Der blev sagt mange kloge ting i Westminster Abbey i London i går, da dronning Elizabeth blev stedt til hvile. Den historiske begivenhed blev i hele sin imponerende traditionstunge storhed transmitteret på DR og TV 2, hvilket udviklede sig til en påmindelse om historiens, kristendommens og ikke mindst det ydmyge tjenerskabs betydning.
Angående sidstnævnte sagde ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, i sin tale, at dronningen var en lederskikkelse, der følte sig sat i verden for at tjene. Dette med kraftig inspiration fra Lukasevangeliet, hvor Jesus taler om, at selv han, Guds søn, er kommet hertil for at tjene andre.
Dronning Elizabeth blev anset for at være en leder med stor troværdighed, og en kredsen om netop dén kvalitet fylder meget i vores samtale.
I en næsten nervøst moralsk periode som denne er vore ledere under konstant observation, og jævnligt præsenteres vi for målinger angående partiledernes troværdighed.
Valgkampen er præget af dem, og forleden var det De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, der på TV 2 skulle forholde sig til egne dårlige troværdighedstal. Det gav anledning til at overveje fænomenet, og jeg fik lyst til at foreslå hende, at de lave tal kan hænge sammen med hendes selvfremstilling.
For eksempel optræder Sofie Carsten Nielsen for tiden i helsidesannoncer i dagbladene, hvor hun beskriver, hvordan hun – i modsætning til mange andre, forstår man – besidder tvivlens nådegave og forstår tilværelsens finere nuancer.
Man studser lidt, når politikere så bramfrit beskriver arten af deres egen troværdighed, hvilket også kan ske med kropslige gestikulationer. Og et endnu mere tvivlsomt resultat.
Enhedslistens ivrigt debatterende Rosa Lund gav for nylig på et digitalt medie fingeren til Pia Kjærsgaard (DF), som havde sagt noget, som Rosa Lund ikke brød sig om.
I den store diskussion om ledende personligheders troværdighed handler det således ikke kun om minksager og – som i tilfældet med den konservative formand Søren Pape Poulsen – nogle udtalelser, der ikke rigtigt tåler et faktatjek, men også om måden at kommunikere på.
Den afslører ganske meget om dette at tjene og ikke mindst om synet på dem, man er tjener for – ja, andre mennesker i det hele taget, hvor uenig man end måtte være med dem. Afskeden med dronning Elizabeth har udgjort ét langt studium i værdien af de ophøjede skikkelser, der viser os, hvordan det tjenende menneske handler og taler. Og stræber efter at gøre det med værdighed.
Denne verdens konger og dronninger optræder, når de er opgaven voksen, som smukke repræsentanter for tanken om et helt liv igennem at formå at tjene hele sit land og hele sit folk, og det er utvivlsomt også derfor, at afskeden med dronning Elizabeth blev en så bevægende oplevelse transmitteret til hele verden.
Trods modernitet, familieskandaler, sekularisme og voksende polarisering i de vestlige samfund ved vi godt, hvad det er, vi har sagt farvel til. Et troværdigt tjenende menneske.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.