Prøv avisen
Refleksion

Sociolog: I dag er det aldrig samfundets skyld, men dig selv den er gal med

Illustration: Søren Mosdal

De store retfærdighedsteoriers tid er forbi. John Rawls, Jürgen Habermas, Martha Nussbaum, Hannah Arendt og vores egen K.E. Løgstrup er således færdige. De konsulteres ikke længere. Ingen tager dem ned fra reolen. De er blevet gjort tavse, fordi de er tidskrævende, og i dag er alle bagud og ønsker kun, at de bare har en lille smule mere tid, skriver Rasmus Willig.

En af mine studerende rakte engang hånden op og sagde, at det var, som om vor tids samfundskritik var reduceret til det caféliv, hun ellers var så glad for. På spørgsmålet, om caffe latten var to stay, var svaret: to go.

Hendes pointe var, at ingen i dag blev og stod fast på sit, men tog kampen med hjem. Måske deles bekymringerne i bedste fald med en god veninde, men i de fleste tilfælde reduceres kritikken til selvkritik. Ikke på caféen, men derhjemme.

Læs også: Tema om depression

Samfundskritik bliver på den måde individualiseret og i værste fald til selvkritik, hvor strukturelle problemer bliver selvforskyldte. Et af problemerne ved, at ingen bliver og tager kampen op, er, at hvis det ikke kan ordnes ved hjælp af et quick fix, bliver intet løst. De lange seje træk synes at være outdated. At sætte sig ned med bøgerne for at løse verdens problemer er det samme som at blive hægtet af.

De store retfærdighedsteorier, som kræver tid og er fundamentet for en velargumenteret kritik, synes altså at uddø med samme foruroligende hastighed, som der er protester mod, at ingen længere kan følge med.

Når nogle endnu kan række tilbage til en etik eller moral, har deres kritik ofte noget at læne sig op ad, når der skal argumenteres for, hvorfor samfund eller verden er ved at gå af lave, men når stort set ingen refererer eller kan referere til de store retfærdighedsteorier, forsvinder denne særlige form for kritik også. Hvis skiftet fra samfundskritik til selvkritik holder, giver det også mening, hvorfor selvhjælpsbøgerne sælger bedre end retfærdighedsteorierne. Det er mig, den er gal med, ikke samfundet. Eller rettere: Samfundet står ikke til at ændre, men derimod mig selv, her er der noget, der kan modelleres.

Retfærdighedsteorier er sund slowfood for et samfunds moralske udvikling, hvad fastfood og selvhjælpslitteraturen ikke er for den enkeltes helbred. I et selvhjælpssamfund virker 500 siders retfærdighedsteori imidlertid som betonklodser om benene. Det kan godt være, at der er svar at finde i moralfilosofien, men når man bøjer sig over side 456, er følelsen af at komme bagud imidlertid så overvældende, at det er nemmere at række ud efter 10 måder at blive slank og mere robust på.

De store retfærdighedsteoriers tid er forbi. John Rawls, Jürgen Habermas, Martha Nussbaum, Hannah Arendt og vores egen K.E. Løgstrup er således færdige.

De konsulteres ikke længere. Ingen tager dem ned fra reolen. De er blevet gjort tavse, fordi de er tidskrævende, og i dag er alle bagud og ønsker kun, at de bare har en lille smule mere tid.

Tilbage er kun mærkværdige formuleringer fra et liv levet uden forbindelse til nogen form for moralsk eller etisk levevis. Noget upræcist noget. Habermas var vist noget med koloniseringen af livsverdenen, ik’? Arendt var noget med ondskabens banalitet? Og Rawls? Hvad var det nu, det var? Noget med refleksiv ligevægt? Og ham dér Honneth… var det ikke noget med forbigået anerkendelse? ”Noget med noget”, ”ik’?” og ”ham dér”.

Så giver den maniske filosof Slavoj Žižeks analyser måske bedre mening? En skøn og for andre uskøn blanding af analyser af alt fra musicals, ideologi og sex til kastration. Lidt Marx og Freud pakket ind i redegørelser for de europæiske nationaliteters toiletvaner. Men ikke megen retfærdighedsteori.

Er vi ved at droppe vores forestillinger om mulighederne for mere retfærdige samfund – ikke på grund af et pres fra et postfaktuelt samfund, men på grund af et simpelt tidspres og en følelse af kun at være bagud og aldrig sætte dagsordenen selv eller sammen med andre?

Den tyske sociolog Hartmut Rosa har en præcis pointe for vores tid. Vi lever i en verden uden resonans. Kritiserer vi, hvad vi kan se er ved at gå galt, kommer der ikke noget svar. Vi har en fornemmelse af, at vi ikke længere kan sætte vores egen moralske og etiske dagsorden, måske nærmest er tvunget til at leve uetiske liv, sådan lidt mere kynisk. Derfor er det måske lettere at tale med sig selv i fitnesscenteret, prøve helt at slippe de kritiske tanker med en omgang mindfulness eller finde svar i en selvhjælpsness.

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.