Sørine Gotfredsen: SF kæmper med dæmonerne

Vi har bevæget os fra en epoke, hvor Svend Auken i sin tid som formand for Socialdemokratiet sortlistede ordet ”integration” som racistisk til en tid, hvor samme ord på den yderste venstrefløj ses som løsningen over dem alle, skriver Sørine Gotfredsen i denne uges mediekommentar

Hver dag skrives endnu et kapitel i en meget interessant del af landets historie. Den handler om indvandring, det har den gjort længe, og det vil den indtil videre blive ved med.

I denne weekend var det med SF i hovedrollen, da partiet brat besluttede at tilbagekalde støtten til et lovforslag om i akutte tilfælde at lukke landets grænser for alt. Også børn på flugt. Det blev for meget.

Først meddelte det tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic, at hun forlader partiet, og siden erklærede gruppeformand Jacob Mark, at han og de øvrige ansvarlige simpelthen var blevet klogere. Hvormed partiet alligevel ikke vil gå med til at lukke grænsen for børn på flugt. Nogensinde. Jacob Mark forsøgte at fremstille det som en dyd, at politikere er villige til at indrømme, at de kan fejle, men den taktik lod vært i ”Deadline”, Jacob Rosenkrands, sig lørdag aften ikke narre af.

Spørgsmålet er jo, hvad partiet egentlig mener, og hvordan synet i øvrigt på disse ting generelt vil udvikle sig på venstrefløjen. Vi har bevæget os fra en epoke, hvor Svend Auken i sin tid som formand for Socialdemokratiet sortlistede ordet ”integration” som racistisk til en tid, hvor samme ord på den yderste venstrefløj ses som løsningen over dem alle.

Udviklingen har været så voldsom, at den næsten kan flå partier midt over, og i denne weekend måtte SF’s ledelse adlyde et bagland i oprør. Indvandrer-temaet er stadig kraftigt omsluttet af symbolik og moralsk selvfremstilling, alt imens statistik og kendsgerninger har det med at ryge lidt i baggrunden. Således har ingen midt i SF-forvirringen spurgt nogle af de ledende – for eksempel formand Pia Olsen Dyhr – om, hvad der egentlig forstås ved begrebet ”uledsagede børn”.

En stor del af de unge mennesker (hvoraf langt de fleste er mænd) der kommer hertil, viser sig reelt at være over 18 år, og det er påfaldende, at en diskussion som den nuværende i SF kan undvige den form for viden. Ligesom det undrer, at Özlem Cekic igen får lov til at sidde og berette om sit gode hjerte uden at blive konfronteret med sagens mere komplicerede indhold.

Indvandrerdebatten har alle dage været præget af en vis skævhed i forholdet mellem følelser og kendsgerninger, og i disse dage udkommer en garanteret interessant bog af den tidligere SF’er og nu socialdemokrat, Mattias Tesfaye. Den handler om Socialdemokratiets i hans øjne store ansvar for mange af landets problemer, idet partitoppen op gennem 1980’erne helt ignorerede de stemmer, der ude i kommunerne advarede mod for stor indvandring. Siden har partiet som bekendt lagt en anden linje, og nu er det SF, der kæmper med dæmonerne.

Tidligere og nuværende medlemmer løber i alle retninger, og med et blik tilbage på historien kunne man godt ønske sig, at journalisterne går mere direkte til de personer, der stadig benytter sig af det gamle trick med at fremvise egen godhed uden at forholde sig tilstrækkeligt grundigt til virkeligheden. Det har vist sig i længden ikke helt at virke.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.