En besked tikker ind på min Facebook. Den er fra en af mine veninder, der spørger, hvad jeg har af planer for denne fredag aften. Faktisk rækker mine planer for denne fredag ikke længere end to meter væk hen til sofaen med benene smækket op. Alligevel tager jeg mig selv i at skrive, at jeg måske skal til en fest. I virkeligheden er det jo løgn, medmindre en aften med fredagens film flimrende foran mig kan kvalificere sig som en fest, og det kan det vel næppe.
Men hvorfor tør jeg ikke bare skrive, at det ikke er på dansegulvet omringet af en lettere beruset flok mennesker, men i stedet tilbagelænet i sofaen med selskab af en skål chips, jeg kommer til at tilbringe min aften?
Svaret skal nok findes i vores brug af de sociale medier. Efterhånden skal vi dokumentere hele vores liv. Det er umuligt at tage på café med sin veninde, uden at kaffekopper pludselig skal agere modeller foran smartphonens linse og videre manipuleres gennem filtre og lys, inden mesterværket kvalificerer sig værdigt nok på den i forvejen kaffebilled-fyldte profil på Instagram eller Facebook.
På samme måde er det sjældent, at jeg har erfaret en fest, uden de klikkende lyde af telefoner, der lige skulle fylde ”snapchatten” op med fællesbilleder. Bare lige for at andre kan se, hvad man laver.
Andre kan jo ikke leve uden informationen om, at man har et spændende liv smækfyldt med caféture og fester. De skulle jo nødig få den opfattelse, at man sad alene hjemme på en fredag aften.
Den usunde tendens til at dokumentere alt via de sociale medier har gjort, at det ikke længere er acceptabelt at ville være alene uden at få stemplet ”ensom” i panden. Det er de sociale medier, der har gjort det til et tabu at være alene. Hver eneste dag kaster vi vores café- og festbilleder i hovedet på hinanden. Billeder, som viser, at vi ikke er alene, men derimod lever et overdrevent socialt liv. Det er ikke, fordi jeg ikke kan sætte mig ind i behovet for at dele de lyse sider af sit liv. Selvfølgelig ønsker man at fremstille sig selv på den bedste måde. Men der er bare et problem i, at virkeligheden er så forvrænget og så langt væk fra den illusion, der fremstilles. Og det tror jeg, at man glemmer.
De sociale medierhar fået os til at begynde at frygte ensomheden, som var det en tyv, der når som helst kunne snige sig ind på os. Vi er rædselsslagne for, at andre ser den uredigerede, nøgne version af livet, der gemmer sig bag filteret.
Men nu må vi lige blive enige om, at det at være ensom og alene ikke er det samme. Sommetider kan det være rart, ja, næsten befriende at være alene. At få et pusterum og en tænkepause fra de mange indtryk, man skal forholde sig til, når man er sammen med andre mennesker.
Undersøgelser viser faktisk, at det er, når man fjerner sig fra larmen, at man er allermest kreativ og eftertænksom, fordi der er ro til at fordybe sig.
Jeg har selv et stort behov for at være sammen med andre mennesker og være social, men jeg har også et behov for at koble af og bare være helt for mig selv også uden at blive set som en, der er ensom. Man skal ikke lade den dårlige samvittighed gnave i sig, bare fordi man sommetider også nyder at være alene og derfor ikke lever op til det glansbillede af livet, som de sociale medier serverer.
Det er vigtigt, at vi i vores samfund tillader, at man både kan være social og alene, ellers skilter vi med et forvrænget og forfalsket billede af, hvordan vores sociale liv skal være, til hinanden, som vi unge ukritisk slubrer i os. En illusion, som vi alle forgæves prøver at leve op til men aldrig når, fordi det er en umulig opgave.
At vælge sofaen og sidde hjemme en fredag aften gør dig altså ikke ensom.
Caroline Rossmeisl er journaliststuderende.