”Vær sød at skifte tøj. Du skal i skole, ikke på stranden.” Det er første skoledag i år. Et par centimeter adskiller bluse og nederdel på min datter, der skal begynde i 8. klasse. Hun går ind og skifter – uden brok.
Min datter er hjulpet af at have begyndt sit skoleliv i England. Selvom det virkede helt forkert at iklæde mit fireårige barn en skoleuniform, var det nu engang de sociale normer, vi måtte rette ind efter. Det ved hun i dag. Hun ved også, at jeg som foredragsholder kan finde på at have skiftetøj med, hvis jeg skal tale to meget forskellige steder samme dag. Et sæt for lederne i C20-virksomheden. Et andet for det pædagogiske personale i daginstitutionen.
Hvis jeg vil tages alvorligt, må jeg sætte mig i andres sted: Hvordan er deres virkelighed? Hvad skal der til for at vise respekt for dem – og for selv at blive respekteret?
Omgang med hinanden i sociale fællesskaber indebærer en fin balance mellem på den ene side at være sig selv og udtrykke det, man har på hjerte – og på den anden side stille ind på den fælles kanal og lade sin individualitet træde i baggrunden.
Firehøjeskolen i Vejle meldte ved årets skolestart ud, at bare maver ikke hører hjemme i et læringsrum. Grænsesætningen fik autoritets-allergikerne op af stolen. Den blev tolket som et forsøg på at give piger ansvaret for andres associationer.
Det er langtfra første gang, vi i Danmark diskuterer børn, unge og bare maver. Børnenes melodigrandprix, MGP, valgte i begyndelsen af 2000’erne at stoppe med bare maver på scenen. I 2006 var Lundskolen i Horsens klar til at udlåne T-shirts til de piger, der var så nedringede, ”at intet er overladt til fantasien”. Og der var kritik til drenge ”med så store hængerøve i bukserne, at de ikke kan gå normalt”.
Den unge mode har i flere måneder stået på særdeles højtaljede og bredbenede bukser matchet med de kropsnære crop tops, hvoraf de fleste går næsten ned til bukselinningen. En del piger har ikke meget andet sommertøj hængende i deres tøjskab for tiden, associationer eller ej.
Det ligger naturligvis inden for skiven, at en ledelse – om det er af et tv-show, en skole eller en arbejdsplads – definerer rammer for påklædning og opførsel. En ny undersøgelse foretaget blandt ledere viser, at 83 procent ikke vil acceptere crop tops på arbejdspladsen. Vi gør med andre ord børn og unge en bjørnetjeneste, hvis vi lader, som om alle arenaer i verden bøjer sig i støvet for den enkeltes personlige frihed. Som om associationer ikke findes – eller intet betyder. Det gør de.
Dilemmaet omkring ansvaret for associationerne er dog til at få øje på. Forskning viser, at synet af bar hud forandrer måden, man opfatter på. Når man ser megen bar hud på en anden, daler ens tiltro til, at vedkommende evner at handle, planlægge og udøve selvkontrol. En anden type forskning viser, at når kvinder får elevatorblikket, inden de skal ind til en matematiktest, går deres præstation ned. Den kulturelle bevægelse, piger og kvinder har brug for – ikke bare i Danmark, men også globalt – er med andre ord næppe mere bar hud i sammenhænge, hvor de har mulighed for at gøre sig fagligt gældende.
Der ligger et overset, men vigtigt udviklingsarbejde for både mænd og kvinder i denne tematik. Langt flere begavede og bidragende kvinder må frem i lyset, så vi vænner os til, at kvinder i det offentlige rum er der på grund af det, de har mellem ørerne, og det, de konstruktivt sætter i verden. Det er nødvendigt, hvis vi skal gøre os håb om, at associationerne ændrer sig over tid.
Der er også brug for, at flere opdager konsekvenserne af deres egne associationer. Når vi fælder negativ dom over andre, er det så reelt på grund af indholdet af det, de siger eller gør? Eller er det snarere, fordi vores associationer løber af sted med os. Måske i retning af fordomme, som vi – hånden på hjertet – ikke kan stå inde for? Om en dialekt, en hårfarve, en hudfarve eller lignende.
I årevis har der i dele af samfundet hersket et billede af, at ”alle andre” skulle tage særlige hensyn til den enkelte – uden at den enkelte følte sig forpligtet til at justere ind i forhold til ”alle andre”. Både børn, unge og voksne har gavn af i stedet at opleve sig som forbundet: som en del af en større sammenhæng.
Vi lever flere generationer, kulturer og opfattelser sammen her i verden. Forskellige arenaer gør krav på forskellig opførsel, hensyntagen og påklædning. Dette fordrer dannelse. Derfor er det ærgerligt, når voksne influencere har travlt med at insistere på, at bare maver i skolen først og fremmest er et spørgsmål om personlig frihed.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.