Sørine Gotfredsen: Der er noget kunstigt og lidt krampagtigt over OL i Tokyo

Selv i denne globale tidsalder befinder vi os pludselig meget langt fra hinanden, en ny stilhed har sænket sig over det olympiske stadion, for vi er atter hver især bundet til det konkrete sted, skriver Sørine Gotfredsen

Når menneskene engang kigger i historiebøgerne, vil OL 2020 rent faktisk eksistere, og det understreger, hvordan store sportsbegivenheder i dag er blandt de mest slagkraftige milepæle i den fælles hukommelse, skriver Sørine Gotfredsen
Når menneskene engang kigger i historiebøgerne, vil OL 2020 rent faktisk eksistere, og det understreger, hvordan store sportsbegivenheder i dag er blandt de mest slagkraftige milepæle i den fælles hukommelse, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Jeg studsede over det allerede under EM i fodbold for nogle uger siden. Det blev kaldt EM 2020, fordi det jo skulle have været afviklet sidste år, og det samme gælder for det OL, der blev skudt i gang i fredags i Japan.

Alle har nok forstået, at det handler om at trodse corona-vilkåret og ære en ubrudt olympisk historie, men der er noget problematisk ved på den måde at ville snyde tiden. For lad os se på virkeligheden. Det rigtige år 2020 vil blive husket som året, hvor alt blev aflyst. Der kunne hverken spilles fodbold eller afvikles olympiske konkurrencer eller noget andet, der samler mange tilskuere.

Men når menneskene engang kigger i historiebøgerne, vil OL 2020 rent faktisk eksistere, og det understreger, hvordan store sportsbegivenheder i dag er blandt de mest slagkraftige milepæle i den fælles hukommelse.

OL inddeler fortiden i intervaller, og med den stædige fastholdelse af årstallet 2020 for dette OL i Tokyo er kronologien på sin vis ubrudt. Prisen er dog, at der er noget kunstigt og lidt krampagtigt over det, hvilket også skinnede igennem, da DR1 i fredags transmitterede fra åbningsceremonien, og præsidenten for den olympiske komité, Thomas Bach, hyldede atleternes vedholdenhed i en usikker tid. Det lød næsten, som om han mente, at de har overvundet pandemien. Sandheden er jo, at det er dén, der har overvundet os. Det stod klart i kraft af de gabende tomme tribuner på det olympiske stadion samt – ved vi desuden – en udbredt uvilje blandt japanerne selv. Folket er ikke med, og Kaori Yamaguchi fra den japanske olympiske komité har da også erklæret legene for meningsløse i år.

De lever hovedsageligt gennem medierne, og skønt millioner af tv-seere vil nyde at følge med, er det store spørgsmål, om vi mon ville blive ved med at elske det så højt, hvis tilskuerpladserne i længden forblev tomme.

Jeg er langt hen ad vejen enig med lørdagens leder i denne avis angående sportens evne til at skabe livsmod og nationalt sammenhold, fodboldlandsholdet har netop demonstreret det så smukt. Men synet af den tomme kulisse fredag aften fik samtidig sportsuniverset til at fremstå som en lidt kunstig parallelverden, og som rendyrket tv-begivenhed er OL ”2020” med til at minde om, hvordan corona-tiden har tydeliggjort for os, at vi fra den ene dag til den anden kan blive underlagt menneskelivets begrænsende vilkår. Selv i denne globale tidsalder befinder vi os pludselig meget langt fra hinanden, en ny stilhed har sænket sig over det olympiske stadion, for vi er atter hver især bundet til det konkrete sted.

Og midt i denne dyrebare lærdom prøver sporten at leve videre i sin egen boble. Dog ikke med ubetinget held. For hver gang Thomas Bach udtalte ordene ”2020”, lagde han endnu en alen til følelsen af det uvirkelige. Vi skriver 2021, det er både sikkert og vist, og verden har forandret sig siden sidste sommer. Ikke grundlæggende, naturligvis. Den hviler fortsat i Skaberens hænder. Men nok til at den ikke længere hedder 2020.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.