Søndagsordet: Måske er det et menneskeligt vilkår først at forstå bagefter.

Fjerde søndag efter påske

Johannesevangeliet kap. 8, 28-36

Johannesevangeliet er skrevet i bagklogskabens klare lys. ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er,” siger Jesus til sine disciple, og nu, i tiden mellem påske og pinse, prøver vi ligesom disciplene at tænke over begivenhederne og forstå, hvem Jesus var, og hvad hans liv, død og opstandelse betød. I bagklogskabens klare lys.

Måske er det et menneskeligt vilkår først at forstå bagefter. "Hvis ikke Herren havde været med os," siger salmisten i Det Gamle Testamente, når han tænker på de ulykker, der gennem tiden havde truet hans folk. Når han ser tilbage, forstår han, at det var Gud, der frelste dem ud af faren.

Eller som Paulus, der på vejen til Damaskus blev standset af et himmelsk lys, hørte Jesu stemme og med ét forstod, at det var hans egen hårdhed, der forhindrede ham i at se, at den mand, han havde forfulgt og fordømt, kom fra Gud med det budskab, mennesker siden tidernes begyndelse havde længtes efter: Budskabet om, at Gud ikke vogter på vores fejltrin, men lader os leve som elskede, frimodige mennesker uden frygt.

”Når I får ophøjet Menneskesønnen” – her efter påske kæmper vi stadig med at forstå og tro, at Guds tilgivelse er den befriende sandhed, Jesus levede og døde for at bringe til os. Og at vi ikke skal bruge kræfter på at vise Gud og hver mand, hvor kloge og fuldkomne vi er. Det er udmattende og stressende. Frie mennesker bliver vi ved i tro at høre evangeliet og ved Helligåndens hjælp se Jesu opstandelse som Guds tegn til os på, at vi tør stole på hans ord og hans tilgivelse. Også da han, ophøjet på korset, bad for os: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!”.

I tiden mellem påske og pinse ser vi tilbage mod påsken. I bagklogskabens klare lys. Men foran os ligger pinsen med løftet om, at vi i Helligåndens klare lys kan gå ud i foråret og frimodigt leve i troen på, at vi er sat fri til at elske hinanden.

Helligånden lignes ofte med en fugl. En due. Måske er den mere som en gærdesmutte, der som Sten Kaalø skriver i et digt, ”blir væk for blikket”. Den vil ikke betragtes, men lader os leve i vished om, at den er der. 

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen.

Denne tekst skulle have været bragt i Kristeligt Dagblad lørdag den 14. maj, men bringes i stedet i dag sammen med søndagsordet for femte søndag efter påske på side 8. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.