Der findes talemåder, der gang på gang vækker undren. For eksempel lægger folk ofte vægt på at understrege, at de ikke fortryder noget, når de ser tilbage på deres liv. Det er, som om det forbindes med noget uværdigt eller skamfuldt at føle fortrydelse, og senest læste jeg et interview med politiker Ritt Bjerregaard (S), der udtalte, at begrebet fortrydelse ikke er noget, hun beskæftiger sig med.
Man fornemmer forsøget på en vis hvidvaskning af egen personlighed, som om man antager, at eftersom alt jo blev gjort med de bedste intentioner, giver det ingen mening at forholde sig til det, der måske alligevel skulle have været anderledes.
Der er vel egentlig tale om en form for dovenskab – den, nemlig, der er indeholdt i de syv dødssynder og defineres som åndelig ladhed, og som må ses som forbundet med en basal mangel på omhu. Flid, kunne man kalde det.
Jeg er ikke den store fan af børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), men der er ikke desto mindre gods i hendes seneste udmelding. Hun mener, at der bør gives karakterer for flid i skolen, så man ikke blot præmieres for sine resultater, men også for sin samlede indsats.
Det lyder som noget, Mads Skjern kunne have foreslået, så sønnen Daniel trods manglende interesse for matematik kunne lægge sig i selen, og når jeg bifalder tanken, skyldes det erfaringen af, hvor meget man kan fortryde sin dovenskab.
Det gør jeg.
Jeg gennemlevede det meste af min skolegang uden for alvor at bestille noget, hvilket er relativt nemt at slippe af sted med i dette land. Min indsats dalede støt fra omkring 4. klasse, i gymnasiet var jeg kun fysisk til stede, og jeg ærgrer mig over, at jeg i stort hovmod negligerede de velmente råd om at tage ved lære.
Fortrydelse er visdom med forsinkelse, og når fortrydelsen agtes så lidt, har det at gøre med en overvurdering af egen dømmekraft.
Du kommer til at fortryde det, blev der sagt, og præcis sådan gik det.
Fortrydelse er visdom med forsinkelse, og når fortrydelsen agtes så lidt, har det at gøre med en overvurdering af egen dømmekraft. Når en fodboldspiller får ordene ”no regrets” tatoveret hen over brystet, udstråler han en trods, der af mange opfattes som styrke. Han meddeler, at alt hvad han har gjort, er moralsk foreneligt med hans person, og ikke at anerkende fortrydelse er knyttet til mangel på indsigt i vores syndige natur og afmagt over for egne mørke dybder.
Derfor oplever mange store romankarakterer et eksistentielt højdepunkt i det øjeblik, de for alvor begynder at fortryde måden, de har levet på. Henrik Pontoppidans heltinde fra ”De dødes rige”, Jytte Abildgaard, fortryder på sit dødsleje, at hun har forspildt sit liv og siger de berømte ord: ”Ja, nu dør jeg, Meta. Og så har jeg dog aldrig levet!”.
Dostojevskijs fanatisk selvretfærdige student fra ”Forbrydelse og straf” modnes åndeligt gennem fortrydelsen over at have begået mord, og Michel Houellebecqs talrige triste hovedpersoner lever nærmest i kronisk fortrydelse over at have været så elendige til at leve, at de jævnligt får den tanke, at de lige så godt kan lægge sig til at dø straks.
Jeg siger ikke, at fortrydelsen altid er konstruktiv, den kan også lamme os, men hvis den ses som noget, man bør hæve sig over, risikerer man at glemme, hvor meget af det, man gør og siger, der burde have været anderledes.
Man kunne have afgivet færre tomme løfter, og man kunne oftere have bremset sig selv, når man blot adlød sin blinde overbevisning eller frygt for at komme noget til. Disciplen Peter fortryder det brændende, da han i Jerusalem midt i sandhedens time har fornægtet Jesus. Han er vores store forbillede angående fortrydelse, og hver gang et menneske afviser, at der er noget at fortryde, spørger man sig selv, om det virkelig kan passe, at han eller hun intet føler.
Er det sandt, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) intet fortryder angående krigen i Afghanistan, der er endt så tragisk? Og er det sandt, at der for Ritt Bjerregaard intet er at fortryde efter et langt liv fyldt med magt, beslutninger og indflydelse på andre menneskers skæbne?
Som sagt: Den dybeste form for fortrydelse er fortrydelse af dovenskab. Enten den, der betød, at man stort set intet lavede i skolen, men først begrædeligt sent begyndte at høre efter – eller den, der medførte, at man måske aldrig får indset, at ikke alt i ens liv blot har været drevet af gode intentioner.
Flid og fortrydelse, disse to. De hører sammen, og det er på tide, at vi begynder at forstå, at flid ikke kun har at gøre med at aflevere regnestykkerne til tiden. Det var jo det, Mads Skjern aldrig kom til at indse. Flid har også at gøre med at sande, at agtelsen for livet og de andre, som man lever det sammen med, udtrykkes gennem den omhu, man vænner sig til at lægge for dagen.
Karakterer for flid. Det er en god idé, for jo tidligere man forstår, at flid er en dyd i sig selv, desto bedre kan man indse, at der altid findes en dovenskab at fortryde. En praktisk såvel som en åndelig. Og at det skal gøres i tide.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.