”Socialminister, lyt nu til handicaporganisationerne, de faglige organisationer og de mange fagfolk”

15 års dårlige, politiske beslutninger på handicapområdet har nu voldsomme konsekvenser. Socialminister Astrid Krag (S) må handle omgående, inden folketingsvalget indfinder sig

"Der er et kæmpe behov for en grundlæggende forandring af den måde, handicapområdet er organiseret på," skriver kronikøren. Genrefoto.
"Der er et kæmpe behov for en grundlæggende forandring af den måde, handicapområdet er organiseret på," skriver kronikøren. Genrefoto. . Foto: Maskot/Ritzau Scanpix.

I en nylig leder i Kristeligt Dagblad beskrives det, hvordan kommunale afgørelser på handicapområdet i stort omfang bliver omgjort af Ankestyrelsen. Lederen stiller samtidig det nærliggende spørgsmål: Hvorfor det forholder sig sådan?

Det kan unægtelig fremstå noget nær gådefuldt, at der i mere end hver tredje sag er fejl og mangler i den kommunale sagsbehandling, når det gælder hjælp til mennesker med handicap. Når det gælder børnehandicapområdet er det endda hver anden. Hvad kan dog være forklaringen på, at netop borgere med handicap oplever en så rystende ringe retssikkerhed i deres møde med offentlige myndigheder?

Årsagerne kan, som det også beskrives i lederen, være flere og sammensatte, men efter min opfattelse hænger problemerne helt grundlæggende sammen med en problematisk organisering og finansiering af handicapområdet. Det var et åbenlyst fejlgreb, da kommunerne ved strukturreformen i 2007 blev tildelt det fulde myndigheds- og finansieringsansvar på området.

Trods sammenlægningen til større kommuner, var mange kommuner alligevel alt for små til at opbygge og vedligeholde den nødvendige specialiserede viden, der er behov for, hvis borgere med komplekse handicap skal være sikre på at få den rette hjælp.

Advarslerne fra handicaporganisationer og fagfolk var massive, men der skulle alligevel gå flere år, før erkendelsen af problemerne langsomt begyndte at indfinde sig hos de partier, der stod bag reformen. Desværre blev der dog ikke draget de nødvendige politiske konsekvenser, men alene repareret nødtørftigt på en fejlagtig reform.

For at kompensere for kommunernes manglende ekspertise blev der blandt andet opbygget en ny rådgivningsstruktur, men desværre blev det kun en halvhjertet løsning. Kommunerne fik god adgang til at indhente specialiseret rådgivning, men der fulgte ingen forpligtelse til at følge rådgivningen. Rådgives kommunerne til at visitere højt specialiseret hjælp til en borger, kan kommunerne således vælge at se bort fra rådgivningen og visitere borgeren til en billigere indsats. Typisk ved at benytte et af kommunens egne tilbud, selv om det ikke er i stand til at yde den specialiserede hjælp, borgeren har behov for.

En sådan kommunal praksis vil ganske vist ofte gå mod borgernes lovsikrede krav om hjælp, men selv om kommunens afgørelse omgøres i Ankestyrelsen, vil kommunen i det mindste have sparet penge i den ofte lange periode, det tager at anke en afgørelse. Da den enkelte kommune stort set selv må finansiere omkostningerne på området, er fristelsen derfor stor til at føre en grænsesøgende sagsbehandling, hvor lovens grænser prøves af på borgernes bekostning. Ud fra en snæver og kortsigtet kommunal betragtning kan fejlagtig og mangelfuld sagsbehandling betale sig.

Problemerne på handicapområdet løses således ikke blot ved en opkvalificering af sagsbehandlingen. Der skal grundlæggende ændringer af områdets organisering og finansiering til. Det har der da også være lagt op til at gennemføre siden regeringsskiftet i 2019, men desværre lader det til, at regeringen tøver med at gennemføre en reform af området.

Et udspil fra socialminister Astrid Krag umiddelbart før sommerferien er blevet mødt med massiv kritik fra handicaporganisationerne, fordi det ikke grundlæggende tager fat på de strukturelle og finansieringsmæssige problemer. Måske fordi regeringen ikke tør tage kampen op med Kommunernes Landsforening, der hårdnakket forsvarer kommunale systeminteresser. Eller måske fordi regeringens økonomiske prioriteringer endnu engang skubber hjælpen til mennesker med handicap ned blandt de lavt eller slet ikke prioriterede områder.

Regeringsperioden startede ellers med afsæt i et fælles forståelsespapir, der satte en retfærdig retning for udvikling af handicapområdet. Der blev tilrettelagt en omfattende evaluering, der skulle danne udgangspunkt for grundlæggende ændringer på området, men evalueringen blev ikke bare et år forsinket, den blev på trods af sine næste 2000 skrevne sider tynd i både sine analyser og konklusioner.

Kritikken fra handicaporganisationerne var massiv ved evalueringens fremkomst i foråret 2022, og mindre blev den ikke, da socialministeren offentliggjorde sit politiske udspil ”et liv med ligeværdige muligheder”. Udspillet adresserer desværre ikke de grundlæggende problemer på handicapområdet. Ganske vist indeholder det et forslag til en specialeplan for området, som stort set alle interessenter på området har længe har talt for, men det giver absolut ingen svar på det helt store spørgsmål, nemlig hvordan det sikres, at borgere med handicap visiteres til de rette tilbud i rette tid.

Siden offentliggørelsen af udspillet er der ikke kommet gang i reelle forhandlinger, og tiden til at nå frem til en politisk aftale om en reform bliver stadig kortere i takt med den voksende buldren fra valgtrommerne. Lykkes det ikke at få lavet en aftale inden et valg, vil det være en alvorligt svigt af de forventninger, der er blevet opbygget siden sommeren 2019. Det vil være dybt urimeligt.

Der skal derfor her gives en kraftig opfordring til socialministeren om at få sat skub i forhandlingerne. Det kræver, at der nu sættes fokus på de helt centrale problemer, der er behov for at løse, nemlig visitation og finansiering af området. Der må findes en anden måde at organisere visitationen på, så afgørelser hviler på et solidt faglig grundlag. Specialiserede viden må ikke kunne tilsidesættes af kommunale budgethensyn.

Samtidig må der findes en ny finansieringsmodel for området, så de betydelige udgifter, der ubestrideligt kan være ved at give højt specialiseret hjælp, ikke skal afholdes alene af den enkelte kommune, men skal dækkes af en fælles solidarisk finansiering. Det kan være på gennem større statslig finansiering, en regional finansiering eller på tværs af kommunerne.

Efter Enhedslistens opfattelse bør regionerne spille en større rolle på handicapområdet. Regionerne vil kunne tildeles ansvaret for nye rådgivningsfunktioner og det endelige myndighedsansvar for visitationen af en nærmere afgrænset type højt specialiserede indsatser. Ledsaget af et regionalt ansvar for en del af økonomien på området. En anden mulighed kan være, at regionerne gennem rådgivningsfunktioner fagligt godkender kommunernes visitation på afgrænsede områder, og at denne godkendelse gøres til en forudsætning for at modtage en ny økonomisk specialiseringsrefusion.

Der kan utvivlsomt være flere fornuftige måder at løse de grundlæggende problemer med visitation og finansiering på, men helt at fravælge nye løsninger på disse områder, vil være på forhånd at skabe det dårligst mulige afsæt for indførelse af den specialeplan, som regering foreslår.

Socialminister, lyt nu til handicaporganisationerne, de faglige organisationer og de mange fagfolk. Der er et kæmpe behov for en grundlæggende forandring af den måde, handicapområdet er organiseret på. Et politisk flertal er klar til at gennemføre en gennemgribende ændringer af området, hvis vel at mærke regeringen er med. Der står et vindue åbent for forandring. Lad os benytte det nu. Ellers risikerer vi, at det lukker sig efter det valg, der venter lige om hjørnet.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.