I begyndelsen troede jeg, at det var for sjov. For eksempel da jeg for nogle år siden var til konfirmation, og præsten i sin prædiken citerede fra romanen Onkel Toms hytte og udtalte ordet ”negerkone”.
En ung mand, jeg kender, kommenterede det bagefter med så stor forargelse, at jeg først troede, at han lavede sjov med den følsomhed angående sproget, der var i færd med at vokse frem. Det gjorde han ikke.
Han var oprigtigt chokeret over, at nogen kunne finde på at sige dette ord, tilmed fra en prædikestol, og siden har jeg forstået, at intet er for sjov.
Woke-bevægelsen, som vi kalder den korrekthedskultur, der har bredt sig fra USA og mere og mere præger også den danske samtale, genkendes ikke mindst på én uhyggelig sætning. Den lyder sådan her: ”Det må man sikkert ikke sige mere...”
Jeg har den fra den unge forfatter, Peter Bitsch Hjortshøj, der forleden i en kronik i Berlingske beskrev, hvordan man hurtigt kan blive ekskluderet fra fællesskabet, hvis man siger det forkerte. Nogle ord er nu bandlyst, ligesom der findes holdninger, der simpelthen ikke godtages.
Længslen efter ubesmittet sandhed forsynes ofte med den fanatisme, der i dag er synlig i det stenhårde blik hos ham eller hende, der i woke-bevægelsens navn forarges over forkert sprog og forkastelige holdninger.
Hvis man for eksempel hævder, at der kun findes to køn, hvis man sorgløst siger ”indianer”, hvis man åbent kritiserer aspekter ved moderne feminisme og Metoo-bevægelse, hvis man mener, at et barn behøver både en far og en mor, og hvis man udtrykker træthed ved dyrkelsen af alverdens forskellige seksuelle selvopfattelser, idet ens privatliv vel ikke behøver at være alles anliggende. Hvis man bare ikke orker mere udpensling af identitet, og pludselig mærker andres fordømmelse.
Jeg har ofte selv prøvet det. Der bliver helt stille, mens den anden ser på én i en blanding af forundring og foragt, og vi må undersøge, hvad der mere præcist er på færde i vor epokes ensretning.
Den har naturligvis at gøre med en basal længsel efter at opnå renhed og godhed, hvilket i praksis har det med at udarte lidt skræmmende, når de vedtagne regler bliver til undertrykkelse af dem, der ikke adlyder.
Når den gamle tro på sandhedens givne omdrejningspunkt – det guddommelige – forvitrer, banes vejen for en mere og mere ubønhørlig menneskeskabt dogmatik, og Wolfram Eilenberger beskriver i bogen Troldmændenes tid, hvordan man i begyndelsen af det 20. århundrede, ikke mindst med filosof Martin Heidegger i spidsen, begyndte at opfatte René Descartes banebrydende tanker i 1600-tallet som "det vendepunkt, hvor det endegyldigt gik galt for den vesterlandske filosofi".
Problemet er, at Descartes med sin opfordring til at tvivle om alt ophøjede det tænkende og mere og mere selvbevidste individ som udgangspunkt for alt, og op gennem 1900-tallet udfoldedes dette selvbevidste individ jo blandt andet gennem marxisme og andre kompromisløse tankesæt.
Længslen efter ubesmittet sandhed forsynes ofte med den fanatisme, der i dag er synlig i det stenhårde blik hos ham eller hende, der i woke-bevægelsens navn forarges over forkert sprog og forkastelige holdninger.
Det menneske, som Descartes opfordrede til at tvivle om alt, tvivler her i 2022 ikke længere det mindste, men føler sig i stedet omsluttet af så megen sandhed, at enhver, der ikke underlægger sig, er en forræder. Og så vokser mængden af alt det, man ikke må sige mere.
Dette er en del af konsekvensen, når sandheden gradvist afkobles både historie og mytologi. Og også kristendom.
Desto vigtigere er det at glædes over, at det nu er påske, så vi atter kan lytte til den storslåede fortælling om, hvordan Jesus kæmper for individets værdighed ved at ride ind i Jerusalem, sætte sig til bords for sidste gang, lade sig korsfæste og dø og til sidst opstå fra graven.
Han gør det for i ethvert menneske at skabe tro på, at man trods sin manglende indsigt, renhed og godheds kraft er en elskelig skabning, og de mange woke-forkæmpere er børn af dette langt mere, end de sikkert selv ved. Eftersom ingen nok desværre har fortalt dem det.
De er børn af kristendommens tro på, at individet gennem Jesu ord og gerninger er blevet forsynet med pligten til ikke at fordømme nogen, hvor uenig man end er, og den kolde foragt, der netop i uenighedens øjeblik kan bryde frem i øjnene på en indædt woke-kriger, udgør et foruroligende tegn på, hvor meget den vestlige kultur har mistet kristen visdom. Og dermed tro på enhvers ret til ikke at underlægge sig det seneste menneskeskabte system af sandhed.
Også nogle af de unge begynder nu at ane problemet, da de som Peter Bitsch Hjortshøj oplever, hvordan selv den mindste holdningsafvigelse kan føre til eksklusion fra det fællesskab, de ellers er blevet opdraget til at opfatte som ét af de mest tolerante i hele verden.
Foren jer, unge mennesker, jer, der så småt forstår, hvordan ensretningen tager til. Brug disse påskedage til at blive mindet om, hvilken barmhjertighed i synet på hinanden, vores kultur oprindeligt hviler i. Og mens det er muligt, at man ikke må ønske dette for hinanden mere, vover jeg pelsen alligevel. Glædelig påske.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og debattør og forfatter Ali Aminali.