Hvilke effekter har det på børn og unge, når de læser i en trykt bog, får tilstrækkeligt med søvn eller synger sammen? Og hvad sker der, når de ikke længere gør det, men i stedet bruger mere og mere tid på for eksempel sociale medier med de perfekthedsidealer, der hersker der?
Det sætter sociolog og tidligere formand for regeringens stresspanel Anette Prehn fokus på i sin nye bog ”Afledte effekter”, der netop er udkommet.
Anette Prehn, hvorfor har du skrevet denne bog?
For at åbne voksnes øjne for, hvilke kilder livsmestring næres af. Og hvad det betyder for børn og unge, når vi lader disse kilder tørre ud. Jeg er inspireret af Sherry Turkle, der er professor på MIT (Massachusetts Institute of Technology, red.) og siger: ”Vi begår ikke fejl som samfund ved at opfinde, men ved at ignorere, hvad der går i opløsning eller formindskes som følge af innovationerne.” Jeg vil gerne vise, hvor meget vi er blinde for som kultur. Nogle af de ting, vi gjorde indtil for nylig, bar gode ting med sig, og hvad betyder det så, at vi har ladet dem glide ud?
Hvad er det for nogle ting, du hentyder til?
For eksempel det at læse en trykt bog, at færdes i naturen eller være motionist uden at mærke elitekrav ånde én i nakken. Når man for eksempel er optaget af en trykt bog, stimulerer det på en og samme tid evnen til fordybelse og indre ro, og det fremmer evnen til kompleks og kritisk tænkning. En trykt bog engagerer også mange sanser, og den gave får du ikke med en skærm, som er en mere ensidig sansestimulering.
Er det kun skærmene, du ser som et problem?
Nej, men jeg spørger: Bare fordi noget kan gøres digitalt, betyder det så, at man skal? Det digitale giver mange muligheder, men vi bør opdage, hvad det også frarøver os. Blandt andet fortæller jeg i bogen, hvordan søgemaskiners algoritmer kan hæmme unges faglige udvikling og sociale mobilitet. Jeg kigger også på elitegørelsen af sporten, hvor selv børn træner tre gange om ugen og har kampe og stævner i weekender og på helligdage. Tjener det dem, at mange arenaer af deres liv samtidig er blevet elitegjort? Menneskene på hver arena vil børn og unge ”det bedste”, men når man rækker dem en lillefinger, vil de alle have hele armen. Vi har brug for helhedssyn i vores kultur.
Hvordan det?
I Stresspanelet gjorde vi blandt andet op med den drypvise digitale kommunikation til familierne og det store antal familiearrangementer i mange klasser. Flere steder er det i dag normen, at man pr. klasse mødes 8-10 gange årligt til arrangementer. Det fungerer måske for familien med ét barn. Men det lægger et enormt pres på familien med flere børn eller andet at lave i livet. Bare fordi noget er godt, betyder det så automatisk, at mere er bedre?
Men i en tid, hvor der er mange regler, som kan stresse i sig selv, er det her så ikke bare endnu et sæt regler, vi skal halse efter?
Dette er min syvende bog skrevet til voksne, og jeg har endnu til gode at høre nogen mene, at jeg lægger op til regler, de skal halse efter. Tværtimod slår jeg igen og igen fast, at vi er mennesker, der gør det bedste, vi kan, ud fra den viden og de ressourcer, vi har. Jeg skriver i øvrigt på bagsiden af ”Afledte effekter”, at man kun skal åbne den, hvis man tør udvide sit synsfelt i verden.
Tror du, det er for sent at ændre udviklingen? Er vi ikke blevet for afhængige af nye medier?
Tendenser kommer og går, og noget af det, der bringer os fremad, er erkendelsesspring. Et sådant forsøger jeg at nære her. Inden vi ureflekteret smider aktiviteter ud med badevandet, foreslår jeg, at vi forstår deres merværdi. Jeg er varm tilhænger af det gode, den digitale verden kan give. Men hvis teknologivirksomhederne fik magt, som de har agt, ville vi ikke lave andet end at sidde med en skærm i hånden. Livet i denne tidsalder kræver derfor værdibaserede valg. At vi tør fastholde praksisser, som tjener børn og unges alsidige udvikling og livsmestring, uanset hvad teknologi-ideologerne prædiker.