Søren Pape vil kæmpe for store bededag: Kirkens traditioner forsvinder, hvis ikke vi siger fra

Afskaffelsen af store bededag er en fejl, som bør stoppes hurtigst muligt, skriver De Konservatives formand Søren Pape Poulsen

"Der er altid et argument for forandringerne, men hvis vi ikke stopper op og trækker en streg i sandet, så visner værdierne," skriver Søren Pape Poulsen.
"Der er altid et argument for forandringerne, men hvis vi ikke stopper op og trækker en streg i sandet, så visner værdierne," skriver Søren Pape Poulsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Danmarks nye regering har mangt og meget på programmet og bestemt også mange emner, som jeg ser mig selv og Det Konservative Folkeparti engagere sig i og forhandle løsninger om. Om det er reformer af jobcentre, frihed til ældre, stærkere erhvervsuddannelser, større arbejdsudbud eller lavere skat eller et stærkt forsvar, så er vi mere end klar.

Men der er tidsler, som vi ikke forstår eller ser os selv i. For alt i denne verden handler ikke kun om arbejdsudbud og økonomi.

Afskaffelsen af store bededag er en fejl, som bør stoppes hurtigst muligt. Som konservativ er det vigtigt for mig at værne om vores kultur, historie og de værdier og dybe rødder, vores samfund står på.

Nogle vil sige, at det jo “bare” er en samling af helligdage, og hvad gør det? Der er meget mere på spil. Kirken og vores traditioner i den skal vi kæmpe for. Når vi først begynder at give køb på dem, så forsvinder de skive for skive, indtil der ikke er mere.

Vi så det under corona, hvor kirken var i samme gryde som alt andet. Det blev ikke af mange set som noget særlig vigtigt. Kirkedøren var lukket i påsken. Jeg husker det stadig. Og det måtte vi så bare leve med.

Der er altid et argument for forandringerne, men hvis vi ikke stopper op og trækker en streg i sandet, så visner værdierne. Der er ikke brug for at afskaffe store bededag. Det er bare nemt for nogle politikere. Og fortællingen om, at det er for at finde penge til forsvaret, er rent spin. Penge har ingen farve. De kommer ind og ud af samme kasse.

Der er få steder, hvor vi efterhånden i vores samfund kan sidde og bare være. Uden at skulle præstere noget eller være noget eller nogen. Men det kan vi i kirken. Og hver en dag vi går ind ad kirkedøren, findes netop denne ro. Også derfor skal vi holde fast i store bededag.

Søren Pape Poulsen er formand for Det Konservative Folkeparti.