Da talen om at blive vaccineret mod coronavirus for alvor tog fart, var jeg umiddelbart ikke særlig stemt for at få et stik. Det er grundlæggende ubehageligt at få et fremmed stof ind i kroppen og særligt ét, der er fremdyrket under så hektiske omstændigheder. Her i avisen skrev jeg, at der var noget ”troskyldigt” ved blot at acceptere den nye vaccine, og jeg er stadig varm tilhænger af spontan skepsis. Ikke desto mindre er jeg siden ligesom flertallet af danskerne blevet vaccineret, da det i længden er svært at retfærdiggøre den benægtende enegang, hvis man samtidig gerne vil være en del af civilisationen og gå på café og i teatret og i kirke om søndagen.
Vi er i november, smitten tager til, og det er et ubestrideligt faktum, at de ikke-vaccinerede fylder mest på hospitalerne, da det er dem, der nemmest smittes, bliver mest syge og altså udgør hovedkraften i epidemiens fortsatte hærgen. Dermed er spørgsmålet om vaccine eller ej blevet en næsten brutal katalysator for arten af vores fællesskab.
Under både første og anden nedlukning blev det sagt, at vi beviste, hvor meget vi kan løfte i flok, når det gælder, hvilket for så vidt er rigtigt. Men samtidig må vi erkende, at når genvordighederne trækker i langdrag, blotlægges en splittelse mellem dem, der virkelig ærer kollektivet, og dem, der måske aldrig for alvor har følt sig som en del af det.
Når en fælles fjende kræver fælles front, synes nogle at mangle både pligtfølelse og tilbøjelighed til at bidrage til den, og netop frygten for denne illoyalitet har i årtier udgjort en rød tråd i bekymringen for en mere og mere splittet befolkning. Hvad sker der, hvis vi ikke i fremtiden ser nogenlunde ens på begreber som folk, fædrelandskærlighed og fælles retningslinjer? Muligvis sker der det, at man begynder at fornemme et slags civilisationens og mangfoldighedens træthedspunkt, der på særlig vis gør sig gældende i storbyen, hvor vi har vænnet os til at leve mere eller mindre, som om alt er tilladt.
Forleden aften var jeg til koncert i K.B. Hallen i København med gruppen Folkeklubben, hvor jeg var så heldig at finde en plads på balkonen med udsigt ud over de cirka 3000 mennesker, der var stuvet sammen nede på gulvet. Set herfra stod det pludselig på frygtelig selvindlysende vis klart, at en sådan menneskemængde har mistet sin uskyld. Måske for altid.
Og jeg huskede ordene fra den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs lille novelle ”Et latterligt menneskes drøm”, hvor hovedpersonen i sit dybe vægelsind angående de andre siger: ”(…) mit had til menneskene på vor jord havde altid rummet en skjult sørgmodighed: Hvorfor kunne jeg ikke hade dem uden samtidig at elske dem, hvorfor kunne jeg ikke andet end tilgive dem, når min kærlighed til dem var blandet med sorg over, at jeg ikke kunne elske dem uden at hade dem?”.
Præcis sådan kan man føle, når man betragter menneskemængden og ved, at man hører sammen med den uden at have nogen særlig lyst til at befinde sig midt i den. Vi er med denne epidemi nået til en ny grænse for sorgløs udfoldelse og kan nu endnu bedre end før forstå, hvor nemt mennesker kan komme til at skade hinanden.
I hvert fald hviler der i dag på grund af smittefaren et nyt skær af både enfold og hensynsløshed over den store menneskeflok, og det skæres i disse måneder ud i pap, at det har konsekvenser, når nogle kun følger egen lyst. Og for eksempel ikke vil vaccineres, men alligevel ønsker at befinde sig mellem alle andre. Man aner konturerne af noget vemodigt og skræmmende, nemlig den egoistiske del af menneskenaturen, der før eller siden kan få store smukke fællesskaber til at bryde sammen.
Endnu en nedlukning af landet vil medføre arbejdsløshed, konkurser, depression og ensomhed blandt både unge og ældre samt et amputeret kultur- og kirkeliv. Det er aldrig ønskværdigt at presse frie mennesker i retning af en bestemt handling, men næste skridt må være at indføre det vaccinepas, der afskærer de ikke-vaccinerede (medmindre man er særligt undtaget) fra at være med der, hvor mange mennesker samles. Der er ikke plads til den mest uhæmmede selviskhed og slet ikke i byerne, hvor civilisationens sammenpressede sårbarhed er så indlysende til stede.
Vi lever i den mærkelige dobbelthed, som Dostojevskij beskriver, hvor vi på én og samme tid kan elske og hade hinanden i flok, der er en evig balance på spil, og med epidemiens fortsatte eksistens iblandt os er der forstærket risiko for, at den tipper. Balancen.
Mistroen og harmen kan komme til at fylde for meget, når den hensynsløse side af individualiteten blot udfolder sig, for uanset om man er styret af en kulturelt betinget modvilje mod Danmark, en konspiratorisk tankegang eller blot almindelig trods i synet på myndigheder, er man med sin egoistiske kraft med til at gøre livet lidt mere skrøbeligt for andre.
Vi har naturligvis altid vidst, at det er sådan, men man prøver jo at elske de andre alligevel. I denne tid er det svært.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.