Den egoistiske kærlighed hører menneskelivet til

Et møde mellem mennesker kræver mindst to, og da bliver vi måske allermest klar over, hvor betydningsfuldt mødet kan være. Det er vigtigt og må ikke svigtes, skriver Ole J. Hartling

”Hvor mødte I hinanden?” kan man spørge, fordi mødet så tydeligt har båret frugt, at det er værd at vide hvornår og hvordan. Mødet, der førte til, at man vil mødes igen. Mødet kan have båret den frugt, at kærlighed opstod, og en intens oplevelse af meningsfuldhed udsprang af det. Modelfoto:
”Hvor mødte I hinanden?” kan man spørge, fordi mødet så tydeligt har båret frugt, at det er værd at vide hvornår og hvordan. Mødet, der førte til, at man vil mødes igen. Mødet kan have båret den frugt, at kærlighed opstod, og en intens oplevelse af meningsfuldhed udsprang af det. Modelfoto:.

”Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet”, hed en roman af Jens-August Schade fra 1944.

Men det er ikke alle møder, hvor deltagerne er så musikalske, at der opstår sød musik. Der er møder, som er ligegyldige. Der afholdes møder, som blot udskyder afgørelser.

Eller et møde holdes for at lade, som om noget sker. Der holdes møder som en del af formaldemokratiet i lighed med høringsrunder. De giver indtryk af indflydelse, men er måske kun et alibi for beslutninger, der er truffet.

De fleste kender til sådanne møder, som de selv indkalder til eller møder frem til. Ingen siger direkte, at det er spild af tid og delvist fup. Man forlader mødet mørk i sinde og glæder sig til at vende tilbage til det virkelige liv - til der, hvor livet er virkeligt.

De fleste kender heldigvis også til møder, hvor man kan sige: ”Uden det var vi ikke kommet videre.” Eller: ”Det var så vigtigt, at dette møde kom i stand - at dette møde blev holdt.” Der findes disse lysende oplevelser, som fastholder optimismen.

Et møde mellem mennesker kræver mindst to, og da bliver vi måske allermest klar over, hvor betydningsfuldt mødet kan være. Ikke ”et møde”, men mødet. Det er vigtigt og må ikke svigtes. Det kan være et stævnemøde. Det kan også være et møde, som ikke var forudset, men siden blev set som gaven.

Det kan være et møde, vi brændende ønsker os igen. Alle glemmer ligegyldige, mange møder. Alle husker livsvigtige, få møder. Både dem, der var planlagte og møder, der blot skete, men blev afgørende. I Løgstrups berømte citat fra ”Den Etiske Fordring” taler han om, at der i et hvilket som helst møde mellem mennesker ligger et uudtalt krav, for vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vor hånd.

Men også mødet mellem to kan være ligegyldigt og ikke opløftende. Samtalen er måske blot den høflige konversation. Lidt flovser om vejr og vind, lidt om tv-udsendelser, lidt om politik og børneopdragelse og så videre. Lige så forskellige som møder kan være, ligeså forskellige kan samtaler være.

Der er de samtaler, hvor man kun venter på, at den anden dog skal trække vejret indad, for at man selv kan tage over og fortælle om sit. Og så er der de samtaler, hvor man siger noget mest af nysgerrighed efter at høre, hvad den anden så vil sige. Sådan taler elskende sammen - nysgerrige på hinanden.

Filosoffen Martin Buber er en stor skildrer af mødet. Han fortæller om det i sin forunderlige bog ”Jeg og du”: Det er jegets møde med duet. Forholdet jeg og du. Dette forhold er på én gang at udvælges og at udvælge. Det er passivitet og aktivitet i et.

Buber forklarer: ”Ved duet bliver jeg til. Idet jeg bliver til, siger jeg du. Alt virkeligt liv er møde ... Mellem jeg og du står da ingen hensigt, intet begær og ingen begæring ... Ethvert middel er en hindring. Kun hvor hvert middel er faldet hen, sker mødet.” Og der mener han det møde, som er noget værd, det møde, som er værd at huske - ja, som ikke kan glemmes.

Martin Buber siger: ”Hvad er det evige urfænomen i det, vi kalder åbenbaring, det der er nærværende her og nu? Det består i, at mennesket ikke går ud af det højeste mødes øjeblik som det samme, der trådte ind i det. Mødets øjeblik er ikke en ”oplevelse”, der fremkaldes og saligt sluttes i den modtagelige sjæl; i mødet sker der noget med mennesket. Stundom er det som et åndepust, stundom som en tvekamp - i begge tilfælde sker der noget.”

”Hvor mødte I hinanden?”, kan man spørge, fordi mødet så tydeligt har båret frugt, at det er værd at vide hvornår og hvordan. Mødet, der førte til, at man vil mødes igen. Mødet kan have båret den frugt, at kærlighed opstod, og en intens oplevelse af meningsfuldhed udsprang af det.

Læg mærke til, hvor smuk egoismen er i udsagnet: ”Jeg trænger til at mødes med dig!”. ”At se netop dig er så godt for mig.” ”At mødes med dig var det, jeg havde brug for!”. Tænker vi på, at den egoisme, som det her på en måde er, paradoksalt kan blive det kærligste, vi kan opleve.

Hvad kan opleves kærligere, end at et andet menneske trænger til, ønsker og vil netop mig? På den måde er der lagt mere kærlighed i egoisme, end vi ellers tænker. Det kan hjælpe med til at forklare sætningen: ”Du skal elske din næste som dig selv!”.

Det er jeget, der søger sit du for at blive til som menneske - som elsket menneske. Den egoistiske kærlighed og den kærlige egoisme hører menneskelivet til, fordi de hører jeget og duet til. Sødere musik er der ikke.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen