Oftere og oftere falder det mig ind, hvor meget en bestemt lærer eller en anden voksen har præget mig for livet. Den tager til, denne erkendelse af tidligt at være blevet formet, hvilket faldt mig ind i løbet af torsdagens præsentation af de nye ministre.
Vi springer let hen over den største overraskelse – nemlig udnævnelsen af Jakob Engel-Schmidt (Mod) som kulturminister, der fik mig til at måbe. Der står mest af alt Copenhagen Business School skrevet hen over ansigtet på Jakob Engel-Schmidt, og det lyder måske fordomsfuldt, men jeg mindes ikke nogensinde at have hørt ham tale om kultur. Nok om det, han skal have en chance.
I stedet skal det her handle om den nye post til Mattias Tesfaye (S), der flytter fra Justitsministeriet til Børne- og Undervisningsministeriet. Dette er i stor stil blevet tolket som en degradering blandt de politiske eksperter, der mere og mere taler som et koordineret mekanisk kollektiv, og reaktionen på netop dette ministerskifte er særligt interessant. For det vidner om en større fortælling angående rigets tilstand. På den ene side er medierne hver dag fyldt med historier om folkeskolens krise og børn og unges kvaler med at leve, og på den anden side hersker der påfaldende lille agtelse for det politiske arbejde med deres rammer. At Mattias Tesfaye nu ses som en degraderet mand afslører det markante tab i en kultur, der oven på fundamentet af ånd, historie, skole og kristendom har udviklet et mere materielt og teknisk livssyn og dermed en noget primitiv idé om det betydningsfulde i livet.
Hver eneste dag lytter vi til et mediesprog, der primært næres af ærefrygt for økonomisk og juridisk magt, og Mattias Tesfaye er da også irriteret over den nedladende tone. Han understreger, at han finder det særdeles vigtigt at beskæftige sig med noget af det mest dyrebare, vi har, som indlysende nok er børnene.
Én ting er, at de skal opbygges til livsmod, mens noget andet er, at begrebet undervisning udgør en helt uomgængelig nerve i udviklingen af et folk. Om nogen bør vi i Grundtvigs fædreland vide dette, men der er begrædeligt nok opstået en kløft mellem den dybere erkendelse af, hvad der former et menneske, og den overfladiske forestilling om det prestigefyldte i livet.
Den rangorden, der i dag hersker i synet på ministerierne, viser dette. Penge og lov og orden rangerer højest, mens børn, kultur og kirke ses som noget, der skubbes hen til den politiker, der denne gang blev tilovers. Det golde sprog, der lever i den journalistisk kommenterende snakkende klasse, cementerer dagligt denne orden, og man må overveje, hvordan man i et land, hvor vi synger salmer som ”Sov sødt, barnlille” og ”Lysets engel går med glans”, kan være i tvivl om, at ministeriet for barnekår er et af de vigtigste, vi har.
Skulle man være i tvivl, behøver man blot at tænke på, hvem der fra begyndelsen af livet har præget én selv. Og måske endda opdage at betydningen af det bliver stærkere for hvert år, der går.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.