Sociolog: Konkurrence har altid gjort mig nervøs for ikke at slå til

I konkurrencen er det svært at have tillid til nogen, for konkurrenterne har det jo med at ville vinde over en. Nogle hævder, at den gamle velfærdsstat producerede medmennesker. Betyder det så, at vore dages konkurrencestat producerer modmennesker?, skriver Rasmus Willig

Tegning: Søren Mosdal
Tegning: Søren Mosdal

Mange former for konkurrence er sjove. Især med de gamle venner, hvor det mere handler om at få et godt grin end om at vinde. Snyd, drilleri og muntert håndgemæng. Vi griner, så tårerne triller, og hvis vi kunne få vores modstandere eller os selv til at lave bremsespor i bukserne, ville vi bare grine endnu mere. Og jo ældre vi bliver, desto sjovere er det, for vi burde jo for længst være blevet voksne. Bagefter spiser vi, drikker os en lille skid på og fortsætter så.

Ja, mange former for kappestrid og konkurrencer er sjove, og det er altså ekstra sjovt sammen med vennerne, hvor man ikke frygter noget statustab. Sådan er det dog ikke med så megen anden konkurrence, for godt nok får vi tudet ørerne fulde med, at konkurrence får det bedste frem i os og gør os mere effektive – men er det nu også rigtigt?

Vi kan jo først skelne mellem frivillig og tvungen konkurrence. Konkurrencen mellem de gamle venner er frivillig, og var der tale om tvang, ville jeg ikke være blandt venner. Tvungen konkurrence er en konkurrenceform, som vi ser mere og mere til, i takt med at konkurrencestaten producerer markeder, hvor lærere, pædagoger, læger, sygeplejersker og universitetsansatte, ja alle professioner, skal kappes om forældrenes, elevernes, patienternes og de studerendes gunst. Det er en konkurrence, vi er blevet pålagt, og som vi ikke selv har bedt om eller er blevet opfordret til at deltage i.

Det måles og vejes så, hvilke skoler, hospitaler og universiteter der klarer sig bedst. Det gøres ved hjælp af for-skellige former for målstyring og eva- lueringer af de institutioner, som nu er reduceret til konkurrencedeltagere. Nogle deltager endda i licitationskonkurrencer og kæmper nu mod andre i vind eller forsvind. Senere går de måske konkurs, ligesom vi har set i ældreplejen. I begyndelsen handlede det ellers kun om konkurrencen om de ældre, men det gik galt. Tvungen konkurrence er kendetegnet ved en høj grad af kontrol. Heraf tvangen. Ellers ville der ikke være behov for kontrollen.

Hvert år kåres der så ufrivilligt nogle få vindere, og resten er tabere. Det koster som bekendt ikke så lidt at holde et konkurrencebureaukrati kørende for fulde gardiner og sørge for, at alle deltager, og at ingen snyder på mål- stregen. I konkurrencen er det svært at have tillid til nogen, for konkurrenterne har det jo med at ville vinde over en. Nogle hævder, at den gamle velfærdsstat producerede medmennesker. Betyder det så, at vore dages konkurrencestat producerer modmennesker?

Andre påstår, at konkurrencestaten er en forudsætning for velfærdsstaten. Modmennesker som forudsætning for medmennesker?

Det er ikke så mange år siden, at vores præstationer ikke blev vejet og målt. Nu virker det efterhånden, som om alt sættes på en markedsformel, så vi hver især kan se, hvor vi er placeret i kapløbet, om vi er på vej mod en sejr eller måske ligger sidst i feltet, på krykker eller i kørestol.

Og her må man spørge, om det nu også er så godt med den tvungne konkurrence. Får den virkelig det bedste frem i os? Nej, siger den amerikanske sociolog Alfie Kohn, der synes at koncentrere sig mest om de patologiske aspekter af konkurrencen i sin best- seller ”No Contest”. Hans hovedargument er, at konkurrencen er blevet en forudsætning, som vi har glemt at sætte spørgsmålstegn ved og korri- gere for fejl. En ideologi, en myte eller ligefrem et generaliseret falsk selvforhold?

Mest skarpt konstaterer Kohn, at konkurrencen jo ikke bare handler om at vinde, men om at udkonkurrere andre, et forhold, der på mange måder frem-står som mærkværdigt, når vi tænker på konkurrencestaten.

Er det ikke en stats primære opgave at holde sammen på en nation? Det er vel ikke at sætte borgerne til at spænde ben for hinanden? Og i en globaliseret verden, hvor vi har opdaget, at vi hænger sammen, handler det så ikke mere om at redde resterne af jorden, som døjer med en miljø-, biodiversitets- og klimakrise, end om at skubbe sine modstandere ud over den kant, som alligevel ikke findes, når kloden nu engang er rund?

Ja, hvad vil det egentlig sige, at vi begynder at betragte vores medmennesker som konkurrenter? Hvis konkurrencen virkelig er blevet den nye statsreligion, forklarer det selvfølgelig, hvorfor knæfaldet i kirken er blevet skiftet ud med forhåbningen om at komme øverst på en sejrskammel, oblaten med en proteinbar og kirkekaffen med en dåse red bull.

Konkurrence har altid gjort mig en smule nervøs for ikke at slå til, miste anseelse eller se dum ud. Nu er jeg efterhånden blevet rigtig bange for den.

Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.