologer med kulturlup og nær- studier, der har præget store dele af debatten og forskningen om flygtninge og migration i Danmark,” siger Morten Lisborg.
Hans og broderens forslag er, at EU’s medlemslande uafhængigt af migra- tionspresset selv skal kunne beslutte, hvor mange og hvilke flygtninge og migranter man vil tage imod. I dag er det nemlig sådan, at migranter og flygtninge, der opnår territorial kontakt med et EU-land har retskrav på at blive i landet, indtil deres sag er afsluttet.
”Vi forestiller os et system, hvor man i langt højere grad tager styringen over dem, der kommer hertil. Både så man kan sikre sig, at der rent faktisk er tale om flygtninge, og også så landene kan undersøge potentialet blandt de mennesker, der banker på døren til medlemslandene. Også for at sikre sig, at folk kommer fra forskellige kontinenter, så vi undgår situationen i dag, hvor der skabes en masse forskellige uheldige dynamikker, fordi mange kommer fra de samme lande. Dermed kan man med de samme ressourcer hjælpe langt flere og afvise dem, der reelt ikke har et beskyttelsesbehov,” siger Morten Lisborg.
Han har efterhånden opbygget sig lidt af et cv i forhold til migration og asylpolitik. Morten Lisborg har i en årrække arbejdet for Udlændingestyrelsen, hvor han behandlede asylansøgninger, og han har været repræsentant for styrelsen ved høringer i Flygtningeankenævnet. Derudover har han i en årrække arbejdet med flygtninge i udlandet for Dansk Flygtningehjælp og UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat, for hvem han blandt andet har været udstationeret i Irak, Yemen og Etiopien. Endelig har han været udsendt som migrationsekspert inden for menneskesmugling for Eubam, som er en EU-organisation, der hjælper Libyen til at håndtere de tusindvis af migranter, som rejser illegalt til Europa derfra. Og så har han endelig – sammen med sin bror – skrevet speciale om Danmark som destinationsland for asylmigranter.
Det er netop i forbindelse med udstationeringerne, at Morten Lisborg i dag er kommet til den erkendelse, at der skal ske et brud med den nuværende tilgang til asylpolitik i Europa.
”Når du bevæger dig i lande som Irak og Yemen, finder du ud af, at verden uden for Europa er anderledes barsk end i Danmark. Det er jeg meget bevidst om. Når du ser de fattige forhold, som folk lever under, hvor lidt de i virkeligheden har derude, og hvor lidt der skal til for at gøre deres muligheder så meget bedre, krænker det min følelse af retfærdighed at se, hvor meget vi bruger i eksempelvis Danmark. Det forekommer mig ulogisk og direkte dumt, at vi bruger så mange ressourcer herhjemme og ikke derude,” siger Morten Lisborg.
Han nævner som et konkret eksempel den flygtningestrøm, der er fulgt i kølvandet på militærets vold mod rohingyaer i Myanmar. Hundredtusindvis er flygtet på grund af det, som af FN er blevet betegnet som etnisk udrensning. FN’s koordinator af humanitær hjælp (OCHA) har vurderet, at det vil koste 2,7 milliarder kroner at hjælpe de godt 1,2 millioner mennesker, som er påvirket af den humanitære katastrofe, heraf godt 660.000 flygtninge i nærområdet. De 2,7 milliarder svarer rundt regnet til, hvad det vil koste at indkvartere cirka 12.000 asylansøgere i Danmark i et år. Og det er, uanset om vedkommende får asyl eller ej. Dertil lægges omkostninger for sagsbehandling, politiets registrering af og eventuel hjemsendelse af flygtningene.
Han bebrejder ikke de migranter, der prøver lykken i Europa. Den globale ulighed, politisk ustabilitet, krige og høj arbejdsløshed betyder, at fremtidsudsigterne er sparsomme i lande som Etiopien eller Pakistan.
”Det er jo grundlæggende, fordi folk ønsker et bedre liv, at de bevæger sig ind over grænsen til EU. Folk har måske brugt 50.000-70.000 kroner for at komme til Danmark. Familien står bag dem og har taget lån for, at migranterne kan tage af sted. Der står enormt meget på spil, så det er en kæmpe fiasko, hvis folk er nødt til at rejse tilbage. Derfor ser du også, at folk er villige til at gå rigtig langt i forhold til at påberåbe sig et asylmotiv,” siger Morten Lisborg med henvisning til sager om blandt andet asylansøgere, som systematisk konverterer til kristendommen, efter at de i første omgang har fået afslag på asyl.
I Danmark har den nuværende regering indtil videre gennemført i alt 67 udlændingestramninger, som blandt andet skal gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark. Men udlændingestramninger er ifølge Morten Lisborg ”symptombehandling”. Jo, stramninger i forhold til mulighederne for familiesammenføring har en stor betydning, men kun hvis alle EU-lande har lige så restriktive regler på området.
”For mig at se er det totalt paradoksalt og absurd at opleve den konkurrence, der er imellem de europæiske lande, og som går ud på at føre den mest restriktive asylpolitik. På den ene side tillader asylsystemet, at flygtninge har krav på ophold, men samtidig forværrer man forholdene for de flygtninge, der er kommet hertil. I stedet burde man tage den åbne og ærlige snak om at lave systemet om,” siger Morten Lisborg.
Men hvad er løsningen så? Det er jo ingen hemmelighed, at EU har haft svært ved at finde et fælles svar på problemet.
”Det er ikke noget, du kan klare nationalt, så ja, det kræver internationalt samarbejde og politik, og det er rigtigt, at det har vist sig vanskeligt. Se bare på fordelingsnøglen, der handlede om at fordele flygtninge på de forskellige medlemslande. Den model har vist sig stendød, fordi Visegrád-landene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, red.) ikke har opfyldt forpligtelserne. Jeg tror i højere grad på en reformation af det nuværende asylsystem, og det er klart, at det ikke vil ske over en dag. Det er en politisk proces,” siger Morten Lisborg:
”Men den skal i gang, for ellers er min bekymring, at asylområdet i endnu højere grad bliver kapret af fløje, som vil gøre situationen endnu værre for de flygtninge og migranter, som befinder sig i EU,” siger han.
Hvis løsningen er at gøre det sværere for migranter at komme inden for EU’s grænser, skubber man så ikke bare problemerne videre til flygtningelejrene, som jo i høj grad lider af underfinansiering?
”Presset ligger allerede i nærområderne. Det er der, langt de fleste flygtninge befinder sig, og det er derfor, at vi skal styrke de områder. Den globale flygtningesituation kan ikke afhjælpes ved at give folk beskyttelse i Europa. Det kan Europa ikke holde til i længden.
Det store spørgsmål er, om det er retfærdigt, at vi giver så uforholdsmæssigt meget hjælp til dem, der lykkes med at komme herop, fordi de har ressourcer og kan betale menneskesmuglere, og dermed lader de ressourcesvage i stikken. Det er ikke kun et økonomisk spørgsmål, men også et moralsk.