Jeg er glædeligt overrasket. For ser man på de seneste danske tv-serier, aner man en national selvbevidsthed, som man kunne have frygtet var blevet mere lammet i en heftig global epoke.
Der har nemlig i nogen tid været lidt sterile tendenser på spil med for eksempel serien fra 2015 ”Mord uden grænser”, en dansk-tysk-belgisk produktion, der virkelig manglede nerve, og skønt serien ”Bedrag” fra året efter rummede kvaliteter, var den i trættende grad præget af forråede indvandrermiljøer og økonomisk kriminalitet. Den slags findes i verden, det er sandt, og fiktionen skal også portrættere grå virkelighed, men mennesket skal samtidig næres af æstetik og varme og følelsen af at dele hjem og historie. Derfor blev TV 2’s ”Badehotellet” en så stor succes, og derfor er der plads til flere serier, der favner. Det er legitimt og opbyggeligt og udgør en sund reaktion på vor periodes dyrkelse af den abstrakt globale horisont.
Således har TV 2 inden for kort tid præsenteret yderligere to serier, som bevidst dyrker det nære og danske, og som fra visse vinkler næsten kan forveksles med turistvideoer. Serien ”Sommerdahl” foregår i Helsingør, og den seneste ”Hvide Sande” foregår, ja, i Hvide Sande og kan for tiden ses mandag aften.
I begge tilfælde er handlingen dybt indlejret i de lokale rammer, og billederne af skov og strand, Kronborg og det smukkeste Vesterhav udgør en stor del af budskabet. Peter Mygind spiller politimand Sommerdahl, der har bøvl med både diverse forbrydere og skilsmisse fra sin evigt sure kone i midtvejskrise, og i ”Hvide Sande” spiller Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen det umage par, der skal opklare et mord i byen.
I begge serier gøres en stor dyd ud af at karakterisere byens arketyper lige fra lægen til restaurantejeren og pigen i havnekiosken. Det er en slags Barnaby på dansk, og provinsstemningen ligger som sagt langt fra mange af de tv-dramaer, der længe har domineret.
Det er ganske frimodigt gjort, og serierne kan desuden også ses i lyset af den løbende debat om forholdet mellem hovedstaden og resten af landet. Det er med andre ord tv-fiktion fyldt med mere eller mindre bevidst værdistof i forhold til dansk identitet, og når tonen lige fra ”Badehotellet” til ”Hvide Sande” helt ublufærdigt hylder det smukke danske land, vil nogen utvivlsomt se det som ren spekulation i folks trang til at putte sig mellem klitterne.
Jeg ser det snarere som et led i restitueringen af det i global forstand udmattede individ, hvilket jeg i øvrigt fandt opbakning til i første afsnit af ”Hvide Sande”. Her lader Carsten Bjørnlunds figur, Thomas, der skal forestille at være tysker, sin hund bestemme, om hans næste politiopgave skal foregå i Tyskland eller Danmark. Han giver hunden to godbidder, en dansk og en tysk, og hunden vælger den danske. ”Du har set for meget ’Matador’,” siger Thomas til hunden, og stilen er lagt.
Turen går til Danmark, og vi har forstået pointen. Man kan aldrig se for meget ”Matador”.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.