Jeg blev for nylig ledig, og selvom jeg havde forventet, at de mange jobannoncer, som ville møde mig, når jobsøgningen startede ville være tunge af floskler, er især én vending allestedsnærværende. Stort set alle stillingsopslag, uanset branche, indeholder en forventning om, at en ansøger brænder inderligt for arbejdets indhold.
En butikssælger skal "brænde for at levere god kundeservice". En vagtplanlægger i sygeplejen skal "brænde for god planlægning og koordinering". En shippingassistent skal brænde for "den maritime verden" og være "passioneret indenfor skibsfart". En underviser på en ungdomsuddannelse for udsatte unge skal være en "faglig ildsjæl". En kundechef skal "brænde for salg".
Samtidig understreges det på møder i a-kassen og på jobcenteret, at det er vigtigt at fremhæve sin interesse og passion som motivation for at søge en stilling, hvis arbejdsgiverne skal fatte interesse.
Idealet om den passionerede medarbejder bygger på romantiske forestillinger om, at kreativiteten fuldkommengør mennesket og den marxistiske forestilling om, at denne kreative fuldkommengørelse konkret skal ske i arbejdet.
Den følelse af passion, ekstase og mening, vi drømmer om, at arbejdslivet skal give os, kan måske opstå i glimt, men arbejdet kan aldrig fuldende os som mennesker. Tværtimod gør en sådan forestilling om arbejdet os syge.
Utallige samfundsforskere har påpeget, hvordan disse forestillinger fik renæssance i kraft af ungdomsoprøret i 1960’erne, og masseuniversiteternes opståen i slutningen af det 20. århundrede. De nye masser af højtuddannede efterspurgte mere kunstnerisk frihed, mere ansvar og mere kreative jobtitler – og tendensen har tilsyneladende bredt sig på tværs af brancher og jobtyper.
Imidlertid er det for os i dag også tydeligt, at den romantiske længsel efter passion, mening og fuldkommengørelse igennem arbejdet fører til sygemeldinger, stress og depression. Disse udslag i menneskers mentale helbred er udtryk for en gammel luthersk-kristen sandhed: Mennesket kan ikke frelse sig selv.
Den følelse af passion, ekstase og mening, vi drømmer om, at arbejdslivet skal give os, kan måske opstå i glimt, men arbejdet kan aldrig fuldende os som mennesker. Tværtimod gør en sådan forestilling om arbejdet os syge. Det er derfor nødvendigt med et nyt syn på arbejdslivet, hvis der skal gøres op med illusionen om den passionerede medarbejder, og dette syn må hentes i luthersk kristendom.
Ifølge luthersk kristendom er arbejdet ikke en kilde til frelse, selvrealisering, eller passion, og følelsen af at brænde for noget er bestemt ikke et succeskriterium. Tværtimod er arbejdet et dagligt kald til at tjene næsten. Med andre ord er arbejdet ikke noget, jeg udfører for min egen frelse eller fornøjelse, men et udtryk for den næstekærlighed, som udspringer af troen på Gud.
Et sådant syn på arbejdet ville med det samme afsløre jobannoncernes floskler om passion og følelsen af at brænde for noget som illusioner om, at arbejdet kan lede os ind i en evig tilstand af harmoni og meningsfuldhed.
I stedet ville den lutherske jobannonce være illusionsløs, nogen ville sige kedelig, men oprigtig. Den ville henvende sig til mennesker, som af næstekærlighed ønsker at yde en ordentlig, punktlig og hæderlig arbejdsindsats dag efter dag.
Hvor ville jeg ønske, at bare en enkelt arbejdsgiver turde skrive en luthersk jobannonce.
Jacob Didia-Hansen er sociolog.