Jeg er én af de præster, der har skrevet under på en opfordring til at støtte Den danske Ukraine komité, der indsamler og sender penge til Ukraines forsvar.
Blandt andet derfor lyttede jeg opmærksomt, da Kathrine Lilleør i sin egenskab af præst og bestyrelsesmedlem i komitéen i tirsdags blev interviewet i DR 2`s ”Deadline”.
Samtalen kom til at handle om to ting, som jeg selv spekulerer over. Den ene med sindsro, den anden med en smule bekymring, og lad os tage det sidste først. Er det klogt, at borgere ved at donere penge til våben blander sig i en krig i et andet land, som man ingen særlig indsigt har i?
Dette må man især overveje i en medieepoke, hvor vores følelsesliv dagligt bombarderes med grusomme billeder, og det kan forekomme så indlysende at gribe til handling. Lektor i statskundskab, Gorm Harste, advarede i programmet mod at lege ”sofageneraler” og på distancen engagere sig i en krig, som man muligvis mest bidrager til at intensivere.
Langt de fleste af os har ingen forstand på krig, vi har aldrig set et menneske i øjnene i sekunderne, før det dræbes, og mens Kathrine Lilleør argumenterede smukt ud fra sin bestyrtelse og samvittighed, ved vi alle, at hun kan ledes på afveje. At samvittigheden kan ledes på afveje.
Jeg følger også min samvittighed, derfor støtter jeg komitéen, men det gør indtryk at blive mindet om, hvordan netop samvittighedens styrke kan overskygge den mere kølige fornuft. Jeg kan ikke blot gennemskue mekanismerne, det kan komitéen heller ikke, skønt den rummer både tidligere politiker Søren Pind (V) og den yderst Ruslands-kyndige Anna Libak, men sagen er, at man kun sjældent i skæbnesvangre stunder kan handle uden at tvivle.
Spørg bare den britiske leder, Winston Churchill, der konfronteret med Hitlers naziregime skulle gøre sin stilling op.
Alternativet til at støtte den ukrainske hær er passivitet, og dén vil Kathrine Lilleørs samvittighed ikke tillade, hvilket fik vært, Issa Mahmoud Jeppesen, til at spørge, om det overhovedet kan forsvares, at præster bidrager til krig og drab.
Mange forestiller sig, at præster bør være pacifister, og pavens seneste udmelding om altid at søge dialog fremfor kamp – selv når man angribes – har nok styrket idéen. Hvad dette punkt angår, mærker jeg dog mere sindsro, og Kathrine Lilleør forklarede formfuldendt sammenhængen.
For det første har man som præst uden for kirkerummet frihed til at mene og tale som enhver borger, og for det andet kan man på luthersk grund hævde menneskets ret til under angreb at forsvare sig selv. Som kirkehistoriker Rasmus H. C. Dreyer også forleden udfoldede det i denne avis.
Det er virkelig svært i kristen forstand at argumentere for ikke at byde ondskaben trods, og jo mere Putins styrker begår likvideringer og voldtægt og andet grusomt, desto mere forpligtet er man på at hjælpe de lidende. Samvittigheden er ikke til at komme uden om. Den rummer aldrig det fulde overblik, men hvem er man, hvis man blot ignorerer den?
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.