Søren Brostrøm. For to år siden var han en måske nok magtfuld, men ukendt direktør for Sundhedsstyrelsen, som fra sit kontor på Islands Brygge rådgav regering og sundhedsvæsen om implementering af kræftpakker og udrulning af HPV-vacciner. Siden blev han danskernes fortrolige, myndighedernes ansigt på to års coronabekæmpelse, en atypisk tv-stjerne, som på myndigt og roligt nordårhusiansk har fortalt os alle sammen, hvad vi skulle gøre – og især hvad vi ikke skulle gøre.
Det glæder han sig til ikke at skulle gøre længere. Det meste af denne uge har Søren Brostrøm tilbragt i Geneve, hvor han som medlem af WHOs bestyrelse har diskuteret den næste fase i den globale pandemi-bekæmpelse, samtidig med at Danmark forbereder sig på en tid uden restriktioner. I den schweiziske diplomat-by kan Brostrøm høste roser fra kolleger i hele verden. Danmark er blevet en international succeshistorie, en slags ukronet verdensmester i coronahåndtering.
”Der er meget stor respekt for og anerkendelse af, hvad vi er lykkedes med i Danmark. Det mine kolleger typisk fremhæver, er den meget høje tillid til myndighederne, den meget høje vaccinedækning, og så er de meget imponerede over vores datastyring og vores transparens. Vi har simpelthen haft styr på epidemien, på antallet af smittede og på vores indlagte.”
Det er svært at afvise Brostrøms ord som utidig selvros. I stort set alle internationale opgørelser over lande, der har klaret sig bedst gennem coronakrisen, ligger Danmark i top. Økonomisk, i forhold til vaccinedækning og antallet af døde. Nøglen er tillid, og Brostrøm understreger, at det hverken er hans eller Sundhedstyrelsens fortjeneste.
”Det er noget, der ligger i vores samfund i forvejen. Og det gælder både den horisontale tillid, den vi har til hinanden, og den vertikale tillid til myndighederne. Og det sidste er jeg meget ydmyg over for, for det er årsagen til, at vi er lykkedes med mange af de tiltag, vi har besluttet. Det ligger uden for min faglighed at pege på årsagerne til, at vi har den tillid til hinanden. Jeg kan blot konstatere, at den findes, og at det er nøglen til vores succes.”
Det betyder ikke, at der ikke er noget at komme efter. For det er der. Og det medgiver Brostrøm gerne.
”Det har været en krise af historiske proportioner. Jeg tror ikke, vi har haft en lige så indgribende samfundskrise siden Besættelsen – og vi har ikke haft en tilsvarende stor sundhedskrise siden den spanske syge i 1918 – så der er ingen tvivl om at det har været stort. Og der er ingen tvivl om, at vi – både i Sundhedsstyrelsen og generelt blandt myndigheder – har truffet nogle beslutninger, som vi aldrig havde forestillet os, at vi skulle træffe. Og vi har selvfølgelig overvejet, om det var det rigtige at gøre.”
Det er ikke sådan, at der er specifikke beslutninger eller restriktioner, som Søren Brostrøm fortryder. Men der er ting, bestemte scenarier og utilsigtede konsekvenser, som fortsat plager ham. Besøgsrestriktionerne på landets plejehjem i 2020 er en af dem.
”Det hænger også sammen med, at restriktioner er blevet implementeret meget forskelligt. Nogle steder endte det desværre i nogle meget uværdige scenarier. Altså, når et ægtepar gennem 50 år, hvor den ene er kommet på plejehjem, ikke havde mulighed for at være sammen. Det synes jeg var meget uværdigt. Noget tilsvarende fandt sted på sygehuse, hvor man skulle være meget syg for at få besøg af selv nærmeste pårørende. Det synes jeg også var uværdigt.”
Søren Brostrøm oplevede det selv, fortæller han.
”Min mor var alvorligt syg igennem hele coronatiden, og jeg mistede hende i sommer. Hun var indlagt på sygehus i flere perioder, hvor der var besøgsrestriktioner. Mange danskere har stået i situationer som den – og jeg kan ikke komme på et mere dækkende ord end uværdigt.”
Har der manglet en skønsomhed – eller en evne til at tolke restriktioner ud fra almindelig sund fornuft?
”Jeg vil sige det sådan – og det er noget, jeg har reflekteret meget over – at medier, kommuner, skoler med videre har fremstillet mange restriktioner og anbefalinger meget en-til-en. Nu siger Sundhedsstyrelsen eller regeringen sådan og sådan. Og der har været en enorm loyalitet og tillid til vores anbefalinger. Men vi skal også erkende og lære af, at vi er et samfund, hvor den slags ting bliver tolket og forstået meget forskelligt. Og at det er godt sådan. Vi skal vænne os af med at forvente den der meget instruktive myndighedsudøvelse.”
Danskerne og døden
Det vakte en del opsigt, da statsminister Mette Frederiksen (S) i april 2020 omtalte ethvert dødsfald som en tragedie. I banal forstand rummer statsministerens udtalelse selvfølgelig noget sandt, men det er ligeså klart, at udsagnet skurrer i ørerne på en sundhedsøkonom eller en læge, som hver dag foretager talrige afvejninger af omkostninger til bestemte behandlinger og priser på medicin.
De er sat i verden for at forebygge og udskyde døden, men ved bedre end de fleste, at den er et vilkår for os alle. Søren Brostrøm vil ikke kommentere statsministerens udtalelser direkte, men han vil gerne fortælle om sit syn på liv og død.
"Jeg har været læge i 30 år, og en central del af lægerollen er at forebygge lidelse og redde liv, men jeg ved også med usvigelig sikkerhed at vi alle sammen dør, og at udgangen af lidelsen i kraft af døden kan være en befrielse. Så naturligvis er vores hovedopgave at redde liv, samtidig er vi meget bevidste om, at man ikke kan lindre al smerte, hindre al lidelse og forebygge al død. Det kan man ikke, og det skal man ikke.
Når en sundhedskrise, som den vi netop har været igennem, rammer Danmark, er det heller ikke alle dødsfald vi kan eller skal forebygge, men vi skal gøre, hvad vi kan for at minimere lidelsen. Og det har været det primære sigte med den indsats vi har gjort – at gøre, hvad vi kan for at forebygge uønsket sygdom og død og at bringe vores velfærdssamfund helskindet igennem."
Men er det blevet en udfordring for jer som sundhedsmyndigheder, at mange i dag ikke vil acceptere døden som vilkår, men netop betragter den som en tragedie, der i hvert tilfælde skal udskydes så længe som muligt, koste hvad det vil?
”Nej, det er jeg ikke enig i. Jeg tror snarere, at mange har svært ved at tale om døden. Og den diskussion vi har nu i forbindelse med covid-19 og død, er overhovedet ikke ny, den har vi haft længe for eksempel på kræftområdet, hvor vi har stort fokus på smertelindrende behandling og palliation. Fordi vi kan mere og mere som lægevidenskab i forhold til at redde folk fra døden af kræft, men det er ikke det samme som at al behandling skal gives altid. Det har jeg selv set skride inden for lægevidenskaben inden for mine tre årtier som læge. For eksempel at man er begyndt at give aktiv behandling i det palliative forløb, hvor man egentlig må sige at behandlingen er udsigtsløs, og hvor skadevirkninger overstiger gavn. Den udvikling er jeg ked af. Det bliver måske gjort, fordi det er muligt, og fordi det efterspørges af pårørende og patienter. Men jeg tror det er vigtigt, at vi bliver bedre til sammen at tage den samtale om døden, selvom det er svært for patienter, for pårørende og for lægerne.
Under denne pandemi har vi også set, hvor forskellige mennesker er. Nogle har været ekstremt dødsangste, både på egne og på pårørendes vegne, men også bekymrede på samfundets og andres vegne. Og så er der andre der har været det modsatte – og det fortæller noget om vores livssyn og vores bekymringsniveau. Den samtale er vigtig at få taget som samfund.”
Splittelse i samfundet
Selvom Danmark har klaret sig godt igennem krisen på de fleste målbare parametre, er det ikke sket uden ridser i lakken. Og den splittelse i samfundet, som præger coronahåndteringen i mange vestlige lande, er også kommet til Danmark, ikke mindst det seneste halve år. Det er dog ikke en splittelse, der giver Søren Brostrøm anledning til bekymring.
”Det er rigtigt, at der er uenigheder under epidemien, både omkring opfattelse af sygdom, opfattelse af risiko, tiltag, frihed i forhold til samfundsbeskyttelse og ikke mindst i forhold til vacciner. Men jeg er ikke voldsomt bekymret over det, og jeg synes også, at polarisering er for voldsomt at sige om det meste af det, vi ser i Danmark."
I international sammenhæng ligger Danmark meget meget lavt i forhold til niveauet af polarisering, og vi ligger ekstremt højt i tillid. Der er en meget høj tillid til videnskab og til sundhedsmyndigheder i Danmark. Også højere end nogen af vores nabolande. Det er det, der gør, at vi har så høj tillid til vacciner, og til de anbefalinger, vi har lavet, og derfor er polariseringen beskeden. Det er ikke det samme som at jeg ignorerer det. Og vi har gjort meget ud af fra Sundhedsstyrelsens side ikke at have en os og dem-kommunikation, og vi taler ikke om "anti-vaxxere", "sølvpapirshatte", og hvad folk ellers finder på at sige. I Stedet vil vi gerne tage samtalen og dialogen.
Polarisering vil der altid være, også i et frit og åbent samfund som vores. Jeg synes ikke, man skal søge enighed om alt, og heller ikke søge blind tillid til myndighederne, for det er aldrig sundt. Så egentlig synes jeg, vi er et meget godt sted."
Men krisen har været med til at forstærke nogle forskelle i befolkningen. Og blotlagt en sårbarhed hos nogle grupper. Hvordan vil I som sundhedsmyndighed håndtere de eftervirkninger?
"Vores bekymring er primært rettet mod den unge genration og på mennesker med psykiske lidelser. Det kan vi også se internationalt, at det er grupper, som særligt har oplevet konsekvenserne af pandemien. Ensomme ældre kan man også godt nævne, men det synes jeg også, vi har været meget opmærksomme på.
Men det er klart, at der har været et trivselstab for børn, der har været hjemsendt fra skole. Og der kan godt nogle udsatte børn og unge, hvor der er noget, der skal indhentes. Og jeg vil være ked af det, hvis der er nogen, der bliver tabt. Men generelt tror jeg godt, det kan vindes ind igen. Og så skal vi huske, at der faktisk også har været nogle positive effekter af krisen. Mange familier har set mere til hinanden – og det har forbedret mange børn og unge trivsel, at de har set deres familier mere."
Nekrolog bliver i skuffen
En af de markante eftervirkninger af den globale coronakrise, som mange forskere og intellektuelle over hele verden har peget på, er en forskydning i forholdet mellem individ og stat. Den personlige frihed har tabt mange slag til statens bestræbelser på at sikre befolkningen mod smitte.
”Der er ingen tvivl om, at prisen for epidemikontrol har været frihedsbegrænsning. Der er lavet politiske beslutninger, som vi nok ikke havde troet muligt – forsamlingsforbud er bare ét eksempel. Men set i internationalt perspektiv har Danmark jo langt fra været det mest restriktive land. Der har været lande med lange udgangsforbud, hvad vi aldrig nogensinde har anbefalet i Danmark, lande der indfører vaccinetvang eller bøder for ikke at være vaccineret, det vil aldrig være noget, jeg nogensinde vil anbefale som direktør for Sundhedsstyrelsen i Danmark. Samlet set synes jeg, vi har haft en balance, som er et frit og demokratisk land værdigt.”
Andre vil se en risiko for, at stat og myndigheder under coronakrisen faktisk har set, hvor meget de faktisk har magt til. Og at det kan blive fristende også frem over – hvis nu mundbind, eller lidt afstand kan forhindre smitte og indlæggelser?
”Der er ingen tvivl om, at vi får et andet forhold til smitsomme sygdomme. Og hvis det er sådan, at covid-19 viser sig at være en tilbagevendende sæsonbyrde i stil med influenza, så kan man sige, at vinteren i Danmark bliver endnu mere træls, fyldt med snot og host og sygdom, også død. Så skal vi nok vænne os til nogle flere vacciner, og vænne os til ikke at gå på arbejdet, hvis vi er snottede har feber.
Og det er jo rigtigt, at forhold mellem stat og individ, og vores forhold til frihed har været anderledes under krisen. Men det er sket i et stærkt demokrati som det danske. Stort set alle restriktioner og lempelser af samme har været relativt brede politiske forlig og lovgivning. Det synes jeg er afgørende.”
Kan vi skrive coronakrisens nekrolog?
”En nekrolog kan man jo altid have liggende i skuffen. Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for den. Men nej, jeg tror ikke, at vi kan skrive covid-19s nekrolog. Jeg tror heller ikke, vi slipper helt af med den her sygdom. Vi har længe haft kontrol med pandemien, men det har selvfølgelig haft nogle omkostninger, og jeg tror, vi ser ind i en fremtid, hvor vi kan leve med den her sygdom og finde måder at leve med den uden at det paralyserer vores samfund, og uden at det optager os så meget som det har gjort de sidste to år – det er jeg fortrøstningsfuld og optimistisk omkring.
Så vil jeg overlade den videre fortolkning til befolkningen og medierne. Og det er ikke fordi, jeg skal tækkes medierne, men overordnet har jeg været imponeret over danske mediers indsats under denne krise. Vi kan også se, at mange borgere har søgt mod de etablerede medier efter god og afbalanceret journalistik. Det er en kæmpestor styrke for vores samfund, ikke mindst i en tid, hvor vi kan se det radikaliserende potentiale i debatten på andre platforme.”