Socialdemokratisk selvkritik, stressguru i knibe og kulturborgmesters fald

Jakob Knudsen skrev, at virkeligheden er altings prøve. Kunne det være konklusionen på ugens debat? skriver Kristian Østergaard

Karen Jespersen, daværende socialminister for Socialdemokratiet, havde ret i sin kritik af indvandringspolitikken i 1990’erne. Det mener den nu 84-årige socialdemokrat Karl Hjortnæs. –
Karen Jespersen, daværende socialminister for Socialdemokratiet, havde ret i sin kritik af indvandringspolitikken i 1990’erne. Det mener den nu 84-årige socialdemokrat Karl Hjortnæs. – . Foto: Malte Kristiansen/Ritzau Scanpix.

DEN 84-ÅRIGE Karl Hjortnæs har netop udgivet en bog med titlen ”Kampen om socialdemokratiet”, og forleden var den socialdemokratiske veteran gæst i DR 2’s Deadline. Her indrømmede Hjortnæs, at daværende socialminister for Socialdemokratiet i 1990’erne Karen Jespersen havde haft ret i sin kritik af indvandringspolitikken.

Hjortnæs støttede dengang Svend Aukens (S) humanistiske linje, men i dag havde den forhenværende minister indset, at der var ”langt flere problemer med integration, end vi havde forestillet os”. Hjortnæs så derfor ikke noget forgjort i, at Socialdemokratiet placerer sig tæt op ad Dansk Folkeparti i udlændingespørgsmålet.

”At ville styre tilstrømningen af udlændinge til Danmark – det er ikke højreorienteret politik. Det er venstreorienteret politik i min optik,” slog Hjortnæs fast, idet han tilføjede, at det i øvrigt er langt mere humant at oprette lejre i flygtningenes nærområde end at hente asylansøgere op til en ghettotilværelse i Danmark.

Efterårsferien har været præget af skønt vejr, men snart kan vi få brug for regntøj, og designet ”Ilse Jacobsen” hører her til de mest eksklusive. Men netop erhvervskvinden Ilse Jacobsens lunefulde indfald og intrigante væsen præger virksomheden i Hornbæk, forlød det i en reportage i Berlingske.

Netop som Morten Albæk har udgivet en bog om ledelse, er regntøjs- og gummistøvlevirksomheden Ilse Jacobsen Hornbæk A/S blevet afsløret i at have en uhyggelig ledelsesstil. En virksomhed, hvor netop Albæk er bestyrelsesformand. –
Netop som Morten Albæk har udgivet en bog om ledelse, er regntøjs- og gummistøvlevirksomheden Ilse Jacobsen Hornbæk A/S blevet afsløret i at have en uhyggelig ledelsesstil. En virksomhed, hvor netop Albæk er bestyrelsesformand. – Foto: Leif Tuxen

En stor virksomhed som Ilse Jacobsens har imidlertid en bestyrelse, og dens formand Morten Albæk er aktuel med en bog om ledelse – ”Ét liv, én tid, ét menneske”. Ifølge Berlingskes boganmeldelse består Albæks opskrift på et godt arbejdsmiljø i følgende: ”Du skal elske din chef, og han bør elske dig”. Anmelderen Rune Selsing blev dog langt fra opbygget af læsningen:

”Albæks grænseoverskridende kærlighedssamtaler er en uhyggelig form for invasiv, psykopatisk ledelsesfilosofi (…). Der findes næppe en bedre opskrift på stress, angst og knuste eksistenser.”

Jamen, er det ikke netop sådanne problemer, der hjemsøger dele af medarbejderstaben hos Ilse Jakobsen?

Erhvervsreporter Birgitte Erhardtsen pointerer i Berlingske, at Albæk har været bestyrelsesformand for Ilse Jacobsen Hornbæk A/S i en periode, hvor arbejdsmiljøet har skrantet i særlig grad, hvorfor det kan undre, at Albæk først tog bladet fra munden i mandags og kritiserede Ilse Jakobsen.

B.T.’s lederskribent fandt det ironisk, at netop Albæk har slået sig op som en stressguru, der kan instruere os i at undgå mistrivsel på arbejdspladsen: ”I matematikken kalder man det mangel på kongruens, når to billeder lægges oven i hinanden, men ikke passer sammen.”

Kulturborgmesteren i København fik i ugens løb også problemer med inkongruens. Først genmøblerede Niko Grünfeld (AL) sit kontor for den nette sum af 130.000 kroner, hvilket ifølge Informations lederskribent var et eklatant udtryk for hykleri al den tid, Alternativet i øvrigt plæderer for genbrug.

Den nu forhenværende kulturborgmester i København Niko Grünfeld fra Alternativet har været i store problemer i den seneste uges tid. Først på grund af sit kontor og så på grund af sit cv. Her ses han til valgfest sidste år. –
Den nu forhenværende kulturborgmester i København Niko Grünfeld fra Alternativet har været i store problemer i den seneste uges tid. Først på grund af sit kontor og så på grund af sit cv. Her ses han til valgfest sidste år. – Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Siden dokumenterede Radio24syv, at Grünfeld også havde møbleret sit cv med uddannelser, han ikke havde taget. Det kom dog ikke bag på Ekstra Bladets kommentator Mads Kastrup: ”Hvis borgmesteren synes, at han næsten er master i psykologi, så rækker det formentlig, hvor han kommer fra. Således lever Alternativet hele tiden op til sit navn. Det godtager ikke vi andres rationaler.”

Og en overgang så det da også ud til, at kulturborgmesteren havde klaret pynten, men det pyntede ikke på troværdigheden, da det også kom frem, at Grünfeld under folketingsvalget i 2015 havde præsenteret sig som indehaver af en kandidatuddannelse, skønt hans eksamen svarer til en bachelorgrad. Det gavnede heller ikke Grünfelds sag, at storkredsformanden for Alternativet i København beskyldte ham for at have serveret ”en lodret løgn” vedrørende drøftelserne i partiet om, hvilken borgmesterpost, Alternativet skulle satse på.

Til sidst blev det hele så kaotisk, at den tidligere kaospilot på sin Facebook meddelte, at han trak sig som kulturborgmester.

Jakob Knudsen skrev, at virkeligheden er altings prøve. Kunne det være konklusionen på ugens debat?

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.