Prøv avisen
Mediekommentar

Blachman repræsenterer det klassiske hovmod, hvor man vil forme mennesket efter sin egen utopi

I hvert fald udbrød Blachman i én af ugens kaotiske samtaler i det tv-medie, der som intet andet har båret ham frem: ”Jeg keder mig ad helvede til i det her land!”. Man tror det gerne. Men hvorfor skal det gå ud over folkeskolen, spørger Sørine Gotfredsen. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Blachman kan virke i øjeblikke, når hans musikalske sprogtone rammer rent, men hurtigt falder flødeskumskagen sammen, og var det ikke for denne mærkelige råbe-teknik, ville han i enhver debat være udmanøvreret på få sekunder, skriver Sørine Gotfredsen

Kampen raser fortsat om folkeskolen, og for tiden er det ”X Factor”-dommer Thomas Blachman, der vil bane nye veje. DR har sendt den lille serie ”Blachman på skemaet”, hvor en 8.-klasse i Hvidovre i løbet af seks uger har haft besøg af Thomas Blachman, der vil hjælpe dem i kontakt med deres kreative idérigdom.

Først og fremmest står det efterhånden klart, at DR er uhjælpeligt forelsket i Thomas Blachman. Han siger vilde ting og trækker seere til og kan placeres i forskellige sammenhænge. For nogle år siden blev han sendt til en lille by for at lære danskerne at komme hinanden ved, og nu er turen altså kommet til folkeskolen.

I denne uge blev programmerne evalueret, og mens der ikke er grund til at betvivle, at Thomas Blachmans hjerte banker varmt for børn og unge, kan det være svært at forstå begejstringen for hans virke. Og bedst som man sad og følte sig lidt desillusioneret over det generelle knæfald for kaotisk ordstrøm, viste det sig, at der stadig findes fornuft. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) slog i mandags fast, at ”nej, vi skal ikke have mere ’X Factor’ i folkeskolen”. Og der var også modstand i onsdags i en lidt spøjs udgave af P1 Debat, hvor Blachman selv var til stede og om og om igen gentog sin remse om at sætte mennesket frit og generere mere kærlighed. Manden er et studie værd.

For eksempel kan det observeres, at Thomas Blachman råber mere og mere, som sætningen skrider frem, hvilket ofte er et tegn på, at substansen er svag, og at den talende inderst inde selv ved det. Blachman kan virke i øjeblikke, når hans musikalske sprogtone rammer rent, men hurtigt falder flødeskumskagen sammen, og var det ikke for denne mærkelige råbe-teknik, ville han i enhver debat være udmanøvreret på få sekunder.

Man aner i Thomas Blachman både spor af tv-epoke, forsinket 68’er-tænkning, rent anarki og en grundtone af vrede, og det er der ikke i sig selv noget galt ved. Men de overfladiske antagelser står i kø, når han udlægger teksten. For eksempel når han argumenterer for et fag, der skal lære eleverne at være kreative, og glemmer, at kreativitet ikke er et fag. Kreativitet udspringer af faglighed, viden og dannelse, og mens der selvfølgelig findes originaler, der kan splintre alle rammer, er hovedparten af os ret gennemsnitlige og skal klædes på, inden vi kan blomstre. Dette forstår prorektor og forsker i pædagogik Alexander von Oettingen, der i P1-diskussionen sagde, at Blachman foretager et pædagogisk overgreb, når han vil presse kreativitet ud af eleverne i forventning om, at alle uden videre har den i sig. Netop. Thomas Blachman repræsenterer det klassiske hovmod, hvor man vil forme mennesket efter sin egen utopi – eller måske efter sin egen eksistentielle kedsomhed. Hvem ved.

I hvert fald udbrød Blachman i én af ugens kaotiske samtaler i det tv-medie, der som intet andet har båret ham frem: ”Jeg keder mig ad helvede til i det her land!”. Man tror det gerne. Men hvorfor skal det gå ud over folkeskolen

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.

Thomas Blachman råber mere og mere, som sætningen skrider frem, hvilket ofte er et tegn på, at substansen er svag, og at den talende inderst inde selv ved det

Sørine Gotfredsen, debattør