Jeg har modtaget lidt kritik for min mediekommentar i tirsdagsavisen, hvor jeg udtrykte en vis anerkendelse af statsminister Mette Frederiksens (S) moralske sans og opfordring til at tjene fællesskabet. Her ved at lade sig vaccinere mod coronavirus. Nogle mener, at jeg er for enfoldig, idet statsministeren primært vil konsolidere sin magt, og sådan kan man jo godt foretrække at forstå det. Grundlæggende tror jeg dog, at vi skal være varsomme med automatisk at tolke politikeres udsagn som udtryk for manipulation.
Det kan blive til en slags selvopfyldende politikerlede, og mens jeg som så mange andre føler træthed ved makrelmadder og nedladende stavepladeretorik, er det essentielt også at turde tro på, at politikere kan rumme ægte livssyn.
Af samme grund var det opbyggeligt i næsten samtlige medier i onsdags at følge Kristian Thulesen Dahl, der efter et dårligt valg til Dansk Folkeparti har meddelt ønske om at forlade formandsposten. Roligt og åbent forklarede Kristian Thulesen Dahl, at synet af hans ansigt efterhånden forbindes med for mange dårlige beslutninger, og at ansvaret for nedturen er hans. Samtidig sagde han angående partiets hjertesag – stram udlændingepolitik og værn om dansk kultur – i TV Avisen på DR disse tankevækkende ord: ”Vi er originalen, og de andre kopierer os. Men vil de kopiere os, hvis vi ikke er her længere?” Dette er centralt.
Dansk Folkeparti har fra første færd rummet politikere med en klar personlig overbevisning, derfor blev partiet hurtigt en stor magtfaktor, og derfor vil dets stifter, Pia Kjærsgaard, gå over i historien som en politiker, der satte ord på sit eget ægte hjerteblod.
Dansk Folkeparti var ganske rigtigt originalen angående kritik af indvandring og parallelsamfund, og nu hvor partiet kæmper for overlevelse, og Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen og Pia Kjærsgaard med triste stemmer kommenterer kampen, kan man blive mindet om, at ikke alt i vore politikere handler om kold taktik.
Nogle af dem brænder samtidig oprigtigt for noget og kan ligefrem vinde ny indsigt, som det for eksempel siges, at Mette Frederiksen i sin tid gjorde i Justitsministeriet, hvor man lærer ét og andet om, hvem der i samfundet begår meget kriminalitet.
Professor Ove Korsgaard beskrev i denne avis i onsdags, hvordan Mette Frederiksen synes præget af tidens optagethed af begrebet ”det fælles bedste”, der også inspirerer den franske præsident Emmanuel Macron. Tænk nu, hvis det er ægte?
Der kan eksistere oprigtighed side om side med alle de primitive mekanismer, for ja, magt gør noget ved mennesker, det er en basal psykologisk brist, men vi må ikke blot vedtage, at politikere med alle midler vil skrabe magten til sig. Det kan blive til en farlig forhærdende vane at tænke sådan, og derfor vil jeg på god kierkegaardsk vis forsøge at bevare en smule enfold i synet på medmennesket. Og også politikeren. For ikke helt at afskære mig selv fra troen på det gode. Eller i det mindste demokratiet.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.