Det ligner en tanke, at 75-året for Danmarks befrielse skulle falde i netop dette forår, hvor vi oplever en anden undtagelsestilstand. Der er da også blevet trukket en del paralleller mellem coronaepidemien og Besættelsen fra 1940 til 1945, idet begge situationer handler om konfrontationen med en overmagt, der besætter landet.
Det er jo rigtigt, og sandt er det også, som museumsdirektør fra Nationalmuseet Mette Boritz har udtalt, at begge perioder har rummet fællessang og hyldest af samfundssind, men ikke desto mindre synes sammenligningen en smule søgt.
Det erkendte man især ved at følge med på DR 2 i mandags, hvor Befrielsen blev markeret med et gensyn med nogle af dem, der tog del i modstandskampen.
Naturligvis kan det være frygteligt i disse måneder at miste sit job eller den restaurant, man har knoklet for at skabe, men under Besættelsen levede nogen i fare for at miste deres hele frihed.
I dokumentaren ”Danske modstandskvinder” mødte man nogle af dem, der blev sat i Frøslevlejren, hvor det pludselig en dag lød: ”Grethe Holm skal hjem.” Ikke fordi Grethe Holm skulle hjem, men fordi Grethe selv råbte ordene højt, blot for at høre, hvordan den lykkelige besked kunne lyde. Så længes man hjem. I programmet ”Veras historie” fortalte Vera Vang om oplevelsen af at være adskilt fra sin fængslede mand og mærke usikkerhed ved aldrig at vide, hvem der denne nat blev taget eller tortureret eller dræbt.
Nogle bidrog som Vera ved at skjule folk i deres hjem, andre på endnu mere risikabel vis ved at deltage i sabotagehandlinger, og når jeg finder parallellen mellem besættelsestiden og corona-foråret lidt uholdbar, skyldes det den oplagte omstændighed, at der er en grundlæggende tryghed til forskel.
Medmindre man er én de få, der bliver alvorligt syg, oplever mange for tiden en relativt tryg ventetid. Under Besættelsen var man oppe imod en destruktiv menneskelig magt, mens vi i dag står over for en naturkraft, som vi en dag vil have opfundet et middel imod.
For flertallet i dette land består omvæltningen lige nu i nødvendigheden af at spekulere over de mange behagelige vaner, der så længe er blevet taget for givet. Ingen af os behøver til gengæld at overveje, om man skal kaste sig ind i en livsfarlig modstandsbevægelse, og mens de fleste nok af og til har overvejet, om man mon ville være én af dem, der turde satse sit liv, når det gjaldt, gør coronatiden os ikke klogere angående dette store eksistentielle spørgsmål.
Vi får ikke prøvet vores mod og måske heller ikke vores tro – kirkerne er jo som bekendt stadig både lukket, boltet og svejset til.
Vi får derimod skærpet vores indsigt i, hvordan vi siden Besættelsen har udviklet et velfærdssamfund og en velfærds-livsstil med rejser og fest og et endeløst slid på kloden, der næppe blot kan fortsætte. Der er bestemt meget at lære af denne coronatid, men det er på en ganske anden måde end under Besættelsen. Ikke mindst er der modet til forskel.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.