I løbet af årene er jeg jævnligt blevet konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt vi mon risikerer i vores kultur gradvist at glemme kristendommens betydning. Ja, om vi allerede er i fuld gang med det.
Tanken er oplagt i et højmoderne skandinavisk land som dette, mange har da også forsøgt at beskrive livet på den anden side af den kristne horisont, og med corona-epidemien har vi en interessant mulighed for at ane, hvad der er på spil. Vi forstår så småt, at denne sygdom er kommet for at blive, og at vi efter fasen med den mest intense smittebekæmpelse skal have samfundet og hverdagen til at fungere, alt imens covid-19 i diverse varianter stadig er iblandt os.
Vi skal leve med det, som man siger, og i dén bestræbelse er kristendommen uomgængelig. Det er nemlig først og fremmest dén, der fortæller os, hvordan vi i denne myldrende og hårdt belastede civilisation kan leve værdigt sammen ved at bevare bevidstheden om gensidig skyldighed og pligt til så vidt muligt i enhver situation at tage vare på medmennesket. Det lyder banalt, men det er det ikke.
Kristendommens meddelelse er aldrig banal, den er bare hørt så mange gange, at vi tror, vi til fulde har fattet den. Corona-tiden afslører for os, at det har vi ikke, for samhørigheden i næstekærlighed er altid skrøbelig.
Meget tydeligt bliver det i forhold til begrebet tvangsvaccinering, der meget vel i denne vinter kan brede sig i et på mange måder trængt Europa.
Det er en praksis, der strider kraftigt mod det kristne menneskesyn, der rummer forventningen om, at vi i frihed formår at indrette os omsorgsfuldt efter hinanden. Og dén indsigt fastholder vi især på én bestemt måde: ved at gå til gudstjeneste og se hinanden i øjnene og sammen høre budskabet. Derfor er det så vitalt, at danskerne i denne jul kan gå i kirke.
Sidste år gik det galt, da der lillejuleaften blev udsendt besked om, at gudstjenesterne burde aflyses, hvilket udviklede sig til en frygtelig erfaring.
Det er smerteligt ikke at holde julegudstjeneste, jeg har respekt for de få, der gjorde det alligevel, og nærmest uanset hvad der sker, bliver der i år i Jesuskirken i Valby holdt julegudstjeneste. Ligesom det bør ske overalt i landet.
For hvad man end mener om den stumme jul 2020 og hensynet til epidemien og den højst pudsige påstand om, at det var næstekærligt at lukke døren, lærte vi, hvilken sørgelig tomhed, der følger, når kirken tier.
Og endnu mere i en tid, hvor vi på grund af debat om vaccine eller ej med fornyet kraft diskuterer den personlige frihed stillet over for pligten til at tage vare på hinanden.
Den samtale kan forstørre kløften mellem dem, der hylder friheden som ukrænkelig og dem, der hævder dens begrænsning, og det er i den sammenhæng klogt at huske filosof Simone Weils beskrivelse af, hvordan frihed uden bevidsthed om Gud kan udarte til en ubehageligt hård tilstand. Vi kan så nemt komme til at overse, at det frie og autentiske i os, som i dag er blevet til en så ophøjet ting at efterstræbe, jo også repræsenterer det faldne og syndige i os.
Simone Weil skriver i den lille bog ”Det som er helligt”:
”Den, for hvem kun den personlige udfoldelse betyder noget, har fuldkommen mistet selve sansen for det hellige.”
I en tid med stor smittefare bliver det ekstra synligt, hvor nært den personlige udfoldelse kan være afskåret fra det hellige og knyttet til det egoistiske, og den erkendelse får mere end noget andet sted sin alvor og sine dybeste nuancer i kirkerummet.
Vi skal med andre ord for enhver pris i kirke nu, og jeg tilslutter mig biskop Henrik Wigh-Poulsens opfordring til, at vi i kirken udviser selvstændig dømmekraft og ikke for nidkært sender de personer hjem, der ikke på stående fod i kirkedøren kan finde deres coronapas.
For et år siden havde vi i folkekirken særdeles svært ved midt i den heftige tale om smittesporing og påpasselighed at finde vore egne ben, og hvis nogen kom til at mistænke kirkens folk for dybest nede at nære tvivl om eget værd, er det desværre fuldt forståeligt.
Der opstod en ildevarslende fortælling om en kirke, der er blevet så inficeret af institutionstænkning og mat forestilling om blot at være et kulturelt tilbud blandt mange andre, og det bør ligge alle på sinde at gøre det ekstra tydeligt, at kirken er noget helt andet. At den er samfundets inderste og vigtigste pulsslag, og for hver gang en gudstjeneste aflyses, fordi bekymring og embedsmandsmentalitet er vokset ud af proportioner, intensiveres risikoen for, at vi mister endnu en lille bid af sansen for det hellige.
Julen 2020 skal gå over i historien som en pinefuld lærestreg, vi aldrig glemmer, og der er meget, der skal rådes bod på fra sidste år.
Anbefalede restriktioner eller ej – i Jesuskirken er der julegudstjeneste i år, og det håber jeg bliver tilfældet i hver eneste kirke landet over.
Nu har vi prøvet at aflyse, og det var en stor fiasko. Lad os ikke gentage den.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.