Man begynder at spekulere over, hvor mange der har siddet i stolen, og hvor mange der mon løbende kommer til. Ja, hvor mange der er at tage af.
I søndags på TV 2 var politiker Ritt Bjerregaard (S) hovedperson i programmet ”Det sidste ord”, hvor man følger en samtale, som journalist Mikael Bertelsen har foretaget relativt kort tid før personens død, og som sendes umiddelbart efter.
Ritt Bjerregaard er den femte i rækken, og det opleves mere og mere underligt at opleve et levende menneske sidde og omtale sig selv i datid, alt imens samtalens indhold i store træk svarer til almindelige portrætter af den slags, vi oplever så tit.
Vi fik beretningen om Ritt Bjerregaards opvækst på Vesterbro med bryggerheste i baggården, den socialdemokratiske karriere med sjofel mandsdominans, Ritt Bjerregaards udsøgte fornemmelse for magt, det mislykkede forsøg på sammen med Svend Auken (S) at overtage ledelsen af partiet og landet samt det åbne ægteskab med historiker Søren Mørch.
Ritt Bjerregaard var en meget stærk kvinde, der i årtier udlagde teksten efter sit eget hoved, og som blandt andet gerne vil huskes for at have afskaffet udenadslæren og den sorte skole. Siden har en del vist opdaget, at udenadslære kan være særdeles berigende for et menneske. Men nok om det.
Mest interessant blev samtalen, da vi kom ind til sagens kerne, den forestående død, som den kræftsyge Ritt Bjerregaard beskrev som en skæbne i en økologisk kiste, hvorfra hun under sine æbletræer på Vestre Kirkegård i København vil overgå til ormene og det videre kredsløb.
Hun afviste enhver form for religiøs tanke. Alligevel beskrev hun straks efter en hændelse på et hotelværelse i Washington, hvor hun intenst følte sin afdøde mormors nærvær gennem en fugl ved vinduet, der ville hende noget. Det var en lille stær, der fik Ritt Bjerregaard til at ane, at hendes mormor var levende, og eftersom Mikael Bertelsen sprang i målet og brat skiftede emne, sad mange utvivlsomt tilbage med samme spørgsmål: Hvordan tolker Ritt Bjerregaard den oplevelse i lyset af ormene og det nøgterne syn på døden?
Det er for sent at spørge, men til gengæld ved vi, at Ritt Bjerregaards selvinstruerede – og naturligvis tv-transmitterede – begravelse forleden var uden spor af religion, og at hendes sidste ord ind i kameraet var lige så tørre som udkastet til et lovforslag.
Jeg overvejer, om et mediefænomen som ”Det sidste ord” kan bidrage til den moderne dyrkelse af individets eksponerede livsbane, som beskrives af filolog Manfred Fuhrmann i bogen "Dannelse – Europas kulturelle identitet". Ifølge Fuhrmann stræber vi mere og mere efter ”et smukt liv” frem for blot et nyttigt liv, og jo flere afskedssamtaler og tv-begravelser vi udsættes for, desto mere vænnes vi måske til at ophøje det interessante individ.
Misforstå mig ikke. Nogle mennesker er virkelig så betydningsfulde, at de skal æres offentligt, men med ”Det sidste ord” kan der muligvis med tiden gå lidt inflation i begrebet kulturpersonlighed.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.