Prøv avisen
Debat

Socialkonsulent: Sådan undgår vi bandekonflikter i fremtiden

Hvis de unge skal tilbage på rette spor, skal vi forstå deres baggrund, mener Ahmet Demir. – Foto: Tariq Mikkel Khan/ritzau

Jeg har personligt gode erfaringer med forebyggende arbejde med unge under 18 år, men kan naturligvis ikke sige, at det virker for alle. Under alle omstændigheder vil jeg mene, at det altid er et forsøg værd, skriver socialkonsulent Ahmet Demir

BANDERNES INTERNE konflikter går ud over uskyldige mennesker på gaden. Det skaber utryghed, og bandernes uacceptable handlinger har fyldt en del i medierne.

Jeg har i mange år arbejdet med udsatte børn og unge, blandt andet unge med interesse for bandemiljøet. Hvis de unge skal tilbage på rette spor, skal vi forstå deres baggrund og blive bedre til ved forebyggende arbejde at få de unge væk fra bandemiljøet.

Ud fra mine mange års arbejde med unge, kan jeg se en række fællestræk ved unge, der interesserer sig for banderne. De har ofte oplevet omsorgssvigt fra deres familier og er opdraget med fysisk og psykisk vold. Forældrene er autoritære, så de unge har ikke meget at skulle have sagt, hvilket typisk medfører, at de som 13-14-årige eksploderer og tager et opgør med forældrene.

Familielivet kan være kaotisk, og forældrene er ikke gode forbilleder. Måske lever familien isoleret fra det omgivende samfund. Nogle af de unge kan have psykiske lidelser uden at få den rette hjælp, eller de kan mangle selvtillid og selvværd, fordi de føler sig overset af og mangler anerkendelse fra forældrene. De unge oplever omverdenen som konfliktfyldt og løser ofte konflikter med vold.

I SAMFUNDET HAR DE UNGE ikke de rette personlige og kulturelle kompetencer, for eksempel kan de føle, at de ikke hører til i skolen og blandt kammeraterne. De kan have svært ved at indfri skolens faglige krav, så hvis de forsøger at tage en uddannelse, dropper de tidligt ud med en følelse af at være uduelige.

Jeg mener, at vi som forældre og samfund har et ansvar over for unge under 18 år. Vi må samarbejde intensivt for at inkludere dem i samfundet.

For eksempel har jeg samarbejdet med en kommune omkring en 15-årig, som var blevet smidt ud af tre lokale skoler og en efterskole. Kommunen og familien var dybt bekymrede for den unges interesse sig for det lokale bandemiljø. Den unge havde svært ved at tro på voksne, men efter et intensivt arbejde fik jeg oparbejdet et tillidsforhold til ham og hans familie. Det fik den unge til at åbne for, hvor presset han var af banden, for eksempel fik han dummebøder, der steg fra dag til dag.

Jeg forklarede, at han var nødt til at fortælle mig, hvem der stod bag, og selvom han ikke var meget for det, lagde han til sidst kortene på bordet. Sammen med forældrene gik vi til politiet og indgav en anmeldelse. Politiet tog godt imod den unge og fik fat på afpresserne, som blev anholdt og idømt fængsel.

Dette løste dog ikke den unges problem, for hvordan skulle han erstatte bandemiljøet?

Vi skaffede ham et skoletilbud med støttemulighed, og han gennemførte og fik sin VUC-eksamen. Samtidig fik han arbejde i en stor virksomhed, hvilket havde stor betydning for hans tro på sig selv. Hans arbejdsindsats i virksomheden fik ham kåret til Årets Medarbejder.

Den massive, fælles indsats med den unge i centrum fik ham på rette vej. I dag klarer han sig godt og har sin egen virksomhed.

Hvis det forebyggende arbejde skal virke, kræver det, at myndigheder og forældre har en fælles bevidsthed om den unges behov, handler ud fra dem og lægger en plan. Planen skal være handlingsorienteret, så den unge kan forholde sig til den, og uddannelsesinstitutioner og virksomheder skal være villige til at rumme den unge. En kontaktperson skal stå til rådighed, når den unge har brug for det, også når det er midt om natten og i weekender, og skal kunne holde fast i den overordnede plan over for såvel den unge som forældrene. Der opbygges et tillidsforhold, så kontaktpersonen skal være ind over, indtil den unge har stabiliseret sit liv.

Jeg har personligt gode erfaringer med forebyggende arbejde med unge under 18 år, men kan naturligvis ikke sige, at det virker for alle. Under alle omstændigheder vil jeg mene, at det altid er et forsøg værd.

Ahmet Demir er cand.pæd., socialkonsulent.