Sørine Gotfredsen: DR-serie trænger til nuancer. For digital ondskab kan faktisk slettes

Der er mange perfide beskeder på eksempelvis sociale medier. Men der findes i det mindste én fordel ved den digitale verden frem for den virkelige: Ondskaben kan slettes

Journalisten Chili taler med forskellige kilder i DR-dokumentaren "Vi kommer og dræber dig". DR skriver blandt andet selv om programmet: "I denne dokumentarserie møder vi nogle af dem, det går ud over og følger deres kamp for at stoppe hadet i indbakken."
Journalisten Chili taler med forskellige kilder i DR-dokumentaren "Vi kommer og dræber dig". DR skriver blandt andet selv om programmet: "I denne dokumentarserie møder vi nogle af dem, det går ud over og følger deres kamp for at stoppe hadet i indbakken.". Foto: Tobias Juhl Nielsen/DR.

Jeg er ikke ude på at bagatellisere ubehaget ved at modtage hadefulde beskeder, men problemstillingen skal nuanceres lidt. DR viser for tiden en dokumentarserie med titlen ”Vi kommer og dræber dig”, der handler om den barske digitale kommunikation, der især rammer kvinder i form af trusler om vold og almindelig afstumpethed.

Et forskerhold når her på DR frem til, at der findes en stor fællesnævner angående had til kvinder, nemlig nationalistiske undertoner samt forkærlighed for traditionelle kønsroller. Med andre ord: signalementet af en reaktionær stodder, der har fået nok af feministisk MeToo-snak, og dette skurkebillede arbejder forskerne nu med.

Jeg siger ikke, at det er forkert, men stiller blot spørgsmålstegn ved, om det grundlæggende giver mening at ofre så megen opmærksomhed på fænomenet, da man må overveje, om der kan drages en rigtig meningsfuld parallel mellem det digitale rum og den virkelige verden.

Vi ved efterhånden, at mange af de personer, der skriver de perfide ting på nettet – som journalister og andre ofte med en vis fascineret iver elsker at læse op for offentligheden – samtidig lever almindelige familieliv og næppe ville tale sådan i et fysisk møde.

Derfor undrer det lidt, at folk som tv-vært Sofie Linde og skuespiller Dorte Rømer, der medvirker i DR-serien, orker at gøre et så stort nummer ud af det hele. De modbydelige beskeder kan slettes på et splitsekund, og ligesom man i den fysiske verden helst undgår andres idioti, er det også muligt her. Visse uhyrligheder skal naturligvis meldes til politiet, men det er, som om nogle af de krænkede lever i et slags negativt afhængighedsforhold til de sorte kræfter, og sagen er, at det digitale rum hver dag tærer på vores tænkeevne og værdighed.

Udviklingen beskrives i bogen ”The Shallows” fra 2010, hvor Nicholas Carr forklarer, hvordan vore hjerner ændres af det virtuelle liv, der fremmer ”usammenhængende tænkning og overfladisk erkendelse”. Den enkelte bliver, for nu at parafrasere en moderne talemåde, en dårligere udgave af sig selv, intellektet svigter simpelthen bag skærmen, og det kan derfor synes lidt omsonst at tage den digitale ordstrøm så alvorligt, når store dele af den nok mest bør ses som et resultat af momentan kognitiv kortslutning.

Men medierne elsker at boltre sig i elendigheden, således igen på P1 i går i programmet ”#MeToo for dummies: Værsgo!”, hvor det atter blev nævnt, at især kvinder ofte opgiver debatten. Det er ærgerligt, og det er unødvendigt.

Jeg medgiver skam, at der foregår en vis forråelse derude, blandt andet fremprovokeret af stærk feminisme, mangfoldighedsdagsorden, national oprustning, kulturrelativisme og almindelig åndløshed. Men frem for at se det digitale sprog som tegn på, hvordan mennesker tænker, skal vi huske, at det nok ofte er tegn på, hvad der sker, når mennesker netop ikke tænker.

Og under alle omstændigheder findes der i det mindste én fordel ved den digitale verden frem for den virkelige: Ondskaben kan slettes.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.