Prøv avisen
Refleksion

Sørine Gotfredsen: 2017 blev kvindernes bekymrende år

illustration: søren mosdal

Jeg tror, at vi nærmer os et punkt, hvor flere vil føle trang til at træde ud af den strøm, hvor den politiske korrekthed nu virkelig udlever det potentiale, den altid har haft - det dømmende og udrensende, skriver Sørine Gotfredsen

År 2017 er blevet kaldt kvindernes år. Det skyldes først og fremmest den store #MeToo-kampagne, der har domineret de seneste måneder så meget, at mange taler om en revolution, der på blivende vis vil ændre forholdet mellem kønnene. Det er muligvis overdrevet, men det er ikke forkert, at flodbølgen af vidnesbyrd fra kvinder, der anklager mænd for at have krænket dem, har ramt tungt – i mere end én forstand.

Feministernes store år blev indledt med drivkraft fra en dyb harme over USA’s præsident Donald Trumps omtale af kvinder som objekter, der kan behandles efter behov, og de første anklager opstod i den amerikanske filmindustri med filmproducent Harvey Weinstein i centrum. Siden har hævnen været sød, magtfulde mænd er faldet på stribe, og man sidder tilbage med en følelse af, at også ødelæggende kræfter kan være sluppet fri.

Naturligvis sympatiserer man med de kvinder, der er blevet alvorligt krænket, og som nu har fået ny luft, men samtidig opstår et vemod ved tanken om de følgevirkninger, der kan blive en del af vores virkelighed. En ny kløft mellem de to køn, en forkrampelse af vores frie omgang med hinanden og en fortsat undertrykkende effekt fra den identitetssyge, der har besat den vestlige verden.

Set i det lys har 2017 været et forstemmende år.

For mens alle vel er enige om, at overgreb og chikane er forkasteligt, har #MeToo-fænomenet udviklet sig til noget, der minder om ideologisk udrensning. Den slags sat i system forbinder man ofte med strejf af noget totalitært, og kræfter af den art vokser typisk frem i åndeligt set magre tider. Det er således oplagt at se vor tids identitetspolitiske både dømmende og eksekverende kult som en form for erstatningsreligion.

Mens der længe i vor kultur er blevet lagt afstand til det religiøse og med klassisk vestligt selvhad først og fremmest kristendom, er den intense dyrkelse af ”min helt særlige identitet” i stedet taget til. Kønskampen udgør lige nu for mange en kolossal kilde til livsindhold, og det er fristende midt i medvinden at indtage rollen som endnu et offer med en personlig lidelseshistorie. Stor eller lille. Og i modsætning til det menneske, der udviser sandt mod ved at gå imod strømmen, lader tusinder sig nu drive med strømmen, hvormed kræfterne jo så nemt ryger ud af kontrol.

Vi oplever en massebevægelse af den slags, som Søren Kierkegaard forudså som en af de største farer ved den moderne verden, fordi den enkelte midt i de vilde kræfter kan gå under. Ikke mindst i religiøs forstand. For når man trækkes med af flokkens definition af sandhed, bliver det sværere at finde sin egen og et forhold til Gud, og syndsbevidstheden trænges væk af den kollektive selvretfærdighed.

Da DR anden juledag så tilbage på 2017, foregik det i netop denne flokstyrede mentalitet, der er med til hver dag at forme en befolkning. Blandt andet havde man indbudt tre yderst ekshibitionistiske feminister, der næsten uimodsagt kunne sidde og hylde #MeToo-bevægelsen, alt imens andre vinkler på tingene stort set blev forbigået.

For eksempel har filminstruktør Christian Tafdrup senest udtalt, at kampagnens henrettelse af filmproducent Peter Aalbæk Jensen er helt ude af proportioner: ”(...) han er ét af de mennesker, jeg dårligst kunne forestille mig udnytte en magtposition til noget seksuelt,” udtalte Tafdrup forleden. Men ud røg Aalbæk i 2017. Dømt og dæmoniseret, og DR følger strømmen i den ensrettende atmosfære, hvor alle ordentlige mennesker formodes at mene det samme.

Dog tror jeg, at vi nærmer os et punkt, hvor flere vil føle trang til at træde ud af den strøm, hvor den politiske korrekthed nu virkelig udlever det potentiale, den altid har haft. Det dømmende og udrensende.

Meget i dag handler om individets ukrænkelighed, men samtidig krænkes vi indirekte gennem en mental ensretning med en smalt vedtaget sandhed, hvilket DR’s medløberi så klart illustrerer. Men der vil komme modreaktioner, og 2017 kan også ses som året, hvor identitetsvanviddet, offerdyrkelsen og krænkelsessygen nåede så store højder, at flere kan se, at det ender ulykkeligt. Ved den erkendelse kan der opstå længsel efter, at vi kan være mennesker, før vi er et køn eller en race eller en hudfarve.

Der kan – som Søren Kierkegaard beskriver det – opstå mulighed for besindelse for den, der ønsker i sandhed at være en enkelt. Altså en enkelt i forhold til Gud og ikke i forhold til tidens identitetspolitiske definition. Vi skal bekæmpe menneskets ulyksalige grundskade – en stræben efter at ville skabe sig selv frem for at prise sig lykkelig for allerede at være skabt. Og muligvis ser vi allerede de små tegn nu, hvor flere er begyndt at tale om kirke og kristendom og Gud selv som noget, der på ny giver mening i tilværelsen.

Der foregår en vis åndelig bevægelse, og mens det er muligt, at 2017 kan kaldes kvindernes år og forhåbentlig for nogen førte noget godt med sig, er det først og fremmest set herfra et år, der kalder på besindelse, fordi identitetstænkningen er gået amok. Og når man begynder at mærke, at man selv kan drukne i den, opstår længslen efter noget andet samt håbet om, at det nye år kan bringe os noget bedre.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.