Forleden deltog jeg på Ungdommens Folkemøde i København i en samtale med fire unge mennesker. De var søde og engagerede, og min opgave var at undersøge, hvor langt deres tolerance egentlig rækker i mødet med meget anderledes holdninger.
Jeg konkluderede bagefter, at tidens woke-ideologi og kamp for menneskets ret til ikke at blive krænket kan føre til en lidt firkantet tænkning. For eksempel afviste disse fire blankt tanken om, at folkekirkens fællesskab også kan rumme mulighed for at fravælge kvindelige præster, for den slags må ikke forgå i en statslig ramme, lød det. Her er der ikke plads til afvigelser, hvor ubetydelige de end i praksis er, og denne hang til overordnet minutiøs ensretning giver sig til kende på flere måder.
En sag på Munkensdam Gymnasium i Kolding illustrerer det. Fem drenge fra 3.g har med primitiv og nedladende sprogbrug ranglistet pigerne fra 1.g efter udseende, hvorpå listen er blevet offentliggjort. Mange er vrede – forståeligt nok – og skolens rektor, Per Møller, har som straf sendt drengene hjem i en uge. Men her stopper historien ikke.
En underskriftindsamling med over 1700 navne opfordrer til, at drengene smides ud af skolen permanent, og tonen var ikke mildere, da gymnasieelevernes talskvinde – tilmed én af de fire fra ungdomsfolkemødet – på TV 2 i tirsdags helt i tidens ånd udtalte, at alt dette grunder i et strukturelt problem. Derfor rækker en midlertidig hjemsendelse ikke. Der skal ryddes grundigt op, og dermed er det ikke længere de fem drenge, der udgør sagens kerne. Det gør i stedet opgøret med de gamle, patriarkalske, undertrykkende strukturer, der har bragt os hertil, og sagen i Kolding er varsel om en tilstand, hvor man med udgangspunkt i nogle enkeltes overtrædelse mere og mere vil finde det naturligt at lade en større udrensning gå i gang.
Individet og hans gerning vil glide i baggrunden, og det nedslående ved dette er, at når man mister interesse for den konkrete lovbryder, mister man samtidig sans for begrebet nåde. Den, der har forbrudt sig, er ikke længere interessant, han er smidt ud af både skolen og den større fortælling til fordel for det overordnede retfærdige anliggende. Permanent bortvisning for en forseelse, der er alvorlig, bestemt, men dog ikke uhyrlig, udgør et lidt skræmmende tegn på, hvad der måske venter. Det, nemlig, som ikke mindst den store MeToo-bevægelse har været med til at bane vej for. En intens dyrkelse af teorien om den strukturelle dårligdom, der vil få de mest retfærdighedssøgende til at gå så kompromisløst til værks, at de kan glemme betydningen af det, der ellers længe har været et adelsmærke for vores humanistiske kultur: tilgivelsen og troen på, at et menneske skal have en chance til.
Jeg er spændt på, om vort lands journalister er klædt på til at yde den velformulerede unge woke-generation modstand, når den for alvor indtager debatten. Eller om man blot vil antage, at den har ret. Det kan blive en lidt barsk verden.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.