Sørine Gotfredsen: Der er noget gribende ved Jørgen Leths alderdom

Jørgen Leth håndterer sin alderdom med en rørende blotlæggelse af følelsen af at nærme sig døden, pointerer Sørine Gotfredsen

Programmet ”Leth og Pilgaard indtager Danmark” rummer blandt andet dybe samtaler mellem de to venner gennem mange år Jørgen Leth (th.) og Hans Pilgaard.
Programmet ”Leth og Pilgaard indtager Danmark” rummer blandt andet dybe samtaler mellem de to venner gennem mange år Jørgen Leth (th.) og Hans Pilgaard. Foto: TV 2.

Nogle personer er ved mediernes kraft blevet så etablerede iblandt os, at man kan få lyst til at vide, hvordan de har det. Et sådant menneske er Jørgen Leth, forfatter, filminstruktør, cykelekspert og æstetiker, og da TV 2 mandag aften sendte ”Leth og Pilgaard indtager Danmark”, hvor de to venner tog turen til Mandø, fik jeg lyst til at følge med.

Jørgen Leth er nu 84 år og har i nogen tid ikke lagt skjul på, at alderen trykker en del. Han kan ikke længere bo i Haiti eller udfolde sig som før, og et øjeblik frygtede jeg, at programmet ville blive en pinagtig affære, hvor den gamle mand for at underholde seerne skulle slæbes ud i Vadehavet og spise overvurderede østers, mens han sikkert hellere ville sidde lunt og godt derhjemme med et glas rødvin.

Men som det er sket før i Leths aldrende virke – for eksempel da han optrådte på Det Kongelige Teater med forestillingen ”Vi sidder bare her” – blev jeg grebet. Jørgen Leth håndterer sin alderdom med en rørende blotlæggelse af følelsen af at nærme sig døden, og hvor han tidligere ofte forekom mig for eskapistisk, bringer hans aldring noget godt med sig.

Han kan ikke længere hverken løbe eller sanse sig fra livets alvor, og da han og Hans Pilgaard besøgte en kirke, blev Jørgen Leth dybt bevæget og mindedes en afdød ven, der havde været meget kristent troende. Dette undrer ham, da vennen var naturvidenskabeligt uddannet, og midt i denne enfoldigt forenklede opfattelse af forholdet mellem tro og viden erkendte Jørgen Leth sin egen længsel efter en tro på Gud.

Dermed er han endnu én af de kreative mediefigurer, der offentligt begynder at kredse om troen, mens han tilmed nævnte, at det kunne være godt snart at tale med en præst.

Samtidig repræsenterer Jørgen Leth det menneske, der sikkert ikke fik læst Søren Kierkegaards opbyggelige taler i tide, hvormed man nemlig kan komme på sporet af, hvad der mangler i livet.

Som Kierkegaard-ekspert Niels Jørgen Cappelørn skriver i sin nye bog ”Forligelsen”: ”På den måde bliver en eksistentiel forfærdelse kaldt frem af det opbyggelige.” Også Jørgen Leth er hin enkelte, som Kierkegaard vil have i tale, så han kan forfærdes over fraværet af religiøse tanker, men som måske forfærdes for sent. Eller for lidt.

Dette er vilkåret i en så sekulær epoke, og midt i de nye refleksioner om Gud og døden er Leth stadig æstetikeren, der samler på de nydelsesøjeblikke, han gennem et langt liv har præmieret og gjort til øverste målestok. Han gjorde det igen, da de to rejsende ankom til den fine Ballebro Færgekro og satte sig til bords, og Leth fuldt forståeligt bebrejdede Hans Pilgaard, at han på udannet vis mødte op i en ligegyldig T-shirt. Herpå gav han dagen topkarakterer, og måske er det bare mig, men æstetikerens tone lød denne gang lidt anderledes.

Hans bekendelse angående længslen efter at tro smittede af på måltidet. Forfærdelse er måske et stort ord, men en ny alvor var der vist tale om. Der er noget gribende ved Jørgen Leths alderdom.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.