Sørine Gotfredsen: Det må det være tid til at gøre op med den socialdemokratiske blinde vinkel

Det ikke befordrende for danskernes åndsliv, hvis socialdemokraterne opretholder deres malplacerede snobben nedad i synet på kultur, skriver Sørine Gotfredsen

Statsminister Mette Frederiksen åbnede regeringskonferencen om fremtidens Danmark, som fandt sted i Fredericia.
Statsminister Mette Frederiksen åbnede regeringskonferencen om fremtidens Danmark, som fandt sted i Fredericia. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Socialdemokratiet afholdt forleden i Fredericia en konference om intet mindre end Danmarks fremtid.

I den forbindelse sagde statsminister Mette Frederiksen, at man i partiet har masser af gode idéer, men også nogle ”blinde vinkler”. Desværre afslørede hun ikke, hvad disse mere præcist består af, men man kom til gengæld på sporet af det, da Socialdemokratiets kulturpolitik lørdag aften blev analyseret i ”Deadline” på DR 2.

Anledningen var, at det er 60 år siden, at Kulturministeriet blev oprettet med Julius Bomholt som den første minister i det, der var tænkt som et slags superministerium, hvorfra fundamentale tanker skulle strømme. Julius Bomholt ville ifølge professor emeritus, Jørn Henrik Petersen, der har skrevet en bog om manden, forene elitær kultur med bred folkelighed, og denne måske umulige kobling kaldes det evige socialdemokratiske dilemma. At det virkelig findes, blev synligt i debatten mellem de tre kulturordførere Zenia Stampe (R) og Kasper Sand Kjær (S) og Jan E. Jørgensen (V), hvoraf kun sidstnævnte turde antyde, at noget kultur er fornemmere end andet.

Det er ellers vigtigt at understrege efter mindeværdige udtalelser fra den netop afgåede kultur-og kirkeminister, Joy Mogensen. Blandt andet fik denne sagt, at det, der foregår i en håndboldhal, er lige så meget kultur som det, der vises på Det Kongelige Teater. Kasper Sand Kjær gav hende ret i dette og fremturede endda lidt trættende: ”Det ene er ikke finere og bedre end det andet.” Blind vinkel.

Den er god nok. Mange har for tiden travlt med at elske håndboldspillet, der er blevet symbol på jævn danskhed og kvaliteten ved provinsen, altså, en kraftig markør i kampen mellem land og by. Jeg holder selv meget af håndbold, men nej, det er ikke lige så fint som det, der foregår på Det Kongelige Teater, og den holdning rummer ikke en nedvurdering af håndboldsporten, men blot en konstatering af at en teaterforestilling ofte vil mennesket noget andet og dybere end en håndboldkamp.

Derfor skal en kulturminister helst formå at sondre mellem masseunderholdning og finkultur, for det er sidstnævnte, der dør først, hvilket corona-tiden har været med til at afsløre.

Vi har lært, at mennesker ret nemt vænnes fra at gøre indsatsen for at gå i teatret eller til klassisk koncert – eller i kirke, for den sags skyld. Publikum og kirkegængerne er ikke efter genåbningen stormet tilbage, som man havde håbet, hvilket viser, hvor fristende det er i livet at vælge det mere krævende fra.

Derfor er det ikke befordrende for danskernes åndsliv, hvis socialdemokraterne opretholder deres malplacerede snobben nedad i synet på kultur, og med 60-årsdagen for Kulturministeriet og en nytiltrådt kultur-og kirkeminister, Ane Halsboe-Jørgensen, må det være tid til at gøre op med denne socialdemokratiske blinde vinkel. Noget er finere end andet, og de fundamentale tanker skal i høj grad strømme fra den fine kultur. En regering skal kendes på sin forståelse af præcis det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.