Prøv avisen
Debat

Sociolog: Nationalisme er ikke nødvendigvis sekterisk og autoritær

Nationalismens betydning ændres med den historiske kontekst. Der er forskel på nationalisme i kamp for autonomi og i kamp for dominans. Der er forskel på nationalisme i industrialiseringens epoke og i en postindustriel verdensøkonomi, skriver sociolog.

Nationalisterne ser de multikulturelle som arrogante og bedrevidende. De savner forståelse for folkets oplevelse af at blive gjort fremmed i deres eget samfund. Indvandringen af folk med andre normer skaber utryghed. De multikulturelle virker samtidig naive, for deres tolerance omfatter også de intolerante, skriver sociolog

KRISTELIGT DAGBLAD har åbnet for en diskussion om nationalisme. Asger Baunsbak-Jensen er bekymret for den nye nationalisme. Den bygger på en angst for fremmede, og den opløser det europæiske fællesskab, der blev dannet for at forhindre en ny verdenskrig. Hans Hauge er glad for nationalismen, for den ”skabte Danmark og opretholder vores sprog og kultur”. Han bruger nationalisme som analytisk beskrivende begreb og henviser til Ernest Gellner som autoritet. Ernest Gellners funktionalistiske teori er ret omdiskuteret, og Hans Hauge overser, at der er tale om en isme, som både må betragtes som ideal og ideologi.

Nationalisme er et ideal om et harmonisk regionalt folkefællesskab. Det kan afføde en ideologi, der søger at afgrænse og integrere en etnisk gruppe med ret til at herske i et bestemt område. Ideologien appellerer til fællesfølelser med symboler, myter og ritualer. Den fungerer som en civilreligion med Rousseaus udtryk. Symbolerne bliver gjort hellige og beskyttet af tabuer. Nationalfølelsen kan være så stærk, at mennesker vil ofre sig for den. Det gælder både nationalismens helte, som den tapre landsoldat, og dens skurke, som Anders Breivik.

DE NATIONALISTISKE BEVÆGELSER voksede frem i Europa efter Napoleonskrigene. Tidligere var riget knyttet til regenten og undersåtternes oprindelse, sprog og kultur var underordnet. I romantikken blev sproget gjort til nationalfølelsens kilde – modersmålet. Det var en udfordring i det danske rige, som var tosproget til 1864.

Nationalismens horisont er bøndernes: det nedarvede, stedbundne fællesskab. Men en stor del af befolkningen var omrejsende: søfolkene, daglejerne og bygningshåndværkerne. For dem gjaldt det ikke, hvor man var født, men om man var til at stole på, når det kneb. Modsætningen mellem den lukkede og åbne horisont går langt tilbage i historien.

Verden har oplevet to verdenskrige, der var opildnet af nationalistiske ideologier. Anden Verdenskrig var en konfrontation mellem de åbne demokratier og aksemagterne, hvis nationalisme byggede på racens overlegenhed. Ved krigens afslutning blev der oprettet internationale organer for at forhindre en gentagelse. Det er disse organer, som præsident Donald Trump og de nye nationalistbevægelser nu søger at nedbryde.

DE NYE NATIONALISTER har både en ydre og en indre front: på den ene side de påtrængende fremmede, som ikke hører til fællesskabet, og på den anden side er de multikulturelle, som svækker fællesskabet og åbner for de fremmede. Ved at kæmpe imod den indre fjende – de multikulturelle – splitter nationalisterne det samfund, de prøver at samle.

Nationalismens betydning ændres med den historiske kontekst. Der er forskel på nationalisme i kamp for autonomi og i kamp for dominans. Der er forskel på nationalisme i industrialiseringens epoke og i en postindustriel verdensøkonomi. Vores tidsalder er præget af massemedier og koncerner, som omspænder hele verden. Den højteknologiske produktionsmåde har økonomiske, økologiske og sociale konsekvenser for hele verden. Forureningen respekterer ikke landegrænser. Livet i vor tid er præget af globale risikomomenter, som må løses internationalt. Nationalismens lukkede horisont gør samfundet mere sårbart over for de globale risici.

NATIONALISTERNE SER de multikulturelle som arrogante og bedrevidende. De savner forståelse for folkets oplevelse af at blive gjort fremmed i deres eget samfund. Indvandringen af folk med andre normer skaber utryghed. De multikulturelle virker samtidig naive, for deres tolerance omfatter også de intolerante.

Den kritik peger på et dilemma for de multikulturelle. De må have grundlag i en kultur og dens værdier. Ellers bliver holdningen abstrakt og tom. Tolerancen må sætte en grænse ved de ekskluderende fællesskaber. De findes både hos sekteriske indvandrere og nationalistiske landsfæller. Nationalisme er ikke nødvendigvis sekterisk og autoritær, men det er den form, der må påkalde sig debat i vor tid – både når den forekommer inden for og uden for Danmark.

Ole Riis er professor emeritus i religionssociologi, Universitetet i Agder.