Søndagsordet: Mannakorn

Midfaste søndag

Johannesevangeliet 6, 1-15

Som ny præst blev jeg sommetider under husbesøg præsenteret for en lille æske med sedler, hvorpå der var trykt forskellige skriftsteder. De blev – med henvisning til den manna, israelitterne levede af i ørkenen – kaldt ”mannakorn”, og jeg trak så et skriftsted, ligesom man trækker et nummer i en tombola. Bagefter talte vi sammen om netop det skriftsted og gjorde det til udgangspunkt for samtalen.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste søndagens evangelium om Jesus, der bespiser en stor folkeskare med to fisk og fem små bygbrød, og hvor jeg faldt over et enkelt ord midt i fortællingen: ”og Jesus tog brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der”. Ordet "takkede" slog mig som et nøgleord eller, ja, et ”mannakorn”.

I Luthers lille katekismus skriver han om bønnen om det daglige brød i Fadervor, at ”Gud giver dagligt brød, også uden vor bøn, endog til alle onde mennesker; men vi beder i denne bøn, at han vil lade os skønne på det og modtage vort daglige brød med taksigelse”. Det daglige brød er tegn på Guds omsorg, og derfor siger vi tak.

I dag regner vi ofte dagligt brød for en selvfølge og glemmer at sige tak. Måske fordi vi også har glemt brødets symbolske betydning på Guds omsorg og på vores menneskelige fællesskab? Jeg læste engang en beretning fra Anden Verdenskrig, hvor tyskerne kom til en landsby på Balkan og deporterede en stor del af den mandlige befolkning. De satte dem på togvogne for at køre dem til et ukendt bestemmelsessted. Resten af beboerne var magtesløse, men de gik ned til vognene med brød og gav det til fangerne. For at vise omsorg, for at vise, at de stadig var del af fællesskabet.

Der er noget helligt ved brød. Da Jesus indstiftede nadveren, tog han igen brødet, takkede og brød det og gav det til sine disciple, for at de skulle have ham i deres erindring, ja, for at han og hans ord skulle leve i deres liv og fællesskab.

Evangeliets ord om Jesu tak blev et ”mannakorn” med tanke på, hvad vi mister, hvis vi glemmer at sige tak for dagligt brød. Bevidstheden om Guds omsorg? Om vores menneskelige fællesskab? I sidste ende taknemligheden for livet?

Søndagsordet skrives på skift af domprovst i Ribe Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.