I den forgange uge underviste jeg på en arbejdsplads klokken 9-16. Deltagernes skærme var pakket væk i undervisningstiden. Mobilerne var i taskerne. Notatpapir og kuglepenne var i brug. Når jeg underviser, er det en forudsætning, at deltagerne er ”offline” medmindre der er en god grund til andet. Deltagerne forventes at være nærværende og samspillende. Hvorfor ellers invitere mig til at bidrage, hvis man alligevel sidder og laver noget andet?
Det er ikke raketvidenskab at sætte rammer omkring skærmtid i undervisning, men i en tidsalder, der er digital i sin ideologi, så kræver det lidt at insistere på et undervisningsrum, der fremmer nærvær, respekt og, nå ja læring.
Kristeligt Dagblad skrev den 6. oktober om en ny bog ”Skærme i skolen” af ph.d. i klasseledelse Dorte Ågård. I bogen konkluderer Ågård, at der er sket et skred i lærerens adgang til at få alle i tale og fungere som autoritet i klassen. Hun mener, at det er ”en central dannelsesopgave at kunne begrænse skærmbrugen”, og at det er lærerens ansvar at gøre det.
Jeg er enig. Dog med den tilføjelse, at skoleledelserne spiller den allervigtigste rolle. Et lærerteam er nemlig ikke nødvendigvis på linje for så vidt angår digitale normer, og det kan let give daglige gnidninger og interne konflikter.
Balancen mellem offline og online er skredet mange steder. Vi har fået det, jeg kalder ”optline”, hvor man som individ med en konstant tændt skærm har en stående mulighed for ”opt in” eller ”opt out”. Det vil sige henholdsvis at engagere sig i det fysiske rum, man befinder sig i eller at forlade det via en digital nødudgang, når man keder sig, er fagligt udfordret eller føler sig forlegen.
Skærmen er i dag en ”trofast” følgesvend i livet. Selv forældre putter deres børn med en mobil i hånden, kunne Kristeligt Dagblad fortælle den 13. oktober. Børn opmuntres til – fra en tidlig alder – at bruge skærmen til underholdning, kommunikation og opgaveløsning. Som følge heraf kan det opfattes som noget nær en menneskeret at kunne tage digitale noter eller gå på internettet. Skærmaktivitet rummer dog en iboende fristelse til også lige at google noget, tjekke noget eller kommentere på noget online.
En gymnasielærer i fransk, Helene, fortalte mig, at hun følte sig stadig mere fremmedgjort af dette setup med skærmvolde mellem sig og eleverne. Hun havde en klar fornemmelse af, at eleverne brugte skærmene til noget andet. En dag satte hun derfor et spontant eksperiment i søen:
Hun begyndte at tale volapyk, men ingen elever bemærkede det. Helene havde tårer i øjnene, da hun fortalte om det. Dér stod hun og brændte for at formidle franskkundskaber og indsigt i fransk kultur og samfundsforhold. Dér sad eleverne helt og aldeles absorberede i deres respektive digitale universer med skærmen som dækning. Det var ydmygende, uværdigt og spild af god lærer- og læringstid.
Eksemplet viser noget grundlæggende om digitalisering i fysiske læringsrum: Uden en klar rammesætning og gensidig respekt kan man let føle sig både fremmedgjort og ensom.
Det er også en illusion, at konstant notattagning på en computer skulle være en hensigtsmæssig læringsstil. Forskning viser, at to grupper – hvoraf den ene tager noter i hånden, mens den anden tager noter digitalt – er lige gode til at huske facts, som for eksempel datoer. Men når det kommer til den mere avancerede forståelse, den såkaldt konceptuelle anvendelse, såsom; ”Hvordan er Japan og Danmark forskellige i deres tilgang til lighed i samfundet?”, så klarer de, som har forsøgt at notere mest muligt ned på computeren, sig signifikant dårligere.
Faktisk konstaterer forskerne, at jo mere de studerende kopierer ord for ord, jo dårligere husker de. Når man tager notater i hånden, er man i modsætning hertil tvunget til at prioritere, hvad man vil skrive ned. Man kan ganske enkelt ikke nå at få det hele med. Denne bevidste bearbejdning af stoffet fremmer refleksion, hukommelse og læring.
Problemet er naturligvis ikke, at elever bruger deres computere. Problemet opstår, når de er tændt snart sagt hele tiden. Det giver eleverne en opfattelse af, at tilbagevendende multitasking – hvor man for eksempel flakker mellem undervisningens indhold og det, der sker på internettet – er normen. At det er måden at lære på. Forskning viser dog, at højst to procent af os er i stand til at multitaske. En formbar hjerne kan til gengæld let optrænes i ”disciplinerne” mentalt fravær og distraktion.
Et fysisk klasserum med elever og lærere handler i høj grad om samskabelse. At man har øjenkontakt med hinanden, evner at læse hverandre, og at man tilpasser såvel undervisning som elevbidrag derefter. Et levende læringsrum er meget mere end individets læring. Det handler mindst ligeså meget om, hvad den enkelte giver – og signalerer – til andre. Vi kan spille hinanden bedre gennem vores nærvær og engagement.
Så lad bare skolens digitalister klappe i. Og klappe skærmen i også. De fortsætter med at være forblændet af den fagre nye digitale verden uden sans for dens negative kognitive og menneskelige konsekvenser. En computer skal bruges som et værktøj, når det er relevant. Skoleledelse og lærere skal sætte rammerne omkring dette. Vi lader jo heller ikke børn gå rundt med en sav hele tiden, bare fordi de har sløjd to timer om ugen, vel?
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.