Sørine Gotfredsen: Nutidens kunstnere forvansker Holberg

Holberg var inspireret af oplysningstankerne og optaget af lighed og frihed, men han dyrkede ikke den mærkelige foragt for fædrelandet, der siden har bredt sig i Europa. Den røde pølse afslører det, skriver Sørine Gotfredsen

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

DER SPILLES HOLBERG for tiden. Og der kredses om danskheden. På Aarhus Teater opføres ”Erasmus Montanus” i en udgave, der behandler spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen har formet Danmark så meget, som det så ofte siges. Og på Folketeatret i København kan man for tiden opleve ”Den politiske kandestøber” pakket grundigt ind i tidens diskussion om det danske.

Dramatikeren bag bearbejdelsen af stykket, Thor Bjørn Krebs, hylder i forestillingens program Holbergs skarpe blik for et oppustet dansk selvbillede og overvejer, hvad vi skal med debatten om danskhed, som han tydeligvis finder ret meningsløs. ”Er danskheden en frikadelle? Er den en bajer?”, spørger denne dramatiker, og forestillingen kan begynde.

Salen var fyldt med unge mennesker, der her blev udsat for tidens velkendte hån og latterliggørelse, der i visse kunstnerkredse vedvarende drysser ned over landet og åbenbarer en mangel på vilje eller evne til egentlig at forstå, hvad der i disse år er på færde.

For eksempel udspilledes en scene, hvor hovedpersonen, kandestøber Herman von Bremen, der drømmer om at blive borgmester, sidder på kroen sammen med byens øvrige amatørpolitikere og har en ukvalificeret holdning til alt. De ønsker at værne om deres egen lille verden, ophøje den røde pølse og holde alt fremmed fra døren. Og med i selskabet er naturligvis en skrap lyshåret kvinde, der ser det som sin mission at forskanse sin hjemstavn mod alt tænkeligt. Pointen er vist sivet ind.

KASTER MAN ET BLIK på Holbergs stykke fra 1723, handler det imidlertid ikke om national selvtilstrækkelighed. Det handler om, at politikere bør findes blandt de bedst uddannede, mens andre – som for eksempel en kandestøber – skal blive ved sin læst. Holberg ville næppe hylde vor tids længsel efter færre akademikere i politik, for han så en klar populistisk fare i idéen om, at den jævne mand skal have del i magten.

Holberg var inspireret af oplysningstankerne og optaget af lighed og frihed, men han dyrkede ikke den mærkelige foragt for fædrelandet, der siden har bredt sig i Europa. Den røde pølse afslører det. For når man bruger netop dén som symbol på forfald og bøvet snæversind, har man ikke forstået, at den jo ikke blot er en rød pølse. Den er billedet på menneskets evige bestræbelse efter at klarlægge, hvem man er historisk, religiøst og kulturelt, og jo mere verden forandrer sig, desto stærkere bliver behovet for at finde ud af det.

Diskussionen raser her, den raser i Holland, ja, den raser overalt i Vesten, og alligevel gøres ”Den politiske kandestøber” til en plat komedie, der vil spidde dansk selvtilstrækkelighed og hule politikere, alt imens den blot reproducerer klichéer og overfladiske angreb på magthavere især til højre for midten. Dette er den danske indadvendte tone, når den er allermest iltfattig, og det må være en klar mulighed, at Holberg ville have rystet på hovedet, hvis han havde set sit værk proppet ind i en så uforstandig og fastfrosset ramme. For ham var det kandestøberen, der havde pustet sig op til en position, der fik ham til at falde igennem. Her er det kunsten og teatret selv.

MERE INTERESSANT ville det have været for Holberg at deltage i den reception, der forleden blev afholdt på Christiansborg i anledning af Pia Kjærsgaards 70-års fødselsdag. Her ville han sammen med os andre have hørt den fulde længde af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) tale til fødselaren.

I en erkendelse af at spørgsmålet om national identitet stikker langt dybere, end mange længe har troet, understregede statsministeren, at Kjærsgaard har været forud for sin tid. Havde Holberg stået dér med sin pindemad, var han måske blevet inspireret til en komedie om en europæisk udvikling, som kun de færreste havde forudset efter oplysningstid, rationalisme, verdenskrige, EU, Murens fald og globalisering.

Mon ikke han i modsætning til visse dramatikere og skuespillere på begavet vis ville have analyseret den splittelse, der i dag eksisterer mellem længsel efter folkelig forankring og fortsat forestilling om, at menneskeheden en dag på tværs af alle grænser vil blive ét.

Blandt de sidste, der kommer til at forstå dimensionen af denne historiske splittelse, er garanteret visse af landets kunstnere, der stadig blot latterliggør deres egen rede, fordi de ikke formår eller ikke ønsker at tænke dybt nok. Måske er det ligefrem dem – medlemmerne af den kunstneriske klasse – Holberg i dag ville have ironiseret over, fordi de så klart afslører nogle af de blinde vinkler i menneskenaturen, som han elskede at udstille.

I ”Den politiske kandestøber” kommer Herman von Bremen til sidst til fornuft og siger til sin tjener: ”Du skal brænde mig op alle mine politiske bøger, thi jeg kan ikke se dét for mine øjne mere, som har bragt mig i slige griller.” Herman von Bremen tager ved lære og indser, at hans verdensbillede har været for smalt og for indbildsk.

Noget af det mest interessante ved vor tid er at se, hvor mange af os der vil formå på den måde at se kritisk på det, man så længe har ladet sin personlighed læne sig op ad. Spørgsmålet er, om man kan. Og om man tør.

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.