50-årsjubilæet for indførelsen af den fri abort har sat gang i en livlig debat om grænsen for, hvor langt henne i graviditeten en svangerskabsafbrydelse rimeligvis kan og bør foretages. Det har jeg ikke forstand på, så den debat lytter jeg bare interesseret til. Men fra tid til anden dukker der en anden heftig debat op om abort, som jeg meget gerne blander mig i.
Den raser, når gravide kvinder med tunge sociale problemer henvender sig til medierne i desperation og fortæller, at kommunen har truet dem med, at deres børn vil blive tvangsanbragt ved fødslen, hvis de gennemfører graviditeten.
Den debat ramte sidst offentligheden for et års tid siden, hvor en gravid mor var gået under jorden sammen med sit allerede anbragte barn. Hun kunne fremvise en sms-korrespondance med sin sagsbehandler, der flere gange spurgte, om hun havde fået foretaget en abort. Kvindens vidnesbyrd fik eksperter og lederskribenter til at tordne om, at den slags trusler ingen steder hører hjemme, og at det er utidig indblanding i det svære, personlige valg om abort.
Isoleret set er det svært at være uenig i. Selvfølgelig skal kommunen ikke true nogen - hverken til at få abort eller for den sags skyld til noget som helst andet. Men som det ofte er, både i det sociale arbejde og med de vanskelige etiske spørgsmål, er verden måske ikke helt så sort-hvid.
Ifølge lovgivningen er myndighederne forpligtet til at forebygge og løse sociale problemer hos udsatte børn og familier. I dette arbejde skal der være fokus på barnets bedste og på at understøtte, at disse børn og unge opnår samme livsmuligheder som deres jævnaldrende. Men hvad er egentlig barnets bedste i sagerne om ressourcesvage vordende forældre?
Er det, at kommunen passivt afventer fødslen af (endnu) et barn, som kun ved et større mirakel kan forventes ikke at komme til at arve forældrenes sociale problemer, eller bør man af hensyn til det ufødte barn forsøge at gribe ind, inden det kommer så vidt?
Det juridiske svar på det spørgsmål har i mange år været, at kommunen skal forsøge at bryde den negative sociale arv ved at yde rådgivning om familieplanlægning til disse vordende forældre. Ikke for at true eller overtale til abort, men for at sikre at forældrene kender og forstår deres muligheder – både hvis de ønsker at få barnet, og hvis de vælger at afbryde graviditeten.
I forebyggelsens ånd giver det mening. Al forskning viser, at voksne, der har været anbragt som børn, har markant dårligere livschancer end os andre. Derfor tenderer det nærmest pligtforsømmelse ikke at tage en alvorlig samtale med de socialt belastede kommende forældre om, hvorvidt det er en god idé at sætte børn i verden, før de har fået mere styr på deres egne liv.
Men det er overordentligt vanskeligt at rådgive en ressourcesvag vordende mor om de mulige konsekvenser af, at hun gennemfører sin graviditet, uden at hun oplever det som en trussel. En kvinde i den position vil nærmest i sagens natur føle sig magtesløs over for myndighedernes muligheder for ved lov at gribe ind i hendes og børnenes liv.
Er det så bedre at lade hende træffe sin beslutning, uden at hun kender og forstår risikoen for, at der af hensyn til barnets bedste rent faktisk kan blive truffet afgørelse om tvangsfjernelse eller måske ligefrem tvangsbortadoption af det lille barn fra det øjeblik, det er kommet til verden?
Jeg mener nej. Men det siger sig selv, at denne dybt alvorlige rådgivning ikke kan foregå via sms.
Etikpanelet skrives på skift af Gorm Greisen, overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Bettina Post, debattør og socialrådgiver, Christian Hjortkjær, forfatter og højskolelærer, Lotte Mørk, hospitalspræst, og Bengt Holst, forfatter og tidligere videnskabelig direktør i Københavns Zoo.