Var det ikke, fordi jeg allerede vidste det, ville jeg nu lære, at medieverdenen kan være virkelig ubehagelig.
Den leverer for tiden beretninger om krænkelser, beskidt sprog, sexisme, ja, sågar lussinger mellem kolleger, der lever i et lukket og indspist miljø. Og lad mig til indledning opfordre til at læse Bent Meier Sørensens essay i Politiken fra i lørdags, hvori han udlægger mediepatriarkernes sexfiksering og magtudøvelse som knyttet til 68-oprøret. Det handler om opløste hierarkier, kroppen som kreativ investering og en civilisation i indre splid, og er det klogeste, der hidtil er skrevet om det store journalistiske krænkelsescirkus.
Dette blev i søndags behandlet både i ”Presselogen” på TV 2 News og i DR 2´s ”Deadline”, og ud over at Michael Dyrby har forladt chefredaktørstillingen på B.T. efter afsløring af hans tidligere magtregime på TV 2, diskuterede man en anden sag fra netop B.T.
En tidligere studentermedhjælper har anklaget en overordnet for at sende hende sexistiske beskeder, hvilket han bestemt gjorde. Frygtelige ord. Interessant er det imidlertid også at læse strømmen af beskeder mellem de to, som studentermedhjælpen selv har offentliggjort.
Det ville jeg ikke have gjort, hvis jeg var hende. For mens det ligger fast, at hendes overordnede groft forbryder sig, undrer det, at hun overhovedet deltager i en korrespondance præget af privatliv, dobbelttydigheder og en generel mangel på professionel distance. Ingen i ”Presselogen” kommenterede det, sikkert fordi ingen turde, men vi er nødt til at forholde os til måden, vi kommunikerer på. Helt grundlæggende. Kvinder såvel som mænd. Mange formår simpelthen ikke at skelne mellem det private og det professionelle, man sender bare spontane tanker af sted suppleret med alle de der latterlige små sms-symboler med glade og mellemfornøjede gule ansigter, der så nemt kan misforstås.
Det er alt sammen udslag af det berømte normløshedens tyranni, der så nemt medfører pinlig selvblottelse, og medieuniverset udfolder i helt særlig grad den store farlige forførelsens kraft.
Journalisten Henrik Cavling skrev engang om journalisten, at han ”lever en dag, men det er Bibelens dag, den vidunderlige, der er fortættede tusinde år”. Mange journalister formes på problematisk vis hver dag af intensitet og følelsen af egen betydningsfuldhed, og mens jeg ikke ved, hvor meget det interesserer folk at opleve Berlingske Medias administrerende direktør, Anders Krab-Johansen, sidde i ”Deadline” og forsikre, at han ikke tolererer sexisme, skal vi se hans og andre mediechefers optræden som billedet på noget større.
De repræsenterer et slags normløshedens deprimerende klimaks, og tiden er kommet, hvor vi skal genopfinde professionel afstand og kropslig ærbarhed. Vi skal forstå, at vi, som Bent Meier Sørensen skriver, i for høj grad har ladet ”både følelser og autoritet flyde frit”.
Det er lykkeligt, at medieverdenens normløshed omsider begynder at krakelere. Den har hærget for længe.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.