Sociolog: Stereotype forestillinger om køn får børn til at mistrives

Samfundets normer står i vejen for børns udvikling og kalder på et opgør, mener sociolog Cecilie Nørgaard. Frigørelsen går gennem et normkritisk opgør med nedarvede værdier

Der er nogle indgroede opfattelser af køn i samfundet, og derfor skal forældre hjælpe børn med at skabe mulighed for, at de kan drømme om andet, mener sociolog Cecilie Nørgaard. Her ses piger og drenge spille fodbold sammen i Tejn på Bornholm.
Der er nogle indgroede opfattelser af køn i samfundet, og derfor skal forældre hjælpe børn med at skabe mulighed for, at de kan drømme om andet, mener sociolog Cecilie Nørgaard. Her ses piger og drenge spille fodbold sammen i Tejn på Bornholm. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Er det i dag de urolige drenge, der giver lærerne grå hår i hovedet, er det et relativt nyt fænomen. I 1906 sagde overlærer Carl Frederik Christian Engell i en tale til Aarhus Katedralskoles to første kvindelige studenter således, at piger ”gennemgående mangler den rette opfattelse af begrebet disciplin, i det hele taget var livligere end drenge, og at kvindekønnet havde en almen ringeagt for regler”.

Af det kan man lære to ting: Stereotyper om køn altid har eksisteret. Og de er foranderlige. Og derfor har Cecilie Nørgaard, der som sociolog gennem to årtier har beskæftiget sig med forestillinger om køn, skrevet bogen ”Han hun hen. Opdrag til ligestilling og mangfoldighed”, hvor hun vil hjælpe forældre med at give børn et bredere syn på køn og kultur.

Bogen udkommer i kølvandet på bevægelser som MeToo og Black Lives Matter, der med italesættelsen af krænkelser og minoritetserfaringer ifølge Cecilie Nørgaard placerer os i en slags tidehverv.

”De historisk funderede magthierarkier er under forandring, og vi er som samfund i gang med en stejl læringskurve, hvor flere reflekterer mere over andre menneskers forhold. Her er spørgsmålet om køn afgørende, fordi det organiserer og strukturerer vores samfund. Jeg vil gerne have, at vi prøver at aflære, at køn skulle have en afgørende betydning for, hvem vi er.”

Du skriver fra det, du kalder en ”normkritisk” position. Hvad betyder det?

”Mennesker kategoriserer virkeligheden, blandt andet efter køn, og med kategoriseringerne følger normer, forestillinger, privilegier og barrierer. En normkritisk position handler om at anerkende, at disse normer stadig eksisterer. Og om at stille sig kritisk reflekterende over for, hvornår normer er i spil – og om de stadig giver mening.”

Normkritikken vil gerne gøre op med noget, men hvad vil den sætte i stedet?

”Nogle gange kalder jeg det ’normbevidsthed’. Normer har utrolig meget magt, men normkritikken ønsker at frigøre den enkelte.

Det betyder ikke, at normerne forsvinder, men normkritikken giver den enkelte en bevidsthed om, at de findes – men at jeg ikke behøver være sådan.”

Du mener, at barnet fødes normfrit, men så sætter forfaldet ind i form af kulturens ensretning. Skal normer helt væk, eller skal de erstattes?

”Jeg har aldrig hørt om kulturer uden normer, og normer er med til at skabe orden i kaos. Så jeg tror ikke på et normfrit samfund og heller ikke på et historieløst samfund. Men jeg tror på et samfund med en højere grad af empati og bevidsthed om historiske privilegier og barrierer. Og på et samfund, hvor vi kan blive klogere på vores blinde vinkler, så de ikke i så høj grad spænder ben for børns udvikling, adfærd, muligheder, selvværd og læring.”

Risikerer normkritikken ikke at udelukke dem, der har andre normer end dem selv?

”Som ideologi favner den alle mennesker, uanset kønsopfattelser, menneskesyn, samfundssyn og så videre. Men en del af dem, der bruger normkritik som redskab, taler fra et sted, hvor de har oplevet diskriminering og uligestilling og følt uligeværd, og derfor er der også vildt mange følelser og megen vrede på spil. Det betyder, at dialogen nogle gange kan blive vanskelig.”

Du skriver, at ”det er i det autentiske jeg, at lykken, selvværdet, trivslen, læringen og udviklingspotentialet ligger”. Men bliver vi ikke også til i mødet med den anden?

”Jo, det er en dialektisk bevægelse, men det er svært at blive til som sig selv, hvis samfundets normer ikke rummer plads til forskellighed og individualitet. Som forældre skal man bevidstgøre børn om de normer, de er omgivet af, og skabe mulighed for, at de kan drømme om noget andet. Det handler om at opøve en dobbelt bevidsthed, hvor de lærer at forstå, at der er ens alsidige selv, og så er der kulturen og dens normer.”

Du gengiver, hvordan en del, der voksede op med 1970’ernes kønsneutrale opdragelse, oplevede at ”skulle navigere i en påtaget magtfri, voksenpolitisk agenda”. Hvordan undgår normkritikernes børn at få den samme oplevelse?

”Jeg kan sagtens se normkritikken misbrugt – især af dens kritikere, der skyder normkritikere i skoene, at alle skal være ens og sige hen – men jeg har svært ved at se, hvordan man i bakspejlet skulle kunne synes, at normkritikken gjorde noget ondt.”

Hvordan ser det samfund ud, hvor det normkritiske blik er fuldt realiseret?

”Der har mange flere mennesker et godt selvværd, præcis som de er. Der er meget mindre vold over for lgbtqia+-personer og kvinder. Mænd er sundere, og færre af dem bliver hjemløse eller tager deres eget liv. Der er ikke et kønsopdelt uddannelses- og jobmarkedet. Magtfordelingen er mere ligelig. Der er mindre mobning i skoler og på arbejdspladser. Der er meget større menneskelig og faglig udvikling, og mange flere potentialer, der bliver sat i spil og udnyttet i samfundet. Og der er mere kærlighed. Det er det rene eventyr.”