Ministre bruger forskellige begrundelser for tildeling af stemmeret i Danmark

Mens socialministeren prioriterer værdien af ligestilling og inklusion i fællesskabet i tildeling af stemmeret, går integrationsministeren i modsætning hertil hårdt efter kompetencerne og fortjenstfuldheden hos borgerne, skriver lektor i politisk teori Tore Vincents Olsen

Mens socialministeren således prioriterer værdien af ligestilling og inklusion i fællesskabet i tildeling af stemmeret, går integrationsministeren i modsætning hertil hårdt efter kompetencerne og fortjenstfuldheden hos borgerne, skriver debattør. Billedet er fra valgkampen forud for sidste års folketingsvalg.
Mens socialministeren således prioriterer værdien af ligestilling og inklusion i fællesskabet i tildeling af stemmeret, går integrationsministeren i modsætning hertil hårdt efter kompetencerne og fortjenstfuldheden hos borgerne, skriver debattør. Billedet er fra valgkampen forud for sidste års folketingsvalg. Foto: Christian Lindgren

Socialminister Karen Ellemann (V) foreslår, at mennesker under værgemål skal have mulighed for at stemme til kommunal-, regions- og europa-parlamentsvalg. Det er et forsøg på at ligestille handicappede og psykisk syge med resten af de danske statsborgere i det politiske fælleskab.

”Bare fordi man ikke er i stand til at passe sin egen økonomi, skal man ikke fratages retten til at stemme”, er rationalet bag forslaget ifølge Kristeligt Dagblad den 3. februar.

Grundlovens paragraf 29 stiller ifølge Karen Ellemann en juridisk, men ikke en principiel grænse for at udvide stemmeretten for handicappede til folketingsvalget. Forslaget rejser spørgsmålet om, hvorfor man skal have stemmeret. Ikke mindst fordi forslagets rationale afviger så meget fra rationalet bag tildeling af statsborgerskab i Danmark.

I et demokrati skal alle i udgangspunktet have lige stemmeret for at sikre, 1) at alle tæller lige meget i udøvelsen af den politiske magt, de er underlagt som privatpersoner, og 2) at alle kan se, at alle tæller lige meget i udøvelsen af magten. Sidstnævnte sikrer, at alle kan se sig selv anerkendt som ligestillede borgere, der er fuldt berettigede (og kompetente) til at deltage i magtens udøvelse.

Socialministerens forslag sigter til at skabe en (tilnærmet) anerkendelse af handicappede som fuldt ud ligestillede i det danske samfund. Det vægtes højere end handicappedes evner til at tage vare på egne (og andres) interesser. Man får en værge, når statsforvaltningen mener, at man ikke kan tage vare på ens egne interesser.

Gode og retfærdige love afhænger af viden om, hvordan de påvirker individers individuelle interesser. I politik bør man derfor kunne forsvare sine egne interesser og forstå, hvordan de påvirkes af lovgivningen. Men man skal også kunne forstå andres interesser og være parat til at tage vare på dem.

I modsætning til for eksempel private forbrugsvalg indebærer politiske valg, at man også træffer beslutninger for andre. Kendskabet til egne og andres interesser er således vigtigt for demokratiet og kunne begrunde, at umyndige personer, der ikke kan tage vare på egne (og måske også andres) interesser, ikke bør have stemmeret. Men det er ikke rationalet bag socialministerens forslag.

Borgernes kompetence til og motivation for at varetage egne og andres interesser står til gengæld centralt bag tildeling af stemmeret til udlændinge via naturalisation. Det ligger i kravene til sprog og kendskab til det danske samfund (indfødsretsprøve) samt loyalitetserklæringen til det danske samfund.

Herudover skal udlændinge ”gøre sig fortjent til” at blive statsborgere (integrationsminister Inger Støjberg (V) i Morgenavisen Jyllands-Posten den 2. september 2015) og dermed opnå anerkendelse som fuldt ligestillede i det danske samfund. Demonstrationen af fortjenstfuldhed ligger formodentlig i fravær af gæld til det offentlige og evnen til selvforsørgelse (fire et halvt ud af seneste fem år). Her skal man i den grad kunne ”passe sin egen økonomi”.

Mens socialministeren således prioriterer værdien af ligestilling og inklusion i fællesskabet i tildeling af stemmeret, går integrationsministeren i modsætning hertil hårdt efter kompetencerne og fortjenstfuldheden hos borgerne. Her prioriteres ligestillingen og inklusionen lavt, for slet ikke at tale om det principielt problematiske i, at et demokrati udøver magt over folk uden stemmeret.

Tore Vincents Olsen er ph.d. og lektor i politisk teori ved Aarhus Universitet