Prøv avisen
Mediekommentar

Sørine Gotfredsen: Drop offerrollen og spil fodbold!

Debatten om kvindefodbold handler i sin kerne om, hvorvidt dette spil for alvor egner sig til kvinder. Jeg hælder selv til et nej, men sikkert er det, at hvis kvinderne skal få det folkelige gennembrud, de i årevis har drømt om, skal de holde sig fri af feministisk harme og offertænkning.

Det bedste råd man kan give fodboldkvinderne er at droppe offerrollen og spille med glæde og vinde deres kampe, skriver Sørine Gotfredsen

EM i kvindefodbold er i gang, og søndag aften spillede det danske landshold den første kamp. Dermed står vi atter i diskussionen om, hvorfor kvindefodbold har så svært ved at interessere masserne, og DR gør faktisk sit bedste for at skabe opmærksomhed.

EM-kampene transmitteres på hovedkanalen med optakt og engagerede kommentatorer, og hvis nogen keder sig lidt over, at det ikke er mænd, der løber rundt på banen, skjuler de det godt.

Debatten om kvindefodbold handler i sin kerne om, hvorvidt dette spil for alvor egner sig til kvinder. Jeg hælder selv til et nej, men sikkert er det, at hvis kvinderne skal få det folkelige gennembrud, de i årevis har drømt om, skal de holde sig fri af feministisk harme og offertænkning. Dette kniber det tilsyneladende med, og her ved EM markedsfører landsholdet sig selv på bemærkelsesværdigt ærgerlig vis. I en tid, der i forvejen er helt overbelastet af krænkede stemmer, har spillerne produceret en video med en klar stemning af ”stakkels mig” skrevet hen over det hele.

”Hvis jeg var en mand...” siger de én for én i videoen og kommer med et eksempel på, hvor meget lettere deres liv så ville være. Det er ganske uforståeligt, at de på den måde smider stoltheden over bord og fremstiller sig selv som svage og miskendte i en ”patriarkalsk struktur”, som det hedder nu om dage, og man overvejer, hvilken militant feministisk skribent fra Politikens spalter, de mon er blevet vejledt af.

Hvis kvindefodbold skal opnå sand agtelse, skal spillerne lægge en anden plade på. De skal droppe offerrollen og vinde deres kampe og kommunikere frejdigt med befolkningen. Mange sportsfolk fremstår i dag så glatte og intetsigende, at ligefremme personligheder vil blive modtaget med glæde. Det var i høj grad sådan, at håndboldkvinderne op gennem 1990’erne tog nationen med storm. De vandt, de talte, og de var – især i begyndelsen – afslappede og tilgængelige. De var i pagt med sig selv, og netop dét er svært at være, når man hele tiden tænker i kønsbaner og ser sig selv som den forurettede part.

I ”Deadline” på DR 2 søndag aften blev debatten taget, og næstformand i DBU’s nye kvindekommission, prorektor Lykke Friis, understregede netop, at man hidtil har satset for meget på ligestilling. Når man gør det, kommer kvindefodbold til at handle om identitetstænkning og almindelig surhed, og man bliver træt, længe inden bolden er blevet givet op.

Videoen med ordene ”Hvis jeg var en mand...” er et stort fejltrin, der indikerer, at disse spillere som så mange andre i dag har svært ved at frigøre sig fra krænket rettighedsideologi, og jo mere man dyrker den slags, desto sværere er man at holde af.

Det bedste råd, man kan give fodboldkvinderne, er at droppe offerrollen og spille med glæde og vinde deres kampe. Det er et godt gammelt trick, hvis man vil have befolkningen på sin side, og Danmark indledte da også EM med at besejre Belgien. Et lille skridt er taget. Ud af offerollen, må man håbe. Den har aldrig klædt nogen.

Sørine Gotfredsen er præst og forfatter.