Sørine Gotfredsen: Et problematisk Sofie Linde-syndrom har gjort MeToo-debatten ideologisk

Sammenblanding af sag og følelsesliv er en moderne forbandelse. Det er især tydeligt, når 32-årige tv-vært Sofie Linde beskriver sit følelsesmæssige "helvede" i kølvandet på den MeToo-bølge, hun igangsatte, skriver Sørine Gotfredsen

Med sin tale ved Zulu Comedy Galla 2020 satte Sofie Linde gang i MeToo-debatten herhjemme.
Med sin tale ved Zulu Comedy Galla 2020 satte Sofie Linde gang i MeToo-debatten herhjemme. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Det er ikke altid nemt at bevare en passende distance mellem egen person, og den sag man er involveret i. Man kan glemme, at ens eget følelsesliv i det store regnskab ofte er ret irrelevant, hvilket faldt mig ind, da jeg i lørdags lyttede til P1-programmet ”Stafetten”, hvor Clement Kjersgaard har en lille flok gæster i studiet.

En af dem var denne gang tv-vært Sofie Linde, der siden sin tale forrige år om en DR-chef, der krævede seksuelle ydelser for ikke at spolere hendes karriere, har været ansigtet på MeToo-debattens seneste etape. Det har trukket hende igennem en hektisk periode, som utvivlsomt har været særdeles udmattende, og jeg har generelt respekt for folk, der blander sig i samtalen, hvis de finder det påkrævet.

Men Sofie Linde-syndromet har sine problematiske undertoner. For det første har hun medvirket til at skabe den store uhåndterlige fortælling om, at nogle usynlige samfundsstrukturer holder kvinder væk fra indflydelse. Her i programmet blev netop dén fortælling omtalt af den borgerlige debattør, Mikkel Andersson, hvorpå Sofie Linde spurgte, hvor han havde den fra.

Åbenbart ved hun ikke selv, i hvor høj grad hun har været med til at skubbe MeToo-kraften væk fra fornuftig tale om konkrete overgreb til fokusering på nogle anonyme strukturer, der kan fremstilles nogenlunde efter behov.

Der er med andre ord gået ideologi i skidtet, og mange ved reelt ikke længere, hvad eller hvem vi taler om.

Samtidig har den 32-årige Sofie Linde løbende brugt meget tid på at beskrive, hvilket følelsesmæssigt helvede det er at stikke snuden frem og modtage mange grove beskeder. Hun taler virkelig meget om, hvordan hun har det, og i ”Stafetten” fik vi atter den lange lidelseshistorie, der er så kendetegnende for tidens unge og yngre, der ofte hurtigt vender fokus indad. Hvilket ikke gavner en sag.

Tænk, hvis folk som Pia Kjærsgaard (DF) og stridsmand Søren Krarup gennem årene havde været tilsvarende optaget af eget følelsesliv, mens de tog den nødvendige tørn angående islam og indvandring og var udsat for et årelangt had, som Sofie Linde næppe kan forestille sig. Meget kunne dengang være druknet i selvynk.

Sammenblanding af sag og følelsesliv er en moderne forbandelse, og da Karsten Lauritzen (V) lørdag aften i DR 2’s ”Deadline” forklarede, hvorfor han nu forlader Folketinget, understregede han netop persondyrkelsen som del af årsagen. Ikke mindst den politikerne selv står for. De digitale medier intensiverer det selvkredsende, ”alle flyder med strømmen”, som Lauritzen sagde, og forleden hørte jeg politiker Ole Birk Olesen (LA) fortælle, at han af og til i fritiden hellere bruger tid på ”opdateringer” end på sin familie. Ærlig snak. Konstant selvfremstilling er en uundgåelig frugt af den intense individets tidsalder, og vi nærmer os selve udmattelsens punkt. Det er interessant.

Fra nu af vil spørgsmålet være, hvem der som den næste bukker under. Bortset fra sagen, altså, der hele tiden er i færd med at tabe.

Sørine Gotfredsen er præst og debattør.