Sørine Gotfredsen: Alle kan tage fejl, men de politiske kommentatorer gør det meget ofte

Der er lige så meget tale om tilfredsstillelse af et kunstigt behov som om nødvendig nyhedsformidling, når TV2 News kører alle døgnets timer

Alle kan tage fejl, men de politiske kommentatorer gør det meget ofte, hvilket sikkert skyldes, at man nødvendigvis må sige en del sludder, når man taler konstant, skriver Sørine Gotfredsen.
Alle kan tage fejl, men de politiske kommentatorer gør det meget ofte, hvilket sikkert skyldes, at man nødvendigvis må sige en del sludder, når man taler konstant, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Leif Tuxen.

TIDEN FLYVER, og det var i går præcis 10 år siden, at TV 2 News kom til verden. Man talte dengang en del om, hvorvidt det gav mening at sende nyheder hele døgnet, og der blev grinet ad kanalens smarte helikopter, der skulle overvåge verden fra oven. Samt den generelle journalistiske selvhøjtidelighed, der prægede hele projektet.

Her 10 år efter er der stadig grund til at sætte spørgsmålstegn ved kanalens nødvendighed.

For mens den for nogen er blevet et selvfølgeligt baggrundstæppe af opdateringer og vejrudsigter, mener jeg stadig, at den kan undværes. TV 2 News udmærker sig ganske vist af og til med længere samtaler og den mere seriøse oplysning, men mest af alt skaber kanalen en accelererende effekt i nyhedsstrømmen, der nærer følelsen af, at verden nærmest fra minut til minut skyller ind over os.

NOGET AF DET MEST TRÆTTENDE i denne strøm udgøres af de mange politiske analyser, ikke mindst udfoldet i ”Tirsdagsanalysen”, hvor Peter Mogensen og Michael Kristiansen i årevis har siddet som Knold og Tot og talt om livet på Christiansborg.

I anledning af fødselsdagen blev de forleden godmodigt konfronteret med et par vildskud. For eksempel konkluderede Kristiansen i juni 2014, at Lars Løkke Rasmussen var færdig som Venstres formand, hvorefter samme Rasmussen på et kaotisk møde i Odense beholdt sin titel.

Og Mogensen udtalte på et tidspunkt yderst skråsikkert, at Liberal Alliance ikke havde en chance for at manifestere sig i Folketinget, eftersom partiet var under afvikling. I dag er det en del af regeringen.

Alle kan tage fejl, men de politiske kommentatorer gør det meget ofte, hvilket sikkert skyldes, at man nødvendigvis må sige en del sludder, når man taler konstant.

Mogensen og Kristiansen er primært underholdere, og da de forleden blev spurgt om, hvorfor de løbende tager fejl, lød svaret, at visse ting bare er umulige at forudsige. Helt korrekt, og derfor forekommer deres virksomhed ofte lidt meningsløs, hvilket får én til at overveje, om ikke TV 2 News har bidraget til befolkningens generelle politikertræthed.

Vi udsættes for en absurd overfodring fra det politiske univers, der trætter på cirka samme måde som en middelmådig tv-serie, og Mogensen og Kristiansen er blandt de mest udprægede repræsentanter for det.

DER SKAL SÅLEDES I DENNE UGE lyde et noget forbeholdent tillykke til TV 2 News med de 10 år.

Kanalen gør os indimellem klogere, det skal siges, men den har også skabt en tilstand af breaking news-hysteri, tom snak og endeløs træden vande, der ofte bringer tingene ud af proportioner.

Der er lige så meget tale om tilfredsstillelse af et kunstigt behov som om nødvendig nyhedsformidling, og talestrømmen på kanalen skaber en stemning af, at det vigtigste er, at nogen bliver ved med at sige noget i alle døgnets 24 timer.

Vi vidste godt i forvejen, at verden aldrig står stille. TV2 News presser hvert minut denne kendsgerning ned over hovederne på os, og spørgsmålet er, om det for alvor gavner nogen.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.