Sørine Gotfredsen: Det omsiggribende krammeri udstiller tidens tomhed

Den mekaniske omfavnelse udgør i disse år billedet på en forvirret følelseskultur, hvor man ikke længere har en given position i forhold til hinanden, hvormed omgangsformerne flyder, mener Gotfredsen

”I programmet ’X Factor’ synes krammet næsten at have erstattet talens brug,” skriver Sørine Gotfredsen. –
”I programmet ’X Factor’ synes krammet næsten at have erstattet talens brug,” skriver Sørine Gotfredsen. – . Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR.

HVIS MAN KÆMPER SIG igennem tilpas mange øjeblikke på landets tv-kanaler, står især én detalje tilbage i erindringen. Og det er, at kropssproget på lange stræk har udkonkurreret det verbale. Får man først blik for det, bemærker man stort set ikke andet, for mens én ting er, at nyhedsværter i dag spadserer studiet rundt på kryds og tværs i fuld figur og høje hæle, er det i nærmest alle underholdningssprogrammer norm, at folk konstant omfavner hinanden.

For tiden kører en ny ombæring af DR’s realityserie ”Gift ved første blik”, hvor nogle par af eksperter sættes sammen og i løbet af fem uger skal have et ægteskab til at fungere. Her føres det moderne kram ud i sin yderste konsekvens, idet man ikke blot krammer vildt fremmede, men også gifter sig med dem.

Således krammede en af de medvirkende kvinder hele tiden ved sit bryllup som det mest selvfølgelige sin ukendte ægtemand og i øvrigt også hans lige så vildt fremmede døtre. Der foregøgles en nærhed, der er alt andet end ægte, og som jo også i dette program næsten stensikkert synker sammen i en række skilsmisser.

Den mekaniske omfavnelse udgør i disse år billedet på en forvirret følelseskultur, hvor man ikke længere har en given position i forhold til hinanden, hvormed omgangsformerne flyder.

Da jeg forleden ved et tilfælde for første gang i mit liv så et afsnit af ”Talkshowet Meyerheim” på TV 2 Charlie, bemærkede jeg, at gæsterne alle omfavnede hinanden, inden de tog plads i sofaen. Selv mand og mand imellem, og når alle skel på den måde er brudt ned, hvad enten det drejer sig om alder, køn eller position, sker en nivellering, hvor essens og nerve opløses, mens den fladeste lighed tager over.

Vor tids rørstrømske omgangsform kan bidrage til at gøre samtaler hule og ligegyldige, for uden en vis distance til hinanden gør vi os ikke tilstrækkeligt umage med at sige noget begavet og fremtræde med integritet.

I DR’S SYNGETALENTKONKURRENCE ”X Factor” synes krammet næsten at have erstattet talens brug. En klump af krammere står hele tiden klar til at kaste sig over den, der er i centrum, og når alle er i færd med at udgyde deres inderlige følelser, er der ingen tilbage til at holde hovedet koldt. Hvormed en vis utryghed kan brede sig.

Forleden udtalte Ulla Dyrløv, der er den tilknyttede psykolog på ”X Factor”, at nogle af deltagerne kan blive helt utilpas, når dommerne skændes indbyrdes, fordi netop disse unge som de hærgede skilsmissebørn, de er, mærker de indre traumer rejse sig. Tidens selvrealiserende følelsesfremstilling kan martre de sårbare, og det sættes på spidsen i tv-universet, hvor underholdningsprogrammer dagligt illustrerer hulheden.

De, der bliver gift, bliver ikke sammen i længden, de, der synger, bliver aldrig til sande stjerner, og de, der sidder i sofaen og konverserer, siger sjældent noget interessant. Men de krammer, gør de, for det er dét, der skal til, hvis man gerne vil ses som et positivt menneske. Hvordan det hele føles indeni, er nok til gengæld en anden sag.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.