Sørine Gotfredsen: Dronningens tro skal ikke glemmes i mediedækningen

Vi får muligvis aldrig igen en monark, der tænker, taler og tror som dronning Margrethe

Medierne må ikke glemme Dronningens tro, skriver Sørine Gotfredsen.
Medierne må ikke glemme Dronningens tro, skriver Sørine Gotfredsen. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

To erkendelser står tilbage efter en weekend fyldt med afsked med dronning Margrethe. Hvad den ene angår, blev jeg forstemt bekræftet, mens den anden blev en glædelig overraskelse.

Den første først. I forbindelse med tronskiftet har ét aspekt ved Dronningens virke været temmelig fraværende, nemlig hendes kristne tro og forhold til kirken. De kan sidde længe i deres tv-ekspertpaneler og tale om hendes epoke, men dronning Margrethes tro er ikke et emne, og mens man selvsagt ikke skal snage i hendes åndsliv, er det nedslående, at ingen i det store korps af mediehjerner har fundet på at invitere en teologisk kyndig i studiet for at belyse, hvordan kristendommen har præget Dronningens regeringstid. Man taler gerne om både ballet og kunst, men ikke for alvor om religion.

Denne artikel er en del af denne serie:
De kongelige

Ak, de gør så stor skade, disse blinde medievinkler, der vænner os til at ånde gennem umiddelbare banaliteter og stræbe for lidt efter indsigt – men ret skal dog være ret. Angående weekendens anden erkendelse må jeg nemlig tage en portion skepsis tilbage.

Da DR og TV 2 sammen i fredags afviklede det store takkeshow på Kongens Nytorv i København, indledte værterne med at udtrykke håb om, at majestæten sad hjemme og kiggede med. Næppe, tænkte jeg sarkastisk. Visse tv-anmelder-reaktioner kan melde sig ret prompte. Herefter gik kunstnere på scenen, hilsner blev sendt, ”I Danmark er jeg født” blev sunget, ballet blev danset, det franske sprog blev æret, og ja, det var faktisk ret fint det hele. 

Og ikke mindst: I bidende kulde stod tusinder af danskere stuvet sammen i hovedstaden for at sige farvel til Dronningen, der bor få gader væk. At der så blev taget et mindre føregreb på hovedpersonen, da man koblede hendes åbne sind sammen med Gnags' ufatteligt naive popsang ”Danmark” fra 1980'erne, der reelt anbefaler fri indvandring, må få være. 

For pointen er, at Dronningen faktisk sad og så fjernsyn i fredags. Som afslutning på forestillingen dukkede hun op på storskærmen og takkede, synligt bevæget, og mens den som oftest lavtflyvende medieomklamring af dronning Margrethe og kongehuset virkelig kan udmatte, må man værdsætte en tv-begivenhed, der ligefrem glæder Dronningen selv.

Desuden kunne man i går i den P1-transmitterede gudstjeneste fra Sankt Markus Kirke på Frederiksberg høre prædikant Nikolaj Zeuthen citere en del af de ord, som Dronningen har hæftet på tiden efter sin tiltræden og den følelse af tung byrde, der fulgte med. Hun har sagt: 

”I min nød søgte jeg til Gud. Jeg vendte mig til Ham med brændende bønner. Jeg stolede på det løfte, som min Frelser have givet, da Han gik hernede på jorden. (…) Nu var jeg blevet vækket ved en revolution i min indre verden. Gud blev en virkelighed for mig.”

Denne vitale virkelighed gennem 52 år som Danmarks dronning skal ikke glemmes – og når stort set ingen journalister synes at fatte dens betydning, må andre stædigt minde om den. Også fordi vi muligvis aldrig igen får en monark, der tænker og taler og tror som hende.