Hvis der er noget, man som dansker ikke kan være i tvivl om, er det, at en kvinde kan være en leder. I 50 år har der siddet en kvinde på posten som landets monark, og for den, der ikke kan huske andet, har det nærmest antaget skikkelse af et særligt dansk vilkår.
Nok blev dronning Margrethe født til sin status og har ikke måttet kæmpe sig op gennem systemet, men hun er ikke desto mindre et forbillede angående indsats og naturlig myndighed.
Mellem linjerne anede man da også i DR-programmet forleden, hvor en række danskere fik lov til at stille Majestæten spørgsmål, at hun ikke er tilhænger af kønskvoter. Hun sagde faktisk ligeud, at når en kvinde når langt i livet, bør det skyldes, at hun er dygtig, og ikke at hun er kvinde.
Dronningen tror tilsyneladende meget på individets mulighed for at præge eget liv og bane sig en vej, også i en kultur med umiskendelige patriarkalske træk. Denne tro på frimodig selvstændighed udgør en smuk inspiration, uafhængig som den er af ideologisk kvindekamp og i stedet båret af eksemplets magt og ægte stræben efter at udfylde en plads.
Og tilmed har Dronningens virke altid været fri for den trang til intens selvbeskrivelse, der for eksempel kendetegner en kvinde som Helle Thorning-Schmidt (S), der næppe nogensinde bliver træt af at minde alle om, at hun var landets første kvindelige statsminister. Og at det var utroligt hårdt at være det.
Dronning Margrethes forbehold over for kvotetænkning og iver efter for enhver pris at få kvinder placeret i magtfulde stillinger er interessant, idet netop den mentalitet mere eller mindre indirekte sniger sig ind i vores bevidsthed. Og den sætter også sit præg på populærkulturens frembringelser.
Jeg kan vist godt her tillade mig at afsløre, at James Bond er død. Den seneste Bond-film ”No Time To Die” ender med, at hendes majestæts hemmelige agent dræbes i et flammehav på en øde ø, og begivenheden er svær ikke at forstå som endnu et led i epokens iver efter at sætte den heteroseksuelle hvide mand på plads.
I filmens afsluttende scene ser man den kvinde, der altså blev James Bonds sidste erobring, sidde i en bil og sige til sin og James’ fælles datter, at nu vil hun fortælle om en mand ved navn Bond. James Bond.
Med andre ord: Nu er det kvinden, der skal tolke essensen af det maskuline iblandt os, mens hendes datter som fremtidens kvinde skal bære de nye tider og indsigter videre.
Naturligvis er det også i ”No Time To Die” en farvet kvinde, der er udpeget til at overtage 007-navnet, hvilket må siges at være et slags ultimativt billede på korrekt kvotetænkning. Sideløbende med tidens dogmatik angående køn som blot en konstruktion er promoveringen af netop kønnet så stærk som nogensinde. Det er virkelig paradoksale tider. Dermed er det også sandsynligt, at agent 007-æraen nu dør, da det er svært at forestille sig dette filmfænomen i en så forvandlet udgave få sit eget blivende liv.
Det skal dog for god ordens skyld nævnes, at man faktisk ikke i filmen ser selve liget af James Bond. Han kan genoplives, hvis man virkelig ønsker det, men indtil videre ser det unægtelig ud til, at han er blevet kvalt i kønsideologi.
Det er naturligvis ikke i sig selv en tragedie. Vi vil alle sammen overleve udmærket uden at kunne se frem til endnu en James Bond-film, men symbolikken er ubehagelig. James Bond var i skuespiller Daniel Craigs skikkelse i færd med at blive en mere nuanceret mand, der tilmed stort set holdt sig til én kvinde ad gangen, og denne udvikling i retning af mere sårbarhed førte altså til hans udslettelse.
Den symbolske aflivning af manden som arketype kan ses som endnu et skridt ind i den lidt nådesløse mekanisme, man kan frygte som konsekvens af MeToo-bevægelsens mest hårdkogte ideologiske strømning. Den, der ikke blot kredser om retten til som kvinde at gå i fred og sige fra, men som helt grundlæggende vil omvælte strukturer.
Midt i alt dette står dronning Margrethe som en upåvirket konstant, en kvinde, der på egne præmisser har udlevet sin indflydelse, og ja, jeg ved det som sagt godt: Hun har ikke på sin vej til tronen været tvunget til kæmpe med arrogante bestyrelsesformænd og chefer, der til julefrokosten gik over stregen, men der er meget at lære af hendes liv med magt. Modsat mange andre ambitiøse kvinder har Dronningen skånet os for martyragtige og selvkredsende beskrivelser af, hvordan det føles at være kvinde i en position, der traditionelt har tilhørt mænd, og på den måde er hun forud for sin tid. Forhåbentlig.
Vi skulle meget gerne nærme os en periode, hvor den mest fanatiske optagethed af at være en kvinde, der hvor man mest synligt erstatter en mand, vil være tilbagelagt. Aflivningen af James Bond illustrerer, hvordan kønskampen lige nu kræver sine ofre, og jeg har ikke lyst til at se ind i en fremtid, hvor den kamp skal fortsætte på så drabelig vis. Dronning Margrethe har i 50 år været med til at minde om, at der da også findes en anden måde som kvinde at kæmpe på.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem
af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.