Sørine Gotfredsen: Cykelsporten har hævet sig op over sit eget søle

Sommeren er proppet med sport- ikke mindst cykelsporten, og det danske eventyr i skikkelse af den 24-årige Jonas Vingegaard

24-årige Jonas Vingegaard (i gult) kørte over evne og endte som nummer to under årets Tour de France. Hvorfor fascinerer det cyklende menneske os så meget?
24-årige Jonas Vingegaard (i gult) kørte over evne og endte som nummer to under årets Tour de France. Hvorfor fascinerer det cyklende menneske os så meget? . Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix.

Vi befinder os i en af de somre, der er stopfyldt med sport. Fodboldlandsholdet greb som bekendt under EM mange danske hjerter, og skønt jeg har modtaget at par mails fra folk med behov for at meddele, hvor idiotisk de finder fodboldspillet, er det kommet for at blive.

Det samme gælder cykelsporten, og det største cykelløb af dem alle, Tour de France, blev atter i søndags afsluttet i Paris.

Også her med et dansk eventyr i skikkelse af den 24-årige Jonas Vingegaard, der kørte over evne og endte som nummer to, og TV 2 tog os forleden med til den lille by Hillerslev i Thy, hvorfra den unge stjerne stammer.

Sportspræstationer udgør et af vor tids markante elementer i folkelig selvbevidsthed og genopdagelse af små landsbyer, og cykelsportens status kalder på refleksion. Meget tog i dansk perspektiv fart i 1990’erne, da et kuld af dygtige ryttere som Bjarne Riis, Brian Holm og Rolf Sørensen skabte opmærksomhed og store seertal på TV 2.

De danske profiler var som de fleste andre dengang dopet til lejligheden, og mens ingen rigtig ved, hvor mange det gælder i dag, har cykelsporten overlevet som højt elsket fænomen. Også på TV 2.

Kanalen har igen dækket løbet som en traditionsrig julestue med de samme nisser i studiet – føromtalte Bjarne Riis, der taler så nølende, at man skulle tro, han fortsat har noget at skjule, og cykelekspert Henrik Jul Hansen. Det faste kommentatorhold på stedet har bestået af journalist Dennis Ritter og de tidligere ryttere Chris Anker Sørensen og Rolf Sørensen, der med årene er blevet en selvsikker institution bag mikrofonen. De har med andre ord gjort, som de plejer, og Tour de France er blevet TV 2’s frirum, en medie-legestue uden seriøs journalistik, hvor rytterne og reporterne mere og mere virker som sammenfiltrede kammerater.

Mens cykelsporten nærmest har hævet sig op over sit eget søle, er både TV 2’s sportsredaktion og seerne fulgt villigt med, og der må findes en forklaring på, at netop det cyklende menneske fascinerer så meget. Et bud på en sådan finder man i forfatter Henrik Pontoppidans erindringer ”Undervejs til mig selv”.

Her beskriver han, hvordan han som dreng i Randers i 1871 for første gang så en slags cykel, en mærkværdig konstruktion i form af ”en buldrende Thorskærre med to Hjul, det ene bag det andet”. Og Henrik Pontoppidan skriver profetisk: ”Underligt er det at tænke paa nu, da vi Mennesker ved Cyklen har faaet vor maaske ældste Drøm opfyldt og er bleven et bevinget Væsen, der stryger henover Landevejene saa let og luftigt som Svaler.”

Måske er det i sidste ende den gamle drøm om at flyve, der udgør essensen af overleverkraften i fænomenet cykelløb, hvilket jo også giver god mening al den stund, at de bedste ryttere ofte opkaldes efter fugle. Bjarne Riis blev, som mange nok husker, kaldt Ørnen fra Herning, og da TV 2 under besøget i Hillerslev bad en af de lokale om et bud på et kælenavn til bysbarnet Jonas Vingegaard, lød det prompte. Falken fra Thy. Intet nyt under himlen.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.